Kritikken rungede i medierne – men nu bliver plejecentrets succeser tiet ihjel

Klokken runder 10.30 inde på det lille kontor på Duevænget. Her afholdes der dagligt møder om dagen, der kommer.

På skift gennemgår social- og sundhedsassistent Rikke Seeberg de 13 beboere. De syv kolleger opdaterer hinanden om, hvilke planer der er for de enkelte, og hvad dagen ellers bringer.

Dagen byder blandt andet på hygge i fællesrummet, sang-café og ’De sjældne danskere’ i fjernsynet om aftenen.

For meget fokus på det negative

Duevænget er en afdeling på Skovvang Plejecenter, der er et specialplejehjem for beboere med demens i Aarhus. I både 2022 og 2023 fik plejecentret negative tilsynsrapporter, og da stod medierne i kø for at skrive om det.

Blandt andet skrev TV 2 Østjylland i 2022, at plejecentret fik et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed om manglende social- og plejefaglig dokumentation. Og i 2023 skrev Din Avis, at Arbejdstilsynet udtalte kritik, fordi risikoen for vold ikke var tilstrækkeligt forebygget. 

I dag står plejecentret et helt andet sted, og den seneste tilsynsrapport var god hele vejen igennem. Men nu kigger medarbejderne langt efter mediehenvendelser, lyder det fra Rikke Seeberg:

”Ingen er interesseret i at skrive om, at vi nu har forbedret os, og at vi rent faktisk lykkes med det, vi gør.”

Det fik Rikke Seeberg og kollegaen Sophie Maj Hansen til at skrive et debatindlæg til Fagbladet FOA om, at der ifølge dem fokuseres alt for meget på det negative ved faget.

I stedet bør fokus i højere grad være på, at rigtig mange lykkes med at skabe en bedre hverdag for beboere og borgere, mener de. Derfor er Fagbladet FOA taget til Aarhus for at vise, hvad de gør. 

"Vi spørger os selv, hvad der giver mest glæde for vores beboere. Og jo stærkere vi løber, jo mere uro og ballede kommer der i afdelingen. Så vi sørger for at have en rolig adfærd, vi smiler, vi griner. Det spejler beboerne sig i, og når de er glade, er vi glade," siger de to social- og sundhedsassistenter.

Personlige relationer

På Duevænget bor der 13 beboere i hver sin lejlighed. Den lille afdeling gør, at medarbejderne får tid og mulighed for virkelig at gøre en positiv forskel for beboerne.

Det specielle ved Duevænget er, at det kun er yngre under 67 år, der må flytte ind. Den yngste er 53 år, og alle beboerne har alzheimers.

”Det betyder, at beboerne ofte har en lang latenstid, kan have udfordringer ved at samarbejde, og enkelte kan blive aggressive og udadreagerende. For at undgå det forsøger vi at skabe en så normal hverdag som muligt,” siger social- og sundhedsassistent Sophie Maj Hansen.

Uret viser 11.30, og den daglige klargøring af frokosten starter. Flere beboere, der alle bærer en synlig solsikkesnor, dalrer rundt og samler sig i fællesrummet. Flere sætter sig ved skulder ved skulder med et tegneark eller puslespil.

Rikke Seeberg står i køkkenet bag det store hul i væggen og smører madder, mens beboeren Annette står ved siden af og ordner grøntsagerne.

”Jeg har sagt til dig, at du aldrig må skifte arbejde!” siger Annette til Rikke Seeberg.

”Men så skal du hjælpe mig med noget,” siger Rikke. Annette kigger interesseret på hende.

”Hvad skal jeg lave, når jeg får mine små niecer på besøg til aftensmad?”

”Pizza eller pasta med kødsovs,” lyder det prompte fra Annette, som om også hun kender de to niecer.

Sophie Maj Hansen fortæller, at medarbejderne ofte giver noget af sig selv i hverdagen for at skabe et bedre bånd til de ældre:

”Ikke i private detaljer, men vi er personlige med vores beboere. For vi får ikke lov til at hjælpe med noget som helst, hvis de ikke kender os. Og det giver rigtig meget tilbage, for de betror sig også til os.”

Sophie Maj Hansen tuller rundt ude blandt de resterende beboere. Hun finder puslespil eller papir og farveblyanter frem til dem, der nyder den slags. Og da beboerne nyder at høre musik i fællesrummet, sætter Sophie noget Sanne Salomonsen på anlægget.

Flere privilegier

På Duevænget har de en ansat, hvis arbejde alene handler om at planlægge og fuldføre aktiviteter for beboerne. Og de har en anden, hvis arbejde består af at skabe et så hverdagsagtigt miljø som muligt. Et privilegie, som langt fra alle arbejdspladser har.

Inden 30-årig Sophie Maj Hansen startede på Skovvang Plejecenter, arbejdede hun otte år i hjemmeplejen. Og da var der næppe ressourcer til den slags, siger hun:

”Det var der ikke tid til. Det var ’Godmorgen, frue. Her er din medicin. Vi ses til middag’.”

I synes, der er for lidt fokus på det, der rent faktisk går rigtig godt i jeres fag. Men kan I forstå, hvis nogen, der ikke har de samme ressourcer som her, føler sig lidt provokeret af det?

”Det forstår vi virkelig godt,” siger de to social- og sundhedsassistenter i munden på hinanden.

”Nu kommer jeg jo fra den anden side af det. Der har man sørme godt nok travlt, og der mangler vildt mange hænder. Og til sidst blev det også udtrættende for mig i hjemmeplejen. Så vi er bevidste om det og har også snakket om det flere gange,” siger Sophie Maj Hansen.

Alle inddrages

Tilbage i fællesrummet slukkes musikken, og fra det ene øjeblik til det andet bliver fællesrummet tavst. Roen sænker sig. Frokosten serveres.

”Det er vigtigt, at de ikke bliver overstimuleret. Den mindste forstyrrelse, når de spiser, kan skabe en hel masse uro,” siger Sophie Maj Hansen.

For bordenden sørger Rikke Seeberg for at inddrage alle. Alle seks ved bordet får et spørgsmål, en skål eller en historie med på vejen. Ingen føler sig overset. Den optimale vært for et middagsselskab.

Efter frokost starter musikken igen. Rikke Seeberg byder en bebor op til dans. 

Dansegulvet har de alene. Lige lidt endnu. For da ABBA’s ’Dancing Queen’ strømmer ud af højtaleren, tiltrækker det beboerne som et 70’er-hit på et demensplejehjem, hvor minderne om ungdommen huskes bedre alt det nye, der sker.