Kø på motorvejen fik Steffen til at blive pedel.Et år efter deler han stort ønske med minister
0:24
26-årige Steffen Brinch håber, at langt flere unge vil give jobbet som teknisk servicemedarbejder en chance.
26. juni
Der er brug for flere unge kræfter i teknisk service. Nogle, der kan tage godt fat og bringe nye perspektiver ind i faget.
Dét budskab gentager Steffen Brinch hver gang, han får chancen. For nylig bød chancen sig på Christiansborg, hvor den 26-årige tekniske servicemedarbejder blev fejret som én af Velfærdens Talent 100.
Mange tror, at vi bruger det meste af dagen på at drikke kaffe
Steffen Brinch, teknisk servicemedarbejder
Ved prisuddelingen greb han derfor mikrofonen og talte direkte til undervisningsminister Mattias Tesfaye.
”Jeg har altid godt kunne lide at sige min mening. Og så tænkte jeg, at ministeren måske ville lytte og forstå, at vi også er et presset velfærdsfag, der har brug for flere unge kræfter,” fortæller Steffen Brinch.
Træt af motorvejskø
Selv blev han udlært tømrer i 2022, men fandt hurtigt ud af, at det klassiske tømrerfag blev for ensformigt for ham.
I stedet fik han job som vicevært i Horsens. Et spændende job, som dog medførte lang transporttid, fordi der altid var kø på motorvejen.
”Og det blev jeg lidt træt af i længden.”
Vejen væk fra motorvejskøen blev et stillingsopslag fra Skanderborg Kommune, som Steffen Brinch faldt over ved en tilfældighed.
Han søgte og fik jobbet, og siden marts sidste år har han arbejdet som teknisk servicemedarbejder med fast tilknytning til de to plejehjem i Galten og Låsby.
Her arbejder han med alt fra vedligehold af bygninger, varmestyring, nødkaldssystemer og kontrol af det brandtekniske udstyr. Et job, der både kræver alsidighed og stor teknisk indsigt, siger Steffen Brinch.
”Der er mange ting, man skal have styr på, og der er hele tiden tusinde bolde i luften. Pludselig kan der være hårde hvidevarer eller en håndvask, der skal skiftes. Folk har en forventning om, at rammerne er i orden, og det sørger vi for, at de er.”
Et velfærdstalent
Den 26-årige tekniske servicemedarbejder oplever imidlertid, at der hersker en del fordomme om hans fag.
”Mange tror, at vi bruger det meste af dagen på at drikke kaffe, slå græs og feje lidt blade. Det gør jeg også, men det er kun en brøkdel af jobbet.”
”Jeg er jo selv blevet overrasket over, hvor mange forskellige typer opgaver, der er. Men det er det, der gør jobbet så fedt og sjovt,” siger han.

At han tidligere på året blev udnævnt som et af Velfærdens Talent 100 var en stor anerkendelse og ”superfedt”, som han siger.
I indstillingen roses han blandt andet for at tage opgaverne med smil og gå-på-mod.
”Steffen ser altid det bedste i sine medmennesker, uanset hvor de befinder sig i livet. Han har et fantastisk positiv syn på livet og er med til at skabe en god stemning både for sin kollegaer, øvrige ansatte samt borgerne på plejehjemmet. Derfor, synes jeg, han fortjener denne pris,” står der blandt andet.
En fed dynamik
Nu håber han, at undervisningsminister Mattias Tesfaye fangede budskabet, og at der fra politisk side kommer fokus på nødvendigheden i at tiltrække yngre kræfter til faget.
Selv forestiller Steffen Brinch sig en lang karriere i faget. Han er glad det store ansvar, han bliver vist og for fagets udviklingsmuligheder.
“Jeg har allerede været på to kurser og planen er, at jeg skal tage uddannelsen som ejendomsservicetekniker, når jeg har lidt mere anciennitet,” siger han.
Samtidig understreger han, at ønsket om flere unge kolleger ikke handler om at udskifte ældre medarbejdere.
“Jeg arbejder sammen med en i 40’erne og en i 50’erne, og vi har en fed dynamik i vores team, hvor vi får tingene gjort. Jeg kommer med krudt i røven, og de andre har stor viden og erfaring,” siger han.