Kender du danskernes yndlingsgrøntsag? Kom i grønt humør i den nationale grøntuge

Er det squashen? Tomaten? Eller asparges stænglen? Den Nationale Grøntuge sætter fokus på grøntsager.
04. august
Måske har du hørt det før – måske ikke: Vi bør spise omkring 600 gram frugt og grønt om dagen. Og nej, det gælder ikke bare appelsiner og æbler. Mindst halvdelen skal helst være grøntsager – gerne de grove typer som gulerødder, kål og blomkål, der sætter gang i maven og gør godt for kroppen.
Men lad os være ærlige: De færreste af os når i nærheden af 600 gram frugt og grønt. I gennemsnit får vi kun slæbt omkring 200 gram grønt indenbords om dagen – selvom ni ud af ti danskere siger, at de faktisk går op i at spise sundt.
Små bidder
Derfor er der i uge 34 – fra den 18. til den 24. august - fokus på grøntsager under Den Nationale Grøntuge, som blandt andet afholdes af Rådet for Sund Mad.

I løbet af ugen kan du blandt andet få tips og tricks til, hvordan du får mere grønt i kroppen. For eksempel ved at skære grøntsagerne ud i mundrette stykker.
Eller ved at tilsætte grøntsager alle de steder, hvor du kan. For eksempel i sovsen, farsen, smoothien.
Yndlingsgrøntsagerne over dem alle
For selvom vi måske ikke spiser nok grøntsager, så har danskerne faktisk en yndlingsgrøntsag eller rettere hele fem af slagsen. Og det er selvfølgelig gulerødder, løg, agurk, tomater og peberfrugt, som danskerne spiser flest af.
Den liste bør nemlig sagtens kunne udvides - og hvorfor ikke gøre det i uge 34. Det mener arrangørerne af Den Nationale Grøntuge i hvert fald. Så du kan allerede godt begynde at gnaske på gulerødderne nu.