Hvad skal vi lave!?Her er seks supersjove apps til sommerferien

Gå på opdagelse i sjove apps sammen med børnene i ferien.

Gå på opdagelse på skærmen sammen med de børn, du holder ferie med – og kom rundt i alle hjørner af verden og kreativiteten.

17. juli

Ferie med børn behøver ikke at hænge sammen med, at de bliver parkeret alene i en stol og kigger på de ting, de plejer på deres telefoner eller tablets.

Men hvis de små skærme ikke skal lægges helt væk, kan I måske prøve at finde nogle nye, sjove ting at kigge på og lytte til sammen, mens I er af sted på ferie.

Fagbladet FOA har samlet seks forskellige gratis bud her.

  1. 1

    Hama

    Måske bliver du også selv afhængig af denne app, som grundlæggende er de klassiske perleplader, men på en skærm, så du slipper for at perlerne flyder rundt i bunden af bilen eller andre steder.

    Der er flere forskellige verdener og mange forskellige modeller. Du kan med fordel zoome lidt ind med forstørrelsesglasset. Vælg derefter en farve på perlen og tryk på et ledigt felt. Du kan også trække med fingeren hen over skærmen og sætte en hel stribe perler ad gangen.

    Når en figur er færdig, kan du trykke på strygejernet og gemme pladen på den grønne planet (det giver mening, når du ser det).

    Hent appen i App Store (iPhone)

    Hent appen i Google Play (Android)

  2. 2

    Stop Motion Studio

    Det kræver ikke meget mere end adgang til telefonens kamera for at lave sjove film med denne app.

    Lav et lille manuskript sammen og tag billeder efterhånden som handlingen med tegninger og rekvisitter skrider frem, og I rykker på tingene. Alt efter ambitionsniveau er der underholdning i timevis.

    Det kan være en god idé at have en form for stativ til sin telefon, så billedet tages fra samme vinkel i hver scene.

    Der findes også en betalingsversion, hvor man kan arbejde med flere lag og importere musik og lyd.

    Hent appen i App Store (iPhone)

    Hent appen i Google Play (Android)

  3. 3

    Geocaching

    Rundt omkring i hele verden – også i Danmark – er der millioner af små fysiske beholdere (geocaches), som er gemt mere eller mindre snedigt, og som man kan finde frem til ved hjælp af denne app.

    Hver gang man finder en beholder, kan man efterlade en lille hilsen til de næste skattejægere, og i appen kan man typisk læse lidt om det område eller det sted, man befinder sig i.

    Appen indeholder et kort med markeringer af geocaches i nærheden samt ruteforslag, og den benytter sig af gps. Men den finder ikke de mange skatte for jer!

    Hent appen i App Store (iPhone)

    Hent appen i Google Play (Android)

  4. 4

    HULiGENNEM

    Her er et gratis og reklamefrit lydunivers til børn i alderen 3-13 år – og deres forældre.

    HULiGENNEM producerer 20 timers nyt indhold om ugen som podcasts og live-formater, der efterfølgende kan streames.

    Dyk ned i kategorier som Samfund, Kultur, Drama, Viden og Sjov, og lyt til serie som ’Den utrolige ubåd’, ’Virkelige superhelte’, ’Universets vildeste dyr’, ’Med i feltet’ – i anledning af Tour de France – og meget meget mere.

    Hent appen i App Store (iPhone)

    Hent appen i Google Play (Android)

  5. 5

    Ramasjang

    Engang var der kun én Ramasjang-app fra DR, men nu er der kommet lidt flere.

    Her skal vi nævne tre af dem: LEG, LÆR og KREA.

    I LEG er der noget for de fleste mindre børn, som vil kende mange af de figurer, man kan lege med, hvis de normalt ser Ramasjang – for eksempel Rosa fra Rouladegade, Danse Staffan og Bamse.

    I LÆR kan man blive bedre til bogstaver og til at huske med forskellige vendespil. Man kan også være med til at redde pindsvin, frøer og vandsalamandere - og meget mere.

    I KREA kan man lave alle mulige tegninger. Man kan blandt andet få trin-for-trin-instruktion i at tegne motiver i forskellige sværhedsgrader på papir, og man kan få en masse sjov ud af at farvelægge færdige ’stregtegninger’ på skærmen, som man kan zoome ind og ud på.

    Alle apps er gratis at bruge, men de kræver, at du som voksen logger ind med det samme login, som du bruger til at se DRTV. Hvis du ikke har et login, skal det oprettes.

    Hent LEG-appen i App Store (iPhone)

    Hent LEG-appen i Google Play (Android)


    Hent LÆR-appen i App Store (iPhone)

    Hent LÆR-appen i Google Play (Android)


    Hent KREA-appen i App Store (iPhone)

    Hent KREA-appen i Google Play (Android)

  6. 6

    GarageBand

    På iPhones kan man lave sin egen musik med GarageBand. Her kan man optage lydspor med forskellige instrumenter og selv synge til – der skal ikke meget til, før man føler sig bare en lille smule professionel.

    Hvis du forlader bandet og overlader den videre miksning til børnene, kan det være en god idé for nerverne at udstyre dem med hovedtelefoner.

    Hent appen i App Store (iPhone)

Kilder: Alt.dk og Børn i byen


Fagbladet anbefaler