Kim hjælper kvinder og børn på krisecenteret videre – men fatter ikke, at behovet stadig findes
Når et barn spontant griber hans hånd, og en kvinde smilende fortæller, at hun har fået en ny bolig, så ved Kim, der er pædagogmedhjælper på Søhavegård Krisecenter, at han er lykkedes i sit arbejde.
i dag kl. 09.06
”Det er skræmmende, at der overhovedet er behov for kvindekrisecentre. Det forstår jeg slet ikke. Men det er jo godt, at der er et sted, kvinderne kan komme”
I denne artikel åbner Kim dørene ind til en verden, hvor de færreste kommer.
På Søhavegård Krisecenter, som ligger i landlig idyl i Nordjylland, kommer der kvinder, som er blevet udsat for stalking, fysisk eller psykisk vold eller trusler derom. Det er her, Kim arbejder som pædagogmedhjælper.
Anonymitet
Af hensyn til Kims og beboerne på Søhavegård Krisecenters sikkerhed har Fagbladet FOA valgt ikke at bringe billeder fra krisecenteret eller af Kim. Af samme årsag skriver vi ikke Kims efternavn.
Langt de fleste kvinder ankommer til krisecenteret med 5-6 timers varsel, mens et fåtal bliver kørt derud af politiet om natten.
Men kvinderne kommer ikke alene, mange af dem har deres børn med.
”Nogle mødre siger til deres børn, at de er på bondegårdsferie. Det er fint nok, at det er historien i de første dage, men børnene skal også vide, at de er her, fordi mor og far ikke kan sammen,” fortæller den 44-årige pædagogmedhjælper.
Vil gøre en forskel
Oprindeligt er Kim uddannet anlægsgartner og har arbejdet ti år i et firma, som lavede skurvogne, men for nogle år siden valgte han at sadle om.
”Jeg havde i mange år haft lyst til at gøre en forskel for andre mennesker, jeg manglede bare en vej ind til det. Men jeg kendte en, der arbejdede på krisecenteret, og derigennem blev jeg tilbudt et job. Sideløbende begyndte jeg at læse til socialpædagog,” fortæller han.
De skal vide, at det er okay, at de stadig er glade for deres far, selvom mor og far er uvenner
Kim, pædagogmedhjælper på Søhavegård Krisecenter
På krisecenteret bliver der afholdt kvinde- og børnesamtaler. Kim står for nogle af disse, hvor han med en legende tilgang spørger ind til, hvordan børnene har det.
”Nogle børn har det svært med at sidde ved et skrivebord, så vi går en tur eller laver noget kreativt, imens vi snakker om, hvordan de har det, og hvilke tanker der fylder i deres hoved. De skal også vide, at det er okay, at de stadig er glade for deres far, selvom mor og far er uvenner,” siger Kim.
Mærke sig selv
I forbindelse med sit studie har Kim lavet et projekt, hvor han hver 14. dag tager med kvinderne ud i skoven eller på stranden og går på opdagelse i naturen.
”Vi går stille og roligt rundt og laver øvelser. Det kan være noget så simpelt som at gå baglæns. Formålet er, at de skal lære at komme i kontakt med sig selv. Hvis det vækker nogle traumer, står vores psykolog klar til at tale med dem,” fortæller han.
Dyr er også velkomne
I løbet af de knap otte år Søhavegård Krisecenter har eksisteret, har centeret haft 200 kvinder samt deres børn boende.
Man er velkommen til at tage sit kæledyr med, da det kan være en hjælp til at lette processen.
Mange af de kvinder, der kommer på centeret, har levet i et forhold, hvor de er blevet undertrykt og har mistet troen på sig selv. Derfor er det Kims og hans kollegaers opgave at støtte dem og lære dem, at de godt kan klare sig selv.
”De første 14 dage på centeret er de værste. For kvinderne kan det føles utrygt og skræmmende, at de nu skal stå på egne ben og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Derfor ser vi desværre også, at nogle kvinder flytter tilbage til deres partner,” siger Kim.
”Det er svært at være vidne til, især hvis der er børn involveret. Vi har skærpet underretningspligt, og sørger altid for at være der for børnene.”
Fokus på konflikthåndtering
Det sker også, at nogle af kvinderne står i en så vanskelig situation og har fået så mange følger af den vold, de har været udsat for, at børn bliver fjernet, mens de er på krisecenteret, fordi myndighederne vurderer, at dette er nødvendigt.
”Det er naturligvis en frygtelig situation for familien, hvor skyld og skam fylder,” forklarer Kim.
I det hele taget stiller arbejdet på krisecenteret store følelsesmæssige krav til de ansatte. Derfor har de supervision med en psykolog hver sjette uge, deltager løbende i relevante kurser og uddannelser, og er i øjeblikket i gang med et forløb omkring konflikthåndtering.
”Vi får redskaber til, hvordan vi kan tale en situation ned. Og vi lærer at gennemskue, hvad der er fakta, hvad der er behov, og hvad der er følelser. På den måde bliver samtalerne med kvinderne mere konstruktive,” forklarer Kim.
Hepper på sidelinjen
Selvom bølgerne nogle gange går højt, er det ikke det, der fylder hos Kim. Det er kvindernes små sejre, og når han kan mærke, at han er med til at gøre en forskel.
Det kan eksempelvis være, når et nyt barn på centeret efter et par timer knytter sig til ham og tager ham i hånden.
”Vi er jo et springbræt til en ny tilværelse. Det er fantastisk at se kvinderne blomstre op fra at have været helt hjælpeløse og underkuede til at se glæden i deres øjne, når de har fået en ny bolig,” siger han.
”Vores socialrådgiver plejer at sige, at vi i starten er et fodboldhold, hvor vi sammen får spillet til at køre. Og når vi nærmer os det tidspunkt, hvor kvinden skal flytte, står vi ude på lægterne og hepper på hende.”
I gennemsnit bor kvinderne tre måneder på krisecenteret, og hvis de ønsker det, bliver de tilknyttet Søhavegårds efterværn.
”Der er også nogen, som selv skriver og fortæller, hvordan de har det. Det er som regel op til højtiderne. Det varmer helt vildt og giver en lyst til at fortsætte det her vigtige arbejde,” siger Kim.
