Han har set det 2.000 gange: "Pædagogisk personale får børn til at blomstre"

Det handler om, hvad børnene rent faktisk gør.

Ikke hvad du tolker og forklarer deres handlinger med.

Sådan kan konsulent Søren Fiskers tilgang til bedre kvalitet i dagtilbud kort forklares.

Han hjælper med ’faglig refleksion’ og har forfinet sin metode gennem omkring 2.000 supervisioner med dagplejere og personale i daginstitutioner, der har haft forskellige udfordringer med børn.

”Og det er altså ikke børnene, der er noget i vejen med,” siger han.

”Det kan gøre mig helt ked af det, når vi voksne får puttet problemerne ind i børnene og gjort problemstillingerne meget diffuse, når det ofte er noget helt konkret i samspillet, man kan tage fat i.”

’Han er stædig’

Problemerne og de manglende løsninger opstår ofte, ifølge Søren Fisker, når man som pædagogisk fagperson begynder at tolke.

Når man for eksempel siger om et barn, at ’hun slår, fordi …’.

Eller siger: ’Han vil gerne have opmærksomhed.’

Eller bruger de udfordringer, man selv oplever: ’Hun er svær at motivere …’

”Hvis man for eksempel siger, at ’han er stædig’ om et barn, får det ubevidst betydning for, hvordan man forstår barnets udfordringer, hvilke handlemuligheder man ubevidst ser og – igen ubevidst – for ens empati for barnet,” siger Søren Fisker.

Når han har en supervision og kommer ud for, at et barn for eksempel bliver beskrevet som ’stædig’, sørger han derfor for at spørge: Hvad er det konkret, barnet gør, der giver dig oplevelsen af, han er stædig?

”Det handler om den adfærd, man observerer, og kun det. Barnet græder, eller barnet skubber, eller barnet går væk. Når vi får renset den mentale harddisk for vores tolkninger og forudfattede meninger, bliver det mindre diffust og lettere at få øje på mønstre i samspillet,” siger Søren Fisker.

”Fidusen er at finde nogle mønstre i samspillet mellem barnet og omgivelserne. Måske er den observerede adfærd, at han græder. Så i hvilke tidsrum og helt konkrete situationer er det, at han oftest græder? Hvad har vi som de professionelle voksne prøvet at gøre i de situationer, hvor han græder? Hvad virker og hvad virker ikke?”

Virker næsten altid

Det vigtigste for Søren Fisker er, at det, det pædagogiske personale gør, rent faktisk betyder, at det hjælper børnene til at trives bedre.

Men det er også vigtigt for ham, at hans metode ikke handler om at pege fingre ad det pædagogiske personale – tværtimod. Metoden bunder i dyb anerkendelse af det hårde og vigtige arbejde, personalet udfører.

”Mange tror automatisk, at det, man har brug for, er pædagogiske og psykologiske eksperter, der ved en masse om børn. Men jeg kommer ikke til personalet med specialviden og gode råd. Jeg stiller dem kun spørgsmål. Og svarene ligger i dagplejens eller det pædagogiske personales faglighed,” siger han.

”Derfor er der heller ikke noget, de skal forberede inden en supervision. Jeg hjælper dem bare med at systematisere deres observationer og være meget konkret. Og det virker – 80-90 procent af de gange, personalet har haft en supervision, sker der allerede efter få uger en markant og vedvarende positiv ændring i barnets trivsel,” siger han.

Vælg de bedste tiltag

Det konkrete handler også om de tiltag, der skal hjælpe på den udfordrende situation, der kan være med et barn.

Det kan for eksempel vise sig at være helt lavpraktiske ting, som overgangene fra tur til den faste base – eller fra leg til frokost.

”En af fiduserne er, at de højst skal vælge de to-tre bedste tiltag. Hvis de har ti ting på listen, er der stor risiko for, de ikke får gjort noget af det,” siger Søren Fisker.

”Det handler også om at få en anden forståelse af og møde barnet på en anden måde. Bare det, at barnet kommer ind og bliver godt modtaget, gør en kæmpe forskel – ligesom når vi selv møder på en arbejdsplads og føler os bedre tilpas, hvis folk ser ud til at være glade for at se os.”

Søren Fisker siger, at han flere gange har oplevet, at bittesmå ting – som for eksempel at man reflekterer over, hvordan man modtager et barn – kan gøre en stor forskel.

Op i helikopteren

Konsulenten synes, at det pædagogiske personale har ”verdens mest meningsfulde job”.

”På den anden side er det meget svært at se, hvornår man lykkes,” siger han.

”Ofte er det børn, der virkelig har fyldt meget. Så når jeg senere laver en opfølgning, spørger jeg: ’Har barnet fået det bedre?’ Og når de som oftest svarer ’ja’, siger jeg ’ok, husk nu at klappe jer selv på skulderen – I gjorde en målrettet pædagogisk indsats og barnet har nu fået det meget bedre. Hvor er det flot!”

Søren Fisker sammenligner sin supervision med en helikopter, som hjælper folk, der er faret vild i en jungle, med at komme op og se det hele ovenfra.

”Indimellem virker de mønstre, de får øje på bagefter, meget enkle og banale. Måske tænker man, at ’det burde jeg have regnet ud’, men sådan er det ikke, når man render rundt nede i junglen og er faret vild,” siger han.

”For mig handler det om, at man bare indimellem har brug for hjælp til at gøre det konkret, kigge på det med friske øjne og ikke mindst hive problemerne ud af børnene, og i stedet fokusere på samspillet mellem barnet og omgivelserne.”