Klumme: Fagligheden skal sættes fri

Med et stigende antal ældre og en massiv mangel på personale er det på tide at tænke nyt, skriver sektorformand Torben Hollmann. Malte Kristiansen

Hvis arbejdsgiverne investerer og følger FOAs fire principper for udvikling af ældreplejen, vil det gøre det lettere, bedre og mere værdigt at være afhængig af hjælp fra andre.

02. marts 2020

Jeg tror, vi er nået til en skillevej i måden, vi tænker ældreplejen på. Med et stigende antal plejekrævende ældre og en massiv mangel på personale, er det på tide at tænke nyt.
Vi har i FOA et bud på fire principper for udviklingen af ældreplejen, som vi håber, arbejdsgiverne vil tage til sig.

1) Rum til faglighed

Medarbejderne skal have rum til at tage faglige vurderinger. De er veluddannede, og det skal sættes langt mere i spil i det daglige arbejde.

2) Tilliden tilbage i arbejdet med ældre

Ældreplejen skal organiseres med udgangspunkt i tillid til medarbejdere og ledere. Organiseringen skal sikre, at faggrupperne sammen løser opgaverne omkring borgeren. Det kan ske i teams og med høj grad af tværfaglighed og med helhedstanke i ledelsen. 

Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op

3) Visitationen skal tæt på borgeren

Der skal tages udgangspunkt i borgerens samlede behov og ikke en opsplitning i enkeltydelser, og det skal ske i samarbejde mellem borger, pårørende, medarbejder
og myndighed.
 

4) Ud med kassetænkningen

Der skal udvikles nye økonomimodeller, der ikke står i vejen for de gode løsninger. Der er i dag en uhensigtsmæssig kassetænkning i kommunerne, der ikke altid understøtter
nye måder at løse opgaverne på.
 
Hvis arbejdsgiverne investerer og følger de fire principper, vil det gøre det lettere, bedre og mere værdigt at være afhængig af hjælp fra andre. Samtidig vil det gøre det mere attraktivt at søge ind – og mere givende at arbejde – i faget, hvor man er med til at give den altafgørende hjælp.
Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.