Hun gjorde op med slavearbejdet: Marie kæmpede for varm te og en arbejdsdag på kun 12 timer

Hun stod i det kolde køkken, isoleret fra familien i spisestuen, hvor hunden fik serveret mad ved bordet. Selv måtte hun tage et par hurtige bidder, før arbejdet kaldte igen. Sådan var hverdagen for Marie Christensen og utallige andre tjenestepiger under tyendeloven.

Det var et liv præget af knokleri, ydmygelser og ingen rettigheder. Men en novemberdag i 1899 fik Marie nok.

Hun samlede de modigste, kvinder som hende selv, og stillede krav, der kunne ændre alt: Ordentlige arbejdstider og løn for overarbejde.

Og så skulle pigen i øvrigt have lov til at drikke en kop te, når hun kom hjem. Hvis hun altså ønskede det.

Sådan lød et par af de krav, som Marie Christensen præsenterede, da hun den 15. november 1899 stiftede Københavns Tjenestepigeforening.

Hunde behandles bedre

Den 15. november er det derfor præcis 125 år siden, og hendes krav udsprang af en virkelighed, som i dag forekommer aldeles uvirkelig. Men som dengang var hverdag for de mere end 200.000 mennesker under tyendeloven.

”Holdes der hund i huset, bliver den behandlet ti gange bedre end pigen,” som Marie Christensen fremhævede på det stiftende møde. Og så fortsatte hun:

”Pigen må for eksempel stå i et koldt køkken og spise sin mad, mens hunden ofte er i spisestuen og får sin mad fra bordet. Og mange gange sover pigen på et koldt, yderst tarveligt loftskammer, mens hunden sover i en flot kurv med varme tæpper i et af de elegante værelser. Man skulle ikke tro, at sligt kunne finde sted i vor tid.”

Det var apartheid

Tyendeloven betød, at arbejdsgiverne havde hånds- og halsret over tjenestefolkene, og som Pia Fris Laneth, der er journalist og forfatter og har specialiseret sig i Marie Christensen og kvindekampen, udtrykker det, var der tale om apartheid.

”Tyendet havde ingen rettigheder, og det var dét, Marie ville gøre op med,” siger Pia Fris Laneth.

Marie Christensen organiserede tjenestepigerne få måneder efter, at kabellodder Alfred Jensen havde taget initiativ til Københavns Kommunale Arbejderforbund. De to foreninger udviklede sig siden til det, vi i dag kender som FOA – og jubilæet for tjenestepigeforeningen er altså en slags fødselsdag for FOA.

At det skulle komme så vidt, havde Marie Christensen næppe forestillet sig. Der kom nemlig kun 32 tjenestepiger til det stiftende møde, og det var skuffende få, efter at Marie Christensen havde trykt og personligt omdelt 200 løbesedler med invitationer.

Et kald fra Gud

Opmuntret af de få fremmødte valgte hun dog alligevel at gennemføre mødet. Alt andet havde også været trist for tjenestepigen, der i fem år grundigt havde forberedt sig på sit oprør, efter at det var gået op for hende, at hun skulle noget mere med sit liv.

”Hun fik det, hun nok selv ville beskrive som ’et kald fra Gud’. Hun ville befri Danmarks slavinder fra fodlænken,” fortæller Pia Fris Laneth.

Forinden havde Marie Christensen, der var født i 1871 og husmandsdatter fra Nordsjælland, fået ansættelse som tjenestepige i København.

Hun var klar over, at hun var nødt til at uddanne sig for at kunne stå i spidsen for en bevægelse. Derfor flyttede hun hjem til sin fødeegn, hvor hun begyndte at undervise i håndarbejde. De penge, hun tjente, brugte hun til at finansiere foredrag på en højskole og kurser i regning og skrivning på en handelsskole.

”Hun arbejdede altså virkelig målrettet, før hun følte hun sig klar til at gå i gang med sin selvvalgte opgave,” siger Pia Fris Laneth.

Kappestrid om nye medlemmer

I foråret 1899 flyttede Marie Christensen tilbage til København, hvor hun igen fik job som tjenestepige og begyndte sine forberedelser. Og 15. november var Københavns Tjenestepigeforening – det skuffende fremmøde til trods – altså en realitet.

Kvindernes kampgejst stod at læse den fire sider lange meddelelse, der blev tryk umiddelbart efter mødet. I en lille note, der tåler gentagelse i dag, hed det:

”Lad det blive en kappestrid om, hvem der kan skaffe flest medlemmer til foreningen.”’

Olie på fingrene lønnes bedre end bæ

Fem år senere – i 1904 var medlemstallet vokset til 350 aktive tjenestepiger i København. Der var også etableret lignende foreninger uden for hovedstaden, og de samlede sig i De Samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark. Naturligvis med Marie Christensen som formand – og det var med hende ved roret, Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole blev stiftet i 1906.

Samtidig fortsatte hun sin kamp for blandt andet kvinders valgret og mod tyendeloven og satte sit solide fingeraftryk på, at både kvinder og fattige opnåede rettigheder, som i dag betragtes som helt selvfølgelige.

”Hvis man skal rangere Marie Christensens historiske betydning, så er hun en af de største demokrater, vi har haft i Danmark,” siger Pia Fris Laneth og fremhæver, at Marie Christensens kamp stadig er værd at kæmpe:

”Det har altid været bedre lønnet at få olie på fingrene end bæ på fingrene. Hvad enten det er børn eller gamle, man arbejder med. Og dét er der jo ingen rationel grund til. Opgaven er altså at gøre op med forestillingen om, at alt det, der handler om omsorg, pleje, kost og rengøring er mindre værd end alle mulige former for arbejde.”