Forfatter til dagplejebog: ”Jeg håber, bogen kan give dagplejerne et nyt blik på sig selv”

Hun har set så meget kærlighed i dagplejen. Så meget omsorg for børn. Så mange knus og kram. Så meget tryghed og genkendelighed.

Efter mere end 20 år, hvor hun har set, besøgt, skrevet om og støbt kugler for den politiske udvikling i dagplejen, har Birgit Stechmann, chefkonsulent i FOA og nu også forfatter til bogen ’Pædagogik i dagplejen’, set alt det gode, dagplejen har at byde på for både børn og deres forældre. Men hun har også set, hvor pædagogikken lige mangler det sidste for at komme helt i mål.

For der har også været klude, der kom bagfra og tørrede intetanende børns munde. Hun har hørt dagplejere kalde børn for grise – i al kærlighed. Hun har set dagplejere observere leg frem for at hjælpe legen videre, når den var gået i stå. Hun har hørt dagplejere tale om den styrkede pædagogiske læreplan som noget, hvor man kan hakke temaer af, og hørt om børneperspektiv som en del af legerummets indretning.

”Det er derfor, jeg har skrevet bogen. For at give dagplejerne anledning til at se på sig selv og deres pædagogiske praksis igen,” siger Birgit Stechmann, der håber, at bogen vil være bevidsthedsudvidende for nogle og for andre give anledning til at genbesøge sin egen pædagogik.

For det kræver arbejdet med børn: At man gør det igen. Og igen.

Undrende dagplejer: ”Hvorfor skal vi ikke have minimums- normeringer?”

Er barnet urimeligt nu?

Ethvert barn er nyt. Enhver forælder er ny. Og børnesynet er ikke det samme, som for bare få år siden.

”Hvad mener vi egentlig, når vi taler om børnefællesskaber? Hvad gør vi, når vi siger, at vi ser noget fra børnenes perspektiv? Og hvad forstår vi ved børnesyn?” spørger Birgit Stechmann og forklarer, at det er hele bogens grundlag: At klæde dagplejerne på pædagogisk. Eksemplificere der, hvor den styrkede læreplan bliver svær at forstå. Og højne kvaliteten der, hvor den måske halter.

”Børneperspektiv er et blik på børn og børns handlinger hele tiden. Det handler ikke om at indrette en legekrog ud fra børnenes perspektiv. Det er et spørgsmål om, hvordan man møder børnene, og hvad de kommer med. Om man møder dem med, at barnet udviser urimelig adfærd, eller om man møder dem med, at de har et problem, de gerne vil have hjælp til at løse. Børneperspektiv er et blik.”

Lonas tilbageblik på 40 år som dagplejer: Vi er blevet professionelle

At turde tale om fejlene

Og det er svært, understreger hun. Hun kender det selv, for eksempel, da hun selv optog en video, da hendes egen datter var lille.

”Hun kommer hen til mig og vil se det, jeg ser. Og jeg siger: ’Nej, nej, lad være, du ødelægger alting’. Men hun ødelægger jo ingenting. Hun vil bare gerne se, hvorfor jeg ser så glad ud, mens jeg tillægger hende motiver, hun ikke har. At hun vil ødelægge noget. Det er det, jeg gerne vil understrege med eksemplet. Vi fejler alle på det her.”

For vi falder alle igennem nogle gange. Men Birgit Stechmann håber, at vi kan komme til at tale om vores fejl i stedet for at føle os angrebet. For det er det, der bringer dagplejen videre pædagogisk. Og det er ved at være opmærksom på sig selv, at man ved, hvad man skal kigge efter i forhold til sit eget børnesyn.

Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA

Læreplan svær at forstå 

Her var den styrkede pædagogiske læreplan – som hun i øvrigt selv var med til at arbejde på – måske for svær at forstå.

”Det er det, jeg hele tiden har været bekymret for – at vi lavede et rigtigt fint stykke papir, men som var svært at arbejde med i praksis, fordi pædagogikken blev pakket ind i så mange nye begreber. Læringsmiljø, for eksempel, blev af rigtig mange tolket som et sted, og det kan jeg på en måde godt forstå,” siger Birgit Stechmann og forklarer grundtanken i et godt læringsmiljø: At man er engageret, nærværende og sensitiv.

”Det handler ikke om, hvorvidt der er syv dukker i dukkekrogen eller otte. Jo, der skal selvfølgelig også være legetøj, der vækker børns nysgerrighed, men det er meget bredere end et fysisk sted. Det var især noget, jeg kunne se i starten, da læreplanen blev rullet ud. At læringsmiljø blev tolket som et sted.”

Og det skete især set i lyset af, at de tidligere læreplaner var orienteret mod handling og aktivitet, mener hun. Som noget, man gjorde med børnene.

”De gamle læreplaner gjorde, at man vænnede sig til, at pædagogik er noget, man kan hakke af på. At man kan sige: ’Vi har været i skoven og talt med børn om natur, vi gik på ujævnt underlag, var et fællesskab, fordi vi gik i gruppe og talte om naturfænomener.’ Men når vi taler om børnesyn i den nye, så er et ikke noget, man kan hakke af på. Det er den måde, vi ser på barnet hele tiden. Den nye læreplan handler om den pædagogiske tanke.”

Børnesyn er ofte ubevidst

Børnesynet er man ofte ikke særlig bevidst om selv. For det er blevet til i et sammensurium af, hvordan man selv er blevet talt til som barn, hvordan man mener, at børn adskiller sig fra voksne, viden om, hvad man kan forvente af et barn på to år og hvad barnets hjerne kan forstå.

”Børnesynet er ikke noget, vi altid selv er helt klar over. Men man vil kunne se, hvilket børnesyn jeg for eksempel har, hvis man observerede mig i samspil med børn.”

Det er også derfor, hun har bygget bogen op med mange eksempler i korte kapitler. Næsten som et opslagsværk.

Fordele og benspænd

Og dagplejen har rammer, der er rigtig gode for små børn, understreger hun. Der er den samme voksne, der tager imod om morgenen og siger farvel om eftermiddagen. En fast, lille børnegruppe. Genkendelighed og trygge, hjemlige rammer. Man ved, hvad der er sket klokken 15, om barnet har haft en konflikt eller hvordan dagsformen er. Og man har en tæt kontakt med forældrene, så man ved, hvad der sker derhjemme.

Men der er også faktorer, der gør det svært: At én dagplejer står for alt, både pædagogisk og logistisk. At der i dagligdagen ikke er nogen til at tage over eller sparre med, når det bliver svært. Og at man selv, som dagplejer skal udvikle sig selv, for der er ikke nye kræfter, der kommer ind fra uddannelser og andre arbejdspladser.

”Formålet med bogen er først og fremmest en øget opmærksomhed på sig selv. Er jeg nærværende nu? Er jeg sensitiv nok? Er jeg engageret nok? At man har blik for sig selv og det, man selv brænder for.”

Mange knus

Selv håber hun, at bogen kan hjælpe dagplejere til bruge hinanden og for eksempel dagplejepædagogen til at observere, hvordan man for eksempel tackler børns gråd som grundlag for efterfølgende samtale. For kunne man have gjort noget anderledes? Det er i den diskussion, pædagogikken udvikler sig.

”Når forskere har været ude i dagplejen, har de efterfølgende sagt, hvor fantastisk det er med alle de knus, børnene får. Dagplejere får en helt særlig relation til børnene og familierne. De bliver inviteret med til konfirmationerne og følger med også længe, efter at barnet er gået ud. Det er så godt,” siger Birgit Stechmann, der understreger, at hvis man har et godt børnesyn, kan man rigtig mange ting.

”Det er det, der giver børnene den grundlæggende tillid og tryghed i relationen. At barnet tør stole på, når man står ude ved rutsjebanen, og man siger: ’kom nu, du kan godt’ at barnet så tør prøve.”

”Fordi barnet ved, at dagplejeren læser barnet rigtigt.”

”Et godt børnesyn betyder alt for det, man laver med børnene. Det giver barnet motivation til at lære nyt, når de føler sig set.”

Vil du vinde bogen?

Hop ind på Fagbladet FOAs Facebook side og skriv en kommentar, så deltager du i konkurrencen, hvor vi udlodder tre eksemplarer af bogen.