Gisela lever med aldersfattigdom: Har råd til ét måltid om dagen

I grænselandet er det medarbejdere som Kerstin Brix, der tager ud og hjælper de ældre i det dansk-tyske mindretal, der som for eksempel 82-årige Gisela Kegel har svært ved at tage bad eller klare rengøringen selv.. Peder Bjerge

Når pensionen afhænger af løn og arbejdsliv, ender tusindvis af tyske ældre med alt for lidt – og hjemmeplejen ser konsekvenserne hver dag.

04. november

”Jeg har råd til at spise et måltid mad om dagen. Jeg sørger altid for at tage det billigste tilbud.”

Sådan fortæller Gisela Kegel, pensionist og medlem af det danske mindretal i Tyskland. Hun er én af de mange ældre, som hjemmehjælper Kerstin Brix og hendes kolleger i Dansk Sundhedstjeneste møder til daglig – mennesker, der lever med det, tyskerne kalder Altersarmut, aldersfattigdom.

Næsten hver femte tysker over 65 år er i risiko for at leve under fattigdomsgrænsen. Det viser officielle tal fra Berlin. 

Derfor skal du læse historien

For danske sundhedsansatte giver historien et blik ind i kollegers virkelighed syd for grænsen – og hvordan økonomien påvirker den daglige pleje og værdigheden hos de ældre.

Og selv om forholdene i Danmark er anderledes, minder fortællingen om, hvor sårbart et ældreliv kan blive, når økonomien sætter grænserne for omsorg, hverdag og tryghed.

Ikke sparet nok op til pensionen

Mens ældre i Danmark får folkepension uanset, hvor meget de har betalt i skat, afhænger pensionen i Tyskland af, hvor mange år man har arbejdet og hvor meget man har indbetalt. Har man haft lav løn eller perioder uden arbejde, får man mindre.

”Det er lidt ubehageligt, at det hele handler om penge,” siger Kerstin Brix, som har 25-års jubilæum som hjemmehjælper i Dansk Sundhedstjeneste.

Hun og hendes kolleger oplever blandt andet, at de værst stillede borgere ikke har råd til at få mere end et bad om ugen - og det er ikke fordi vand og varme er blevet dyrere.

Årsagen er, at de ikke har tilstrækkeligt med penge bevilget igennem deres sygesikring. Det betyder, at de ikke har råd til at betale hjemmeplejen for eksempelvis et ekstra bad.  

Gisela Kegel holder sig mest indendørs med sin 17-årige hankat. Dels har hun svært ved at gå, og dels er der ikke penge til meget mere end allermest nødvendige. Peder Bjerge

Gisela Kegel får, hvad der svarer til omkring 4.480 kroner i pension om måneden og yderligere cirka 4.100 kroner i socialhjælp fra kommunen. Det rækker til husleje, strøm og varme i hendes beskyttede bolig i Flensborg.

”Jeg har kun lige det, der skal til for at overleve. Jeg køber ind i Aldi og får mad fra Tafel, og det er så det,” fortæller hun.

Hun har svært ved at gå og holder sig mest indendørs med sin 17-årige kat.

Som mange andre kvinder har der været en årrække, hvor hun ikke indbetalte pension. 

”Jeg har selvfølgelig betalt til min pension, men da jeg gik hjemme med børnene, var det ikke muligt. Jeg havde ikke råd til både at indbetale til sygeforsikring og pension. Det var for meget for mig,” fortæller hun.

”Der er godt 10 år, hvor jeg ikke har indbetalt til min pension. Kan du betale meget ind, får du også mere ud i pension, når du bliver gammel. Og da jeg arbejdede, tjente jeg ikke nok til, at det ville gøre den store forskel,” tilføjer Gisela Kegel lidt tøvende.

”Det er lidt ubehageligt, at man altid skal tale om penge, for at folk kan få noget."

Kerstin Brix, Dansk Sundhedstjenestes hjemmepleje.

Som en del af det danske mindretal i Slesvig-Holsten får Gisela Kegel sin hjemmehjælp fra Dansk Sundhedstjeneste.

Tilskud til plejebehov

Kerstin Brix og kollegerne forsøger sammen med socialrådgiver Jan Bahr at søge tilskud til borgernes plejebehov. Det kan give lidt flere midler til nødvendige opgaver – og i nogle tilfælde gøre det muligt for de ældre at blive boende i deres hjem.

Kerstin Brix har 25-års jubilæum som hjemmehjælper i Dansk Sundhedstjeneste. Peder Bjerge

”Ofte er de helt ulykkelige, men ret tit kan vi gøre indsigelse mod beslutningen, så de måske kan få boligstøtte,” fortæller Jan Bahr.

For Kerstin Brix og hendes kolleger er fattigdom blandt ældre en del af hverdagen. De ser dagligt, hvordan små pensioner og stramme bevillinger gør livet svært for mange.

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler