Højt forbrug af antipsykotisk medicin:”Vi undervurderer kompleksiteten i pleje af demensramte”
Vi lykkes kun med at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens, hvis plejepersonalets udfordringer i langt højere grad anerkendes. Sådan lyder opråbet fra demenspsykolog Anneke Dapper Skaaning.
28. august
Forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens har stort set været uændret de seneste ti år. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen, og det er til trods for, at der politisk er vedtaget et mål om at halvere forbruget inden 2025. Dén historie har været fortalt flere gange de senere år. Senest af DR.
Antipsykotisk medicin har flere negative konsekvenser og har vist sig at øge dødeligheden. Alligevel får omkring hver femte person med demens medicinen.
Det høje forbrug skyldes ifølge demenspsykolog Anneke Dapper Skaaning ofte en følelse af afmagt hos personalet, hvor medicinen opleves som en sidste mulighed for at skabe ro.
”Nogle siger, at medicinen er en ’nem’ løsning for plejepersonalet, men det tror jeg ikke på. De vil vildt gerne hjælpe, og de forsøger at gøre mange ting for at stoppe en adfærd, men lykkes ikke, og så henvender de sig til en læge og siger, at noget må gøres. Men det eneste, lægen kan gøre, er at give en pille,” siger Anneke Dapper Skaaning.
En form for kommunikation
Skal målet om at nedbringe forbruget af antipsykotisk lykkes, er det altafgørende at sætte fokus de bagvedliggende årsager til, at mennesker med demens for eksempel river eller sparker. For adfærden skyldes ikke demenssygdommen, pointerer Anneke Dapper Skaaning.
”Al adfærd er en form for kommunikation. Hver gang vi møder et menneske med demens, der ikke trives, skal vi reflektere over, hvad de forsøger at fortælle. Hvad har de brug for? Hvad savner de? De har ikke brug for at blive dæmpet med medicin. De har brug for at blive holdt om og forstået. At få opfyldt deres behov. Det bliver de ikke af medicin.”
”Faktisk påvirker medicinen også de kognitive funktioner negativt. Mennesker med demens får sværere ved at forstå verden omkring sig. Så plejepersonalet, der giver medicinen, får faktisk sværere ved at hjælpe dem,” siger Anneke Dapper Skaaning.
At forstå de underliggende årsager til udadreagerende adfærd, stiller imidlertid store krav til personalet, der har behov for at blive vejledt af eksempelvis en demenskoordinator eller ved supervision.
”Supervision giver for eksempel mulighed for at komme af med egne frustrationer, så man har overskud til at forstå og hjælpe mennesker med demenssygdom,” siger Anneke Dapper Skaaning.
Så hvad er dit råd, når du sidder med en fortvivlet og frustreret medarbejdergruppe, der føler, at antipsykotisk medicin er eneste mulighed for at skabe ro?
”Det er at finde ud af, hvorfor adfærden er, som den er. Men det er jo ikke dér, jeg begynder. Når jeg taler med en personalegruppe, der tror, at de har prøvet alt, så taler jeg til at begynde med ikke så meget om beboerne, men jeg taler om dem. Hvordan er det for dem at stå i det, de står i? Det er vigtigt at anerkende den frustration, de står med. Anerkender vi plejepersonalet og skaber tid og rum til at tale om deres frustrationer, skaber det også overskud. Hvis man er afmægtig, kan man ikke se andre end en selv og hinanden,” siger Anneke Dapper Skaaning.
Er vi som samfund gode nok til at anerkende de udfordringer, der er i ældreplejen?
”Nej, overhovedet ikke. For eksempel taler man stadig om, at der er brug for flere ’varme hænder’. Men personalet er ikke hænder. De er mennesker med et hoved og en masse faglige overvejelser. Der bliver talt ned til et fag, der er så komplekst. Derfor bliver vi nødt til at italesætte deres kæmpe faglighed. Langtfra alle kan arbejde med ældre mennesker. Hvis ikke vi anerkender og understøtter medarbejderne i deres daglige opgaver, er det svært at stille større krav og forventninger,” siger Anneke Dapper Skaaning.
Dokumenterede løsninger
Ifølge Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, handler det om at udnytte de redskaber, vi allerede har til rådighed.
"Vi har mange dokumenterede løsninger indenfor velfærdsteknologi, der kan hjælpe demente med at skabe ro," siger hun.
Hun understreger dog, at det er afgørende, at der er nok medarbejdere, og at de har de rette kompetencer.
"Vi ser, at tværfaglige teams fungerer særligt godt, når de består af en kombination af sundhedsfaglige, pædagogisk faglige og fysisk rehabiliterende personale. Derudover så ser vi, at Sundhedsstyrelsens demensrejsehold har leveret gode resultater ved at klæde medarbejderne bedre på," tilføjer Tanja Nielsen.
Om Demensrejseholdet
Demensrejseholdet er et praksisnært læringsforløb, som skal give medarbejdere i ældreplejen kompetencer til at styrke plejen og omsorgen for mennesker med demens og på den måde nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin.
'En evaluering fra 2024 viser, at forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er faldet under og efter, at en plejeenhed har haft et forløb med Demensrejseholdet. Ved forløbenes slutning er andelen af beboere, der får udskrevet antipsykotika, i gennemsnit faldet fra 26 procent til 21 procent på tværs af plejeenhederne. Og i perioden efter forløbene er forbruget faldet yderligere.
Demensrejseholdet fortsætter indtil videre frem til 2027.
Her kan du læse mere om Demensrejseholdet og om, hvordan du søger om et forløb.
