I børnehuset Gnisten har de droppet stuerne: ”Det giver en enorm tryghed og en enorm ro”

I én stue er der formiddagscafe, hvor 10 børnehavebørn sidder og spiser på skift.

"Kan du hente store Agnes?", siger pædagogen Anne til Sofia, der gør sig klar til at gå ud på legepladsen for at finde Agnes blandt alle de andre børnehavebørn. Fra de helt små, der lige er skiftet fra vuggestuen til de store, der lige om lidt starter i skole.

I Børnehuset Gnisten i Søborg er børnene ikke inddelt i stuer. Det væsentlige er nemlig trygheden og tilknytningen, og den får de, når de sidder og spiser sammen. Når de voksnes roller er tydelige for børnene. Og når de laver pædagogiske aktiviteter på tværs af børn og voksne. Så alle lærer hinanden at kende.

"Det er jo ikke væggene, der skal skabe tryghed. Og det er ikke et fast vagtskema. Det er os," siger børnehusleder Maj Luffe Andersen, der startede i Gnisten for tre år siden og allerede fra begyndelsen vidste, at hun ville lave daginstitution på en anden måde, end både hun og personalet havde prøvet før.

Ikke kun, fordi skovbørnehavedelen lukkede, og de pludselig skulle huse en ekstra børnegruppe. Men fordi hun syntes, det gav faglig mening. Især lige der efter corona, hvor samme faste børn til samme faste voksne var blevet mantraet i daginstitutioner over hele landet.

"Hvad hvis der er endnu bedre måder at skabe trivsel og tryghed for alle børn i hele åbningstiden?"

Rykker rundt efter børnene

Så stuerne blev sat fri. Frokostbordene blev sat sammen af forskellige børn og voksne i perioder på tre måneder. Rummene, hvor stuerne tidligere holdt hjemme, blev til projektrum som junglen, sletten og regnskoven, der kunne huse forskellige børnegrupper, der efter en periode skifter konstellation. Børnene har halvanden time tre gange om ugen med deres egen aldersgruppe, men bytter ellers plads, lige om de voksne. Som den gruppe, der lige nu er på vej ned i kælderen for at klippe klistre.

Og i Gnisten er dørene sjældent lukkede. Bortset fra vuggestuerne, der lige nu har mange nye børn og derfor har lukket sig lidt for en tid. 

"Det fungerer på en helt anden måde her, end noget andet jeg har prøvet. Her er alle børn virkelig alles børn," siger Lene Brun, der er pædagogmedhjælper i børnehaven, som forleden fandt et barn fra en anden gruppe, der sad for sig selv. Men fordi hun kender barnet, og barnet har tillid til hende, kunne hun give barnet den støtte, det have brug for.  

"Det kræver, at vi er enormt nærværende. At vi rykker os rundt, der hvor børnene er og ikke omvendt. Og at vi tager over der, hvor der er brug for det," siger Lene Brun.

Her er rollerne tydelige. For eksempel sidder der en voksen ved duplo-bordet, hvor børnene fra starten ved, at der er ro til bare at sidde, få en krammer og en snak, forklarer Heidi Kristine Buchter, der er pædagogmedhjælper i vuggestuedelen. Lige som de ved, hvem de skal gå til, hvis de skal på toilettet.

"Der er mere tid til børnene, selv om vi i virkeligheden har ansvar for flere børn. Der er simpelthen mere tid til den enkelte."

Flere blikke

Det kræver planlægning, koordinering og ikke mindst pædagogik på et højt niveau, tilføjer Maj Luffe Andersen. For det handler ikke bare om at lukke det hele op. Det er ikke bare fri leg uden ramme. Alt er ikke flydende og til forhandling.

"I virkeligheden mener jeg, at det kræver, at alle arbejder mere målrettet med, hvordan vi så skaber tryghed i de rammer. At børnene får den tilknytning til flere. For eksempel skal vi hele tiden evaluere på det, vi gør. Også på, om det mon er blevet for løst og om vi skal til at rette lidt ind igen. Det er der, vi er lige nu," siger Maj Luffe Andersen og nævner det daglige koordineringsmøde, hvor alt det nødvendige bliver vendt. Hvis der er noget med et barn i en periode. Eller der er sket noget i barnets bagland.

"På den anden side gør det også, at vi er mange flere, der har et blik på barnet. At vi alle kan komme med vores perspektiv. Hvis man kun er få øjne på et barn, kan det blik nemt blive fastlåst," siger hun.

Barnet søgte den anden gruppe

På legepladsen cykler Lene afsted på scooter med et barn bagpå. Et andet barn bliver samlet op, og et tredje står ved et imaginært lyskryds, så Lene og karavanen må stoppe op. Et andet sted på legepladsen er der linet op med kasser med legoklodser, hvor nogle af de børn, der er helt nye og netop er kommet op fra vuggestuen sidder og viser pædagogen deres kæmpe tårn. Det virker som om de har været børnehavebørn længe.

De voksne fra vuggestuen følger i starten med op i børnehaven, fortæller Heidi Kristine Buchter. Og fordi aldersgrupper, køn og sociale baggrunde jævnligt bliver blandet, er de også trygge, når de skal videre i skolen, for de kender altid nogen, der allerede går der.

"Børnene her har selv indflydelse," siger Heidi Kristine Buchter.

For eksempel var der et vuggestuebarn, der blev ved med at søge ind en anden gruppe. Og det blev ved. Så hun fik lov til at flytte.

"Børnene her er enormt trygge, måske netop fordi de ikke kun har deres egne voksne, der kender dem indgående," siger Heidi Kristine Buchter.

Ikke den eneste med ansvaret

Her har børnene lov til at rykke sig og eksempelvis blive afleveret der, hvor de er tryggest.

"I denne her organisering er det helt ok, at barnet ikke bliver afleveret i sin egen gruppe, hvis der er mange børn til en voksen. Så bliver man afleveret der, hvor der er lidt mere ro. Eller inde på kontoret hos mig," siger Maj Luffe Andersen, der har oplevet at det også giver medarbejderne både arbejdsglæde, energi og mening at slippe tanken om dine og mine børn.

For det giver overskud, at man kan deles. For selv om man tager hånd om flere og har en relation til flere, end på en stue med 24 børn og fire voksne, så ved medarbejderne, at der er andre til at tage over. Der er andre der ser, understreger Lene Brun.

"Det giver en enorm tryghed og en enorm ro, at jeg ikke er den eneste, der står med ansvaret."