Fra 60 til 20 årlige bæltefikseringer: Sådan fik psykiatrien i Horsens bragt de voldsomme hændelser ned

En graf på et stykke papir kan nogle gange sige det hele. Og det gør den her i psykiatrisk afdeling på Horsens sygehus, hvor en grå streg på et A4-ark symboliserer de patienter, der er blevet bæltefikseret.

Fra 2016, hvor grafen er helt oppe på 58 patienter til 45 året efter. Derfra går den kun stejlt nedad, indtil den rammer sit lavpunkt med 12 patienter i hele 2019, hvor Regionspsykiatrien i Horsens også blev nomineret til Arbejdsmiljøprisen.

”Det startede med, at vi ville halvere antallet af bæltefikseringer, men nu ligger vi permanent meget lavere,” siger Trine Nedergaard Frandsen, der ligesom kollegerne John Offenbach og Kim Brøndum Jensen er social- og sundhedsassistent og viser rundt på afdelingen.

De har set grafer stige og falde. Men denne her bliver ved med at ligge dernede. 19, 18, 22 og sidste år 20 bæltefikseringer i alt på den lukkede afdeling, hvor de tre arbejder med godt 20 patienter, der kan være selvskadende, lide under svær psykose, misbrug eller bipolar lidelse. Altså nogle af de patienter i Region Midtjylland, der har det allersværest.

Læs også: Fordobling af magtanvendelser: Nye regler har ikke ændret på dilemmaerne

Bælte giver kunstig ro

Og heldigvis er det lykkedes, lyder det fra de tre, for en bæltefiksering gavner ingen. Hverken patienter eller medarbejdere. Tværtimod siger bæltefikseringer noget helt grundlæggende om voldsomme episoder og om, hvordan afdelingen arbejder med udadreagerende borgere lang tid før, borgeren bliver udadreagerende, mener de. Og medarbejderne selv risikerer at komme til skade.

”Vi har oplevet, at der har været seks på en enkelt dag. Seks. Det er meget voldsomt for alle mand,” siger Trine Nedergaard Frandsen, der også er arbejdsmiljørepræsentant, om den indsats, der begyndte i 2016, hvor den politiske melding fra Christiansborg lød, at man skulle få antallet bæltefikseringer i psykiatrien ned.

Den blev grebet med det samme her i Regionspsykiatrien i Horsens. Og medicinforbruget, der i begyndelsen steg en smule, indtil medarbejderne fandt tryghed i nye måder at arbejde med patienterne på, er siden faldet til under niveau.

”Patienterne lærer jo ikke noget som helst af en bæltefiksering. Intet, overhovedet. Ud over at det giver nogle ekstra traumer,” siger tillidsrepræsentant John Offenbach og peger på, at det var medarbejderne ikke nødvendigvis klar over dengang.

”Jeg tror, vi var mange, der tænkte, ’hvordan’, da det blev præsenteret. Vi syntes helt oprigtigt, at det var rigtigt, det vi gjorde, og vi havde måske et indtryk af, at det gav patienten ro at komme i bælte. Men i dag har vi en helt grundlæggende forståelse af, at det ikke er nødvendigt. At det måske ligefrem er forkert.”

Læs også: Sådan forebygger man magtanvendelser på bostedet Mosetoft: ”Hos os må man gerne sige nej”

En evig proces
Indsatsen er kun lykkedes, mener de tre kolleger, fordi arbejdet for at få antallet af bæltefikseringer ned har været målrettet, insisterende, vedvarende og mangefacetteret.

For den kræver mange ting på én gang. Og den kræver, at man bliver ved. At man tør stille de ubehagelige og kritiske spørgsmål til en kollega, for ”ellers kommer forråelsen lynhurtigt til at leve”, som John Offenbach siger. Og at man holder hinanden op på det. Hele tiden.

”Der er sket en kulturændring,” mener Kim Brøndum Jensen om det arbejde, der i begyndelsen udsprang fra ledelsen. Oversygeplejersken ville have tvangen ned, og det blev påtalt ved hvert eneste morgenmøde. Hun var insisterende. ’Hvordan går det? Hvordan kan vi gøre det bedre end i går? Hvordan kunne vi ellers have håndteret situationen? Vi skal gå denne her vej allesammen.’ Og den tankegang sidder der stadig.

”Hver eneste dag spørger vi os selv, hvad vi kan gøre anderledes,” siget Kim Brøndum Jensen, der sidder i selvskadeteamet og tager ud til bosteder og hjælper medarbejdere med at forebygge at patienter igen bliver så dårlige, at de skal indlægges. Men det kræver en høj grad af tillid til sine kolleger at åbne sig for, hvad man måske har gjort forkert.

”Det gjorde en kæmpe forskel,” siger han og peger på de ’reviews’, der blev udarbejdet, hvor medarbejderne hver gang analyserede situationen. For hvad skete der op til bæltefikseringen? Hvordan oplevede forskellige medarbejdere samme situation? Og hvordan tænker medarbejderne nu på, hvordan de kunne have handlet anderledes?

På den måde kiggede vi hele tiden baglæns. Lød patienten ikke også lidt vred, da han sagde noget en time før? Kunne han måske allerede der have fået lidt beroligende, eller kunne man have gået en tur i stedet?”

Lærer intet af en fiksering
Det handler om, at patienterne mister kontrollen over sig selv. Og det er det, der sker i en bæltefiksering, mener Trine Nedergaard Frandsen. At medarbejderne tager kontrollen for patienten.

”Det giver ikke ret god mening,” mener Kim Brøndum Jensen og understreger igen, at de ikke lærer noget af det. Det er jo patienterne, der skal til at lære, hvordan de regulerer sig selv.

”I dag forsøger vi at hjælpe dem, når vi ser tegn på, at nu begynder det. De kan være meget forskellige fra patient til patient, så vi skal lære alle vores patienter at kende, og vi beder dem også selv om at svare på, hvordan medarbejderne kan se på dem, når de er ved at miste kontrol eller bliver urolige, bange eller kede af det,” siger han og nævner nogle af de deeskaleringsteknikker, han og Trine Nedergaard Frandsen som deeskaleringsinstruktører også lærer de andre medarbejdere.

For eksempel at gå en tur, hvor man går og snakker lidt ved siden af hinanden uden at kigge på hinanden. At møde dem i deres vrede og vise dem, at man forstår, hvorfor de bliver vrede, når de for eksempel måske havde regnet med at komme hjem den dag. Og at vide, at man skal have en Pepsi Max og et spil Uno med, når patienten er blevet indlagt i somatikken ved siden af, fordi vedkommende har selvskadet.

”Deeskalering ligger før konflikthåndtering. Det er før det går galt,” understreger Kim Brøndum Jensen.

”Der er så mange gode metoder, som man kan bruge tidligere i processen, hvis man altså får øje på det.”

Var alarmerne i stykker?

Der er tavst på gangene på afdelingen. En patient går langsomt med sit dropstativ. En anden kigger undrende ind på os fra spisesalen. En tredje slæber let på fødderne i retning mod sit værelse, hvor der står seng, stol og bord. Det hele er polstret med plast, ingen løse dele nogen steder til fare for patienter, hvoraf mange er selvskadende.

”Hvis du vil, kan du flygte. Vi kommer ikke til at sætte vores helbred på spil for at forhindre det,” siger Trine Nedergaard Frandsen og peger ud mod nabobygningernes flade tage.

I atriumgården står der en og ryger i rygeboksen. Han ser ikke ud til at være på vej nogen vegne gennem det lag af dis, der har lagt sig over sygehuset den dag. Der er roligt, og det er det ofte, siger John Offenbach, der var med, sidste gang Arbejdstilsynet var på besøg. Ikke en eneste gang, lød alarmen.

”De spurgte, om vores alarmer var i stykker. Det havde de aldrig oplevet før,” siger John Offenbach og griner, da vi står og kigger på overvågningsskærmene i det rum, hvor medarbejdere sidder og taster i journalerne.

Det har også hjulpet på magtanvendelser, at de hellere lader patienter smadre fire stole end at de selv går ind.  At de har sat kravene ned. Og at de i dag bruger neuroaffektiv udviklingspsykologi, som de fleste af medarbejderne har været på kursus i.

”Det gør en kæmpe forskel,” siger John Offenbach, mens vi går videre til sanserummet, som de indrettede for cirka fire år siden. Her står der en seng midt i det hele, hvis madras kan vibrere, et loft, der kan laves om til en stjernehimmel og en beroligende lampe, der ligner lavalamperne fra 90’erne, hvor boblerne stiger og falder. Et lydanlæg kan sørge for beroligende lyde.

Holder sanserne i ro

”Nogle af vores patienter sover hele natten herinde. For nogle af dem er det det eneste sted, de kan finde ro,” siger Trine Nedergaard Frandsen og nævner andre sansepåvirkningsmetoder, de arbejder med. Som for eksempel isposer, nogle patienter trykker mod brystet, når selvskadetrangen bliver for stor.

”Du kan ikke tænke mange angste tanker, når du har sådan en pose mod kroppen,” siger hun og nævner en patient, der altid søgte mod søen, når hun fik trang til selvskade. For at gå i vandet.

”En dag tænkte vi, hvad med vinterbadning. Måske kulden kan give hende den sansepåvirkning, hun har brug for? Nu vinterbader hun hver dag, og det hjælper hende med at få ro på nervesystemet.”

Gælder om at være tæt på en dør

Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor situationen risikerer at blive farlig, siger hun.

”Igen handler det om at være skarp på, hvad vi har med at gøre. Er det farligt eller ikke farligt? Vi skal passe på os selv, og det skal vi ikke være i tvivl om. Vores sikkerhed er førsteprioritet.”

For der er tidspunkter, hvor de ikke kan nå patienten længere. Hvor patienten ikke længere forstår det verbale sprog, og hvor selv kommandoer, som stop eller vent, ikke trænger igennem.

”Her gælder det om at være tæt på en dør,” siger John Offenbach.

Kan ikke altid undgås

Selvfølgelig kan det ende i en bæltefiksering. Det gør det stadig cirka 20 gange om året. Men der er stadig lang vej op til de knap 60 i 2016. Og det er der god grund til, siger Trine Nedergaard Frandsen.

”En bæltefiksering er traumatiserende. Vi holder fast i dem, hvis det sker flere gange, og så ender vi med at give dem traume på traume,” siger Trine Nedergaard Frandsen og understreger, at mange af deres patienter allerede har traumer fra tidligere. Og patienterne er i forvejen bange. Og selv hvis de ikke var, hvordan ville man selv have det med det, spørger hun. Selv ville hun føle, som om hun kæmpede for sit liv, mener hun.

”Det er derfor, det giver så god mening at have denne her evige proces. For det stopper aldrig. Og det skal det heller ikke.”