John mener, vilkårene for tosprogede er alt for ringe:”Der skal uddannes på en anden måde”

Som elev og medarbejder i sundhedssektoren oplever jeg det som et kæmpe tabu at tale om de sproglige barrierer, vi møder hver dag i skolen og på jobbet.

Ingen tør rigtig italesætte det og slår det hen med, at ”de lærer det hen ad vejen”.

Det er et uddannelsessystem, vi har skamrost i flere år, men vi nægter at anerkende de udfordringer, vi står overfor, og vil ikke bruge de ressourcer der kræves for at løfte de mange tosprogede op i niveau, så de kan fungere langt bedre end i dag.

Det her er ikke skrevet for at udstille de tosprogede, men det er et opråb om de ringe vilkår, de mødes af i et system, der er fokuseret på kvantitet fremfor kvalitet.

Regeringen har nu i halvandet år forsøgt at presse en plan igennem for at få udenlandsk arbejdskraft ind i ældreplejen og sundhedssektoren. Det lyder fornuftigt på papiret – vi mangler hænder. Men virkeligheden kræver mere end hænder. Den kræver sprog, forståelse og menneskelig indsigt.

Og det er her, det hele vælter.

I forsøget på at løse personalemanglen hurtigt og billigt ser man stort på helt grundlæggende krav, som: Dansk på D-niveau, viden om farmakologi, basal naturfaglig forståelse og ikke mindst evnen til at kommunikere trygt og klart med borgere.

Når man slækker på disse krav, åbner man for en konsekvens, der allerede mærkes ude i kommuner og institutioner: En voksende omsorgstræthed, en forrået arbejdskultur og en medarbejderflugt, der kun forstærker krisen.

For hvordan skal man som medarbejder tage ansvar og yde professionel pleje, når man ikke kan kommunikere med sin kollega? Eller når borgeren står i tårer, fordi de ikke bliver forstået? Hvad gør det ved arbejdsmiljøet, når kvaliteten af omsorgen daler, fordi sproget mangler?

Og hvad sker der med engagementet, når man dag efter dag tvinges til at gå på kompromis med sit faglige og menneskelige kompas?

Vi ved det godt. Det skaber træthed. Omsorgstræthed.

Man mister følelsen af at gøre en forskel. Det smitter. Stemningen bliver koldere. Man begynder at distancere sig. Det er forråelsen, der sætter ind. En naturlig, men farlig forsvarsmekanisme, når presset bliver for stort og værktøjerne for få. Til sidst vælger man at gå. Det gør mange allerede. Medarbejderflugten er i gang.

Det er her, den politiske tilgang viser sin kynisme.

Man prioriterer kvantitet over kvalitet og overlader resten til tilfældigheder. I stedet for at styrke sprogundervisning, anerkende de faglige krav og sikre ordentlige introduktionsforløb, laver man hovsa-løsninger, der efterlader både ansatte og borgere i et kommunikativt dødvande.

Det er ikke bare kortsigtet. Det er folkefjendsk.

Og konsekvenserne stopper ikke ved sproglige misforståelser.

Der sker utilsigtede hændelser, som aldrig bliver indberettet – enten fordi medarbejderen ikke forstår pligten, eller ikke kan formulere sig skriftligt.

Dokumentation bliver mangelfuld eller forkert.

Fejlmedicinering sker, fordi instruktioner misforstås eller ikke følges korrekt. Det er ikke kun farligt – det er direkte uacceptabelt.

Når vi tillader det her at fortsætte, svigter vi både de medarbejdere, der brænder for deres fag, og de borgere der har krav på omsorg, tryghed og værdighed. Det kan ikke undskyldes med travlhed eller desperation. Det handler om politisk ansvar og om at forstå, at velfærd ikke kan drives med tavshed og tilfældigheder.

Hvis ikke vi tør tale ærligt om det nu, bliver resultatet et system, hvor både borgere og medarbejdere tabes på gulvet.

En mulig løsning kunne være, at der blev kigget på en ny måde at uddanne på, så alle grupper blev tilgodeset: Dem der har udfordringer med sprog eller andet. Dem der ønsker at være stærke i både det sociale og det plejetekniske. Og dem der ønsker at tage ansvar for medicin, dokumentation og koordinering.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk