Forældre og pædagogisk personale er enige: Denne metode har forbedret fagligheden markant

Mere frihed til at gøre, hvad den enkelte institution finder bedst, har vist sig at have god effekt. Colourbox

Børnene er kommet mere i fokus i to kommuners dagtilbud, efter medarbejderne er blevet sat fri fra en masse regler.

13. februar

Muligheden for at udføre sit arbejde i dagtilbuddet er blevet markant højere.

Det viser evalueringen af et forsøg med at frisætte det pædagogiske personale og deres ledere i to kommuner – Rebild og Helsingør. Forsøget har været i gang fra 2021 til 2024.

Frisættelsen har betydet, at kommunen og de enkelte institutioner i meget højere grad end før har kunnet bestemme, hvordan de gør tingene.

”Det har for mig betydet mere arbejdsro og fordybelse – en gevinst for vores arbejdsmiljø, den pædagogiske praksis og børnene,” siger en pædagogisk ansat i en pressemeddelelse fra Rebild Kommune.

Konkret er den lovgivning, der har skullet følges, gået fra lidt over 18.000 ord til lidt over 5.000 ord. Der har altså stadig været regler, der skulle overholdes, men kravene til dokumentation har været klart mindre.

Det har frigivet mere tid til dem, det egentlig drejer sig om, nemlig børnene.

”Frisættelsen har givet plads til at tænke nyt og udvikle os sammen. Det har gjort os vedholdende i forhold til at fortsætte med at prøve af og gøre det, vi oplever, giver kvalitet for børnene. Vi prioriterer tid til forberedelse og at træffe bevidste valg i forhold til kerneopgaven. Det giver energi og overskud,” siger en anden pædagogisk medarbejder fra Rebild Kommune.

Medarbejdere med større overskud

I evalueringen svarer 73 procent af de medarbejdere, som aktivt har arbejdet med frisættelsen, at de oplever, at frihedsforsøget ‘i meget høj grad’ eller ‘i høj grad’ har forbedret deres muligheder for at levere en høj faglig kvalitet i deres arbejde.

80 procent oplever ‘i meget høj grad’ eller ‘i høj grad’, at børnenes situation og behov er kommet mere i fokus i det daglige arbejde.

Også forældrene har lagt mærke til forskellen:

”Jeg oplever medarbejdere med større overskud til at spørge os forældre, hvad vi har af input til den pædagogiske praksis,” siger Kristinna Kragelund, forælder i Skovbørnehaven Skovhuset og bestyrelsesmedlem i Dagtilbudsområde Nord i Rebild Kommune.

Evalueringen viser også, at frisættelsen har været med til at udvikle en form for styring og ledelse, der er mere tillidsbaseret – det vurderes så positivt, at de medvirkende kommuner gerne vil holde fast i den nye måde at gøre tingene på.

Til gengæld viser evalueringen ikke markante ændringer i kvaliteten for børnene.

Dyk selv ned i evalueringen ved at klikke HER.


Fagbladet anbefaler