Knud ser aldrig de døde: Men sørger for, at alt gøres rigtigt, når sorgen er størst
På Bispebjerg Krematorie er der fokus på den mindste detalje, så de pårørende kan give deres kære præcist den afsked, som de ønsker. Fagbladet FOA har fulgt i hælene på kirkegårdsbetjenten Knud Erhard Schirmer.
i dag kl. 10.17
I den røde murstensbygning ved indgangen til Bispebjerg Kirkegård i København arbejder de ansatte med døden.
Her bevæger bedemænd, krematoriebrændere og kirkegårdsbetjente sig respektfuldt rundt mellem mennesker, der har trukket vejret for sidste gang.
En af dem, der arbejder på stedet, er kirkegårdsbetjenten og tillidsrepræsentanten, Knud Erhard Schirmer.
Vi kan se på sagen, hvem vi må udlevere urnen til. Det er ligegyldigt, om det er et kendt ansigt, alle skal fremvise identifikation
Knud Erhard Schirmer, kirkegårdsbetjent og tillidsrepræsentant
Denne dag står der både en begravelse og en urnenedsættelse på Knuds arbejdsseddel. Resten af dagen er han i modtagelsen på krematoriet, hvor han modtager og udleverer kister til bedemændene.
På gangen ved siden af Knuds kontor ligger fremvisningslokalet, hvor bedemanden kan vise den afdøde frem for de pårørende.
I rummet ved siden af foregår omlægningen, hvor folk, som er døde i udlandet, bliver lagt i en ny kiste.
Det er også i dette lokale, at muslimerne kan vaske deres afdøde og binde dem ind i et lagen, inden de lægges i kisten.
Fra produktionsskole til kirkegård
Oprindeligt er Knud Erhard Schirmer uddannet bådebygger og var i 20 år ansat på en produktionsskole, hvor han stod for et bygge- og anlægsværksted.
Her hjalp han de unge med at forstå dem selv og deres ressourcer, inden de blev sendt videre i uddannelsessystemet.
I dag hjælper han de pårørende med at sende deres kære til deres sidste hvilested.
”Jeg vidste, at jeg ikke skulle være pædagog mere, men jeg bruger stadig mine pædagogiske erfaringer, når jeg møder de pårørende. Jeg tager mig af det praktiske, så de har rum til at føle,” siger han.
Selv ser Knud Erhard Schirmer aldrig den afdøde.
”Og det har jeg det godt med. Det skaber en form for distance. Jeg har set afdøde familiemedlemmer, men her ville mængden blive for voldsom,” forklarer han.
Alt skal tjekkes
Længere nede ad gangen ligger urnelageret, hvor urner i keramik, filt, terrakotta, pap og træ står side om side.
Nogle af dem skal over i kirkegårdens kolumbarium, en urnehal, hvor urnerne placeres i små rum i væggen. Nogle skal i jorden, mens asken fra andre skal strøs ud over havet.
Selvom både udformningen af urnerne og måderne at stedfæste asken på virker mangfoldige, er reglerne i Danmark forholdsvis konservative, fortæller Knud:
”I England kan man drysse asken på en udvalgt græsplæne på kirkegården og vande den ned, og i Sverige kan man få tilladelse til at hælde asken direkte ned i jorden. Så vi er nok lidt gammeldags i Danmark.”
Urnerne bliver enten afhentet af en bedemand eller af de pårørende, og man udleverer ikke en urne uden at dobbelttjekke, at det er til den rette.
”Vi kan se på sagen, hvem vi må udlevere til. Det er ligegyldigt, om det er et kendt ansigt, alle skal fremvise identifikation,” siger han.
Alt er unikaer
Bagerst i bygningen står de fire kobberbeklædte krematorieovne, som funkler orange i sollys fra ovenlysvinduerne.
”Derinde er overværelsesrummet,” siger Knud og peger på et rum med vinduer i det ene hjørne af hallen.
”Hinduisterne skal se, at kisten bliver ført ind i ovnen. Der kan også være andre, som har brug for den form for vished. I det hele taget indretter vi os efter at have så mange muligheder for de pårørende som muligt.”
Inden den afdøde bliver kremeret, placeres en lille lerbrik med et unikt kremeringsnummer ved kisten.
Brikken følger asken gennem hele processen fra ovnen, til afkøling og til pulverisering og kommer sammen med asken ned i urnen. På den måde sikrer man, at asken fra den afdøde ender det rigtige sted.
”Alt, hvad vi har med at gøre, er unikaer. Det er de efterladtes dyrebareste eje,” siger Knud.
”Derfor indprenter vi os, at når man står med en opgave, så skal man gøre den færdig. Og det uanset om der står fire mennesker og råber på dig. Er du det mindste i tvivl, om du står med den rigtige aske, så stop op og spørger en kollega.”
De fleste bliver kremeret
På en hylde i hallen står et par firkantede urner i træ.
De bruges typisk til askefællesgrave, hvor 36 urner nedsættes ad gangen. Det er dem, man blandt andet bruger ved kommunale sager, forklarer Knud.
”I går havde vi en kommunesag, hvor afdøde kun havde haft to besøg på 40 år. Det er en anden side af Danmark, end den vi normalt ser,” siger Knud og går i retning mod kølerummet, hvor kisterne er placeret.
I alt har krematoriet plads til 138 kister.
Der er hvide standardkister, kister dekoreret af familien og kister med bårebuket.
I det ene hjørne af kølerummet er der en særlig hylde til børn.
Drøftelser i Etisk Råd
Det Etiske Råd har på opfordring af by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin i 2025 udtale sig om to borgerforslag, som begge handler om omgangen med aske fra kremerede afdøde.
Det ene forslag havde titlen ene forslag ”Giv forældre retten til at kunne
sige farvel i eget tempo og træffe velovervejede beslutninger omkring deres barns urne”. Forslaget handler om opbevaring af askeurner i private hjem i op til et år.
Det andet forslag havde titlen ”Mindesmykker af aske” og handler om brugen af asken fra afdøde i smykker.
Læs mere Det Etiske Råds udtalelser om de to borgerforslag her
Nogle af kisterne venter på at komme ind til en højtidelighed, andre på at blive kremeret.
”Der er mange forskellige slags kister. Nogle laver deres egen. Omkring 90 procent bliver kremeret, men begravelser er også begyndt at blive populære,” forklarer Knud.
Grupperinger og variation
Vi træder ude i det fri, hvor Knud sætter nøglen i et køretøj, der mest af alt ligner en golfbil.
På kirkegården, hvor der mellem gravene luftes løbesko, hunde og barnevogne, er der blandt andet svenske, katolske, russiske, buddhistiske og muslimske afdelinger.
”Jeg kan godt undre mig over, at folk selv i døden grupperer sig,” smiler Knud.
Knuds sidste ønske
Inden Knud Erhard Schirmer for tre år siden blev kirkegårdsbetjent, havde han ikke gjort sig mange tanker om, hvad der skulle ske, når det blev hans tur.
”Men nu står det soleklart. Jeg skal askedeles. Jeg har sejlet meget, så den ene del skal strøs ud på havet, og resten skal i kolumbariet. Når de ti års fredningstid er gået, må mine børn finde ud af, om jeg skal blive stående, eller hvad der så skal ske,” siger han.
At Knud blev kirkegårdsbetjent og ikke krematoriebrænder som sin kollega, er der flere grunde til.
”Jeg kan godt lide at være ude i det fri og opleve variationen i den måde, vi tager afsked på. Egentlig er det meget stereotypt, det vi gør, men hver oplevelse adskiller sig alligevel fra hinanden,” forklarer han:
”At have en urnenedsættelse på Assistens Kirkegården for en af gadens folk, det er en speciel oplevelse. Her møder alle vennerne op, og der bliver røget joint og hældt øl ned i graven, mens jeg andægtigt spørger, om der er nogen, som vil hælde en skefuld jord derned.”
Alle detaljer skal spille
I dag er det ikke en af gadens folk, der skal stedes til hvile, men en midaldrende mand og et lille barn.
Knud skal tjekke, at hullet er gravet det rigtige sted på urnegraven, og at alt er klar til en begravelse i børneafdelingen.
”Det er en perlerække af detaljer, der bare skal spille,” siger han.
Det er bedemandens opgave at sørge for de særlige snore, som man bruger til en barnekiste, men Knud tager altid et par ekstra med.
”Når man én gang har stået i en situation, hvor de manglede, så glemmer man det aldrig,” siger han.
”Jeg vil gerne være med til at give folk deres rigtige oplevelse, hvor sorgfuld den end må være.”
