Hver tredje kvinde i sundhedssektoren udsat for vold eller trusler
Omkring hver tredje kvinde i sundhedssektoren har været udsat for vold eller trusler om vold på arbejdet inden for det seneste år. Det er et skræmmende højt tal, mener formanden for social- og sundhedssektoren i FOA.
09. januar 2020
Medarbejdere i sundhedssektoren er overrepræsenterede, når det kommer til vold og trusler på arbejdspladsen, viser en ny rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. 33,7 procent af de kvindelige ansatte og 24,6 procent af de mandlige ansatte har inden for det seneste år oplevet vold eller trusler på arbejdet, skriver Information.
Jeg kan ikke arbejde i psykiatrien mere
Tidligere social- og sundhedsassistent på Psykiatrisk Afdeling på Vejle Sygehus Berit Solvejg Knudsen er én af de mange kvinder, der har oplevet vold på arbejdet i sundhedssektoren. Hun blev angrebet på arbejdet og forsøgt kvalt af en patient.
”Jeg kan ikke arbejde i psykiatrien mere. Jeg får simpelthen angst, når jeg nærmer mig afdelingen,” siger hun til Information.
Fagbladet FOA interviewede Berit Solvejg Knudsen i efteråret 2018. Læs hendes historie her.