Filippinske SOSU-elever på vej til Danmark: "Jeg synes ikke, det er en god aftale"

Colourbox

Ældreministeren har netop underskrevet en aftale om rekruttering af filippinsk sundhedspersonale til Danmark, men aftalen møder bekymringer.

i dag kl. 12.36

Ældreminister Mette Kierkgaard fløj tirsdag til Filippinerne for at underskrive en aftale, der skal styrke rekrutteringen af arbejdskraft på social- og sundhedsområdet.

Aftalen betyder, at der fremover skal rekrutteres sundheds- og plejemedarbejdere fra Filippinerne, som skal uddanne sig til enten social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter.

Jeg synes ikke det er en god aftale, og jeg synes ikke, det er en god løsning"

Lotte Lenius, chef for ældre og forebyggelse, Assens Kommune

En del af uddannelsen kommer til at foregå i hjemlandet, hvor de blandt andet får danskundervisning. Derefter kommer de til Danmark for at fortsætte deres uddannelse gennem oplæring og praktik.

Vil kræve en ekstra indsats

Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, giver med egne ord ”et behersket bifald” til regeringens nye planer.

For mens hun ser positivt på, at der kommer flere social- og sundhedsmedarbejdere til, at de får sprogundervisning og kommer til at modtage en del af deres uddannelse i Danmark, er der alligevel dele af aftalen, hun er skeptisk overfor.

”Det er ikke en aftale, der er groet i FOAs baghave. Vi har været meget bekymrede for, hvordan man skal håndtere det, når de så kommer ud på arbejdspladserne, hvor de er pressede i forvejen,” siger hun.

Man får jo ikke færdig arbejdskraft fra dag ét.

Lotte Lenius, Chef for ældre og forebyggelse i Assens Kommune

Lotte Lenius, der er chef for ældre og forebyggelse i Assens Kommune forholder sig kritisk til aftalen. Hun mener blandt andet, at det kommer til at stille større krav til arbejdspladserne, når de skal modtage elever fra Filippinerne.

”Jeg synes ikke det er en god aftale, og jeg synes ikke, det er en god løsning. Det vil kræve en stor ekstra indsats på arbejdspladserne. Når man rekrutterer fra udlandet, skal man skabe forløb, der både rummer uddannelse og de kulturelle forhold, som er så vigtige i ældreplejen. Man får jo ikke færdig arbejdskraft fra dag ét,” siger hun.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

Ældreminister, Mette Kierkgaard, deler ikke bekymringen om, at det bliver en større opgave for de danske arbejdspladser at tage imod de filippinske elever og mener ikke, at det skal gøres til noget særligt, at de kommer fra Filippinerne.

”Det er altid en opgave at få en ny medarbejder integreret. I dag er der rigtig mange med forskellige baggrunde i plejesektoren,” siger hun og fortsætter.

”Det er klart, at det er en anden opgave end, hvis det var en fra Vojens, men alle medarbejdere skal jo onboardes.” 

En dyr løsning

Aftalen kommer på baggrund af, at antallet af danskere over 70 år stiger markant frem mod 2035, mens en ny prognose viser, at Danmark kan komme til at mangle op til 24.000 SOSU-medarbejdere i hjemmeplejen. 

I første omgang forventes det, at kommunerne vil modtage op til 100 kandidater om året.

Man kan selvfølgelig sige, at det er dyrt lige nu, men vi kommer udenom, at der skal investeres i det for at få godt gang i det.

Mette Kierkgaard, Ældreminister

Tanja Nielsen mener, at aftalen er dyr i forhold til en forventning om at modtage 100 nye social- og sundhedsmedarbejdere om året, og at pengene efter hendes mening i stedet kunne være brugt på at styrke rekrutteringen herhjemme.

”Jeg tror, vi kunne have lykkes rigtig godt med en rekrutteringsdagsorden i Danmark, hvis man virkelig havde budgetteret så mange penge til det, som man har gjort i det her projekt.”

Mette Kierkgaard vurderer derimod, at pengene er godt givet ud og nødvendige for at få initiativet sat i gang og understreger, at det faktiske antal medarbejdere kan blive højere end 100, fordi modellen afhænger af, hvor høj efterspørgsel er.

”Mangel på arbejdskraft er den største udfordring på ældreområdet. Man kan selvfølgelig sige, at det er dyrt lige nu, men vi kommer ikke udenom, at der skal investeres i det for at få godt gang i det.” siger Mette Kierkgaard.

Lotte Lenius, chef for ældre og forebyggelse i Assens Kommune, ser anderledes på det og mener, at midlerne kunne have gjort større gavn andre steder.

Her peger blandt andet på behovet for en mere målrettet indsats, der kan få personer ind i faget, større fleksibilitet i ansættelserne samt muligheden for at gøre velfærdsfag til et krav i folkeskolen, så unge får lyst til at gå den vej.

Opholdstilladelse følger ansættelse

Når de filippinske elever kommer til Danmark, må de bo i landet, så længe de er ansat i social- og sundhedsfaget. Hvis de mister deres arbejde, skal de tilbage til deres hjemland.

Hvis de ikke kan arbejde mere, gælder de samme regler, som andre personer på positivlisten. Så skal de rejse hjem.

Mette Kierkgaard, Ældreminister

Og det er noget, der bekymrer Tanja Nielsen.

”Jeg mener ikke, at Danmark kan være bekendt at hente folk hertil og så sende dem hjem igen, hvis de ikke længere kan arbejde i en bestemt branche. De skal have mulighed for at skifte spor. Det kræver ændringer i lovgivning og integrationsregler, og det må politikerne på Christiansborg tage hånd om,” fortæller hun.

Når adspurgt til problematikken i de filippinske elevers opholdsgrundlag, henviser Mette Kierkgaard til, at de har opholdstilladelse på samme vilkår som andre personer, der er i en branche, der er på positivlisten.

”De har et opholdsgrundlag, når de har en ansættelse. Hvis de ikke kan arbejde mere, gælder de samme regler, som andre personer på positivlisten. Så skal de rejse hjem,” fortæller hun.

Hvad er positivlisten?

Positivlisten er en liste, der gør det muligt for udenlandsk arbejdskraft inden for udvalgte fag at få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.

På listen er blandt andet fagene social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.


Fagbladet anbefaler