Gittes dilemma: Min borger døde, og jeg er knust – er det forkert at knytte sig til ældre i plejen?

Min kæreste forstod ikke en brik af det. Hun var jo bare endnu én, der døde på plejehjemmet.

Sådan skriver lytteren Gitte i sit spørgsmål til Fagbladet FOAs nye podcast Dilemmaklubben med Malin.

Gitte skriver, hvor ked af det hun blev, da en kvinde, hun havde passet i fem år, døde.

For Gitte er det vigtigt, at hun kan involvere sig i de ældre, hun passer, for dør og skal man, når man arbejder med mennesker, mener Gitte.

"Jeg vil ikke miste mit personlige engagement. Man skal have hjertet med. På den anden side synes jeg heller ikke, at jeg skal blive så ked af det, som jeg er nu."

Derfor spørger hun dilemmaklubben, hvad hun kan gøre ved det. Er det forkert af hende at tage hjertet med på arbejde?

En knivsæg

Nej, det er ganske naturligt, lyder det fra to forskere fra NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Sofie Østergaard Jaspers og Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen, der har forsket i følelsesmæssigt høje krav på arbejdet.

Men det er et tveægget sværd, mener Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen. For hvordan balancerer man på den knivsæg, hvor den mening, arbejdet giver, bibeholdes, samtidig med at belastningen bliver til at bære? For  man får en masse energi, når man bruger sine følelser i arbejdet, men man risikerer også at blive drænet.

"Det er en del af arbejdet at involvere sig følelsesmæssigt, og derfor er det også arbejdspladsens ansvar at tilrettelægge arbejdet, så man ikke bliver syg af det," siger Sofie Østergaard Jaspers, der er psykolog og ph.d. i psykosocialt arbejdsmiljø.  

"Vores erfaringer er, at arbejdspladsen godt kan tilrettelægge arbejdet på en måde, så man kan have et meningsfuldt arbejde i mange år, som man er glad for. Men at kunne balancere det er ikke bare den enkeltes ansvar, når der er tale om en faktor i arbejdsmiljøet. Det er også et fælles ansvar i afdelingen eller organisationen," siger hun. 

Ubalance i relationen

At man selv risikerer at blive syg af at arbejde med mennesker, der har det svært, er noget, Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen har set tegn på i sin forskning. En sammenhæng Tænketanken Cepos slog fast i en rapport, der så en sammenhæng mellem sygefravær og høje følelsesmæssige krav i arbejdet, som var 2,6 gange højere for mænd og 2,3 gange højre for kvinder. 

"I de jobs har man brug for empati med de mennesker, man arbejder med. Man kan ikke lukke ned følelsesmæssigt. Man bruger sine egne følelser og påvirker andre mennesker, der måske er angste eller udadreagerende, med sine følelser," siger hun.

Og når man drager omsorg for andre, kan der opstå en ubalance i relationen.

"Teorien er, at det på sigt kan øge helbredsrisikoen konsekvent at drage omsorg for nogen, der ikke giver omsorg tilbage."

Påvirker hele afdelingen

Og der er faktorer, der kan øge risikoen for, at de følelsesmæssige krav i arbejdet påvirker helbredet hos medarbejderne. For eksempel tidspres, der kan forstærke de mulige negative effekter af følelsesmæssige krav i arbejdet, siger Sofia Østergaard Jaspers.

"Hvis man ikke har rammerne til det, for eksempel har en høj arbejdsmængde og et stort tidspres og samtidig skal håndtere mennesker i krise, kan det risikere ikke kun at påvirke den enkelte, men hele arbejdsfællesskabet. Man kan eksempelvis få sværere ved at tage over for hinanden," siger hun.

Og hvis der er færre medarbejdere på job, fordi nogle er fraværende på grund af helbredet, får de andre endnu sværere rammer at arbejde ud fra. 

Håndteres hvor det sker

Men det er ikke dig, som medarbejder, der skal kunne håndtere de høje følelsesmæssige krav, du oplever på grund af dit arbejde, alene, understreger Sofie Østergaard Jaspers.

Det skal ikke være nødvendigt, at du tager det med hjem og bruger dine kæreste eller dine veninder til at få luft, fordi der ikke er rum til det på arbejdspladsen. Det skal også kunne håndteres der, hvor det sker. Nemlig på arbejdspladsen.

"At en borger, man har knyttet sig til, er død, er ikke noget, man skal sidde alene med. Derfor er det vigtigt, at der er mulighed for at dele det med kolleger, der kender til sådan en situation, netop fordi det er en naturlig del af arbejdet," lyder Sofie Østergaard Jaspers gode råd.

Et konkret forslag til, hvordan det kan systematisereres er at have en 'fiskerbænk', hvor man kan dele svære historier med kollegerne. 

Mangler fælles sprog

Håndteringen af høje følelsesmæssige krav er altså noget, der er et fælles ansvar. 

"Mulige værktøjer kan være, at man arbejder henimod et fælles sprog for, hvad er rammerne, hvordan giver vi plads til de meningsfulde opgaver, hvad er vores forventninger og hvordan er vores kompetencer for at løse opgaverne?"

Men det er netop et fælles sprog, der kan være udfordrende, mener Sofie Østergaard Jaspers. 

"Vi har ikke et ret godt sprog for det, og det kan gøre det svært for os at få hånd om, hvad følelsesmæssigt høje krav i virkeligheden er og kræver af medarbejderne."