Håndvask i dagtilbud: Husk sæberester, lunkent vand og håndcreme
Den øgede håndhygiejne i dagtilbud, skoler og SFO'er risikerer at give nogle børn håndeksem. Derfor kommer Sundhedsstyrelsen nu med anbefalinger til skånsom håndvask i dagtilbud.
25. april 2020
Dagplejer Mette Lyngsø Christiansen kender de udtørrede hænder fra sig selv.
Derfor var hun også ekstra opmærksom på børnenes hænder helt fra den første dag, da dagplejebørnene kom tilbage.
”Når vi skal vaske hænderne så meget som vi skal nu, så gør det noget ved huden. Derfor har jeg været opmærksom fra starten på at vandet ikke er for varmt og at vi får skyllet sæberesterne ordentligt af sammen,” siger dagplejeren fra Viborg, der har fået sat vaskestationer op uden for og synger sange med børnene, mens de vasker hænder.
Læs også: Coronakrisen kræver ekstra håndvask: Sådan passer du på hænderne
”Så får vi også lidt sjov ud af det. Jeg har ikke oplevet problemer med børnenes hænder her endnu,” siger Mette Lyngsø Christiansen, der til gengæld slev har et skolebarn, der er kommet hjem med tørre og sviende hænder og som hun derfor giver håndcreme med i skole.
”Jeg er bange for at det kan sætte sig som eksem,” siger hun.
Flere henvendelser til lægen
Og det er lige præcis den bekymring, der nu får Sundhedsstyrelsen til at udsende et brev rettet mod personale i dagtilbud, på skoler og i SFO’en, hvor børnene på grund af retningslinjerne efter genåbningen vasker hænder mange gange om dagen. For nogle børn risikerer de tørre og sviende hænder nemlig at udvikle sig til kronisk håndeksem. Læger og hudlæger landet over melder da også om en stigning i antal henvendelser på grund af håndeksem blandt børn.
Læs også: Dagens coronahelt: Efter 14 timer på jobbet havde han gjort klar til børnene
Derfor giver styrelsen nu dig, der arbejder i dagtilbud, dagplejen og i SFO følgende råd:
- Børn bør bruge fugtighedscreme efter hver håndvask, hvis det er muligt. Alternativt så ofte, som det kan lade sig gøre, for eksempel i pauser eller i slutningen af dagen. Indarbejd det i dagtilbuddets håndhygiejnerutine.
- Brug uparfumeret fed fugtighedscreme (40-70 procent).
- Korrekt håndvask tager cirka 45-60 sekunder. Vask hænderne med sæbe i 15-20 sekunder og skyl herefter hænderne grundigt. Det er vigtigt, at alle sæberester bliver fjernet.
- Gør hænderne våde, før sæben kommer på.
- Det er vigtigt, at hænderne bliver vasket i lunkent, ikke for varmt vand for ikke at affedte dem unødigt.
- Tør hænderne grundigt bagefter, så de bliver helt tørre. Dup eventuelt hænderne i stedet for at gnide dem tørre.