‘Jeg har lige lært dig at kende, og så vil du dø?’: Fire elever fortæller om døden på jobbet

Når man arbejder med ældre mennesker i ældreplejen, er døden et uundgåeligt tema i hverdagen.

Men hvordan er det egentlig at være på vej ud i et arbejdsliv, hvor døden kommer så tæt på? Og hvordan håndterer man det bedst muligt?

Fagbladet FOA har interviewet fire social- og sundhedsassistentelever på social- og sundhedsskolen SOSU H i København om deres tanker og overvejelser om at gå på job med døden.

"Vi er lidt bange for at spørge"

For social- og sundhedsassistentelev Phuong Nhi Nam Doan kan døden være svær at tale om.

“Det er et sensitivt emne. Vi er lidt bange for at spørge direkte, om borgeren er bange for at dø. Men nogle borgere siger selv, at de er trætte og ikke vil mere, at de ikke har noget liv længere og gerne vil dø. Det har jeg oplevet,” siger hun. 

Det kan være nemmere at forholde sig til døden med et fagligt og professionelt blik, mener Phoung Nhi Nam Doan. 

På uddannelsen lærer de derfor blandt andet, hvordan man kan forsøge at motivere borgerne i den sidste tid, forklarer hun.

Selv har hun oplevet en psykisk syg kvinde, som ikke fik det bedre af sin medicin.

“Hun sagde til mig: ‘Jeg vil ikke mere, jeg vil dø'. Det var svært, hvad jeg skulle sige i den situation. Jeg prøvede at motivere hende og sagde: 'Jeg har lige lært dig at kende, du er så dejlig, og så vil du dø?' Så kiggede hun på mig, og så grinede vi lidt begge to. Hun sagde, at hun var meget glad for, at jeg kom. Hun kunne huske mit navn,” siger Phung Nhi Nam Doan.

"Vi håndterer samtalen forskelligt"

For Ana Maria Mailund Ring, der er social- og sundhedsassistentelev, kan samtalen om døden stadig være svær og tabubelagt - selv i en tid, hvor der er mere fokus på det. Også blandt sundhedspersonalet. 

“Der er personale, der håndterer at snakke om døden bedre end andre,” siger hun. 

Hun har selv været på et plejehjem, hvor man forsøger at italesætte og komme samtalen om døden i forkøbet. 

“Når beboerne flytter ind, er vi begyndt at spørge ind til den sidste vilje, hvad der skal ske, og hvad de ønsker,” forklarer hun. 

"Døden er en del af livet"

For Rie Århof Thunbo, der også er social- og sundhedsassistentelev, er det mere naturligt at tale om døden. 

“Det er jo et sundhedsfag, og døden er en del af livet. For mig handler det meget om åbenhed, at man ikke skal være så bange for at tale om det.“ 

“Nogle bliver påvirket mere end andre, men jeg synes, der er rigtig meget berøringsangst omkring døden – også når man er syg og især for de pårørende. Jeg tror, at folk er bange for det uvisse,” siger hun.

Rie Århof Thunbo mener, at vi grundlæggende som samfund er for dårlige til at tale om døden.

“Hvis vi indbød mere til samtale om døden, kunne det også være, at der ikke var lige så mange, der ville være bange for det,” siger hun.

"Man kan ikke forberede sig fuldstændigt"

En anden social- og sundhedsassistentelev der er enig i, at mange i samfundet har svært ved at tale om døden, er Adrijana Komal. 

Hun fortæller, at de studerende så vidt muligt bliver forberedt og får instruktioner i, hvordan de skal gribe døden an.

Men hun erfarede selv i et praktikforløb, at det ikke er noget, man kan forberede sig fuldstændigt til, før man står i det.

“Når man står i det og er på stedet, er det noget andet, end når man bare hører det,” siger hun.