Fenja nægtede at give op – hendes råd kan fastholde flere sosu-elever i faget
Ved første øjekast virker 20-årige Fenja Petersen stille og genert. ”Vi skal huske, at alle ikke er ens,” lyder én af hendes opfordringer til at mindske frafaldet blandt elever.
07. juni
For et år siden blev den 20-årige sønderjyde Fenja Petersen færdiguddannet social- og sundhedsassistent.
Hun er på mange måder præcis det, som sosu-skoler og kommuner hungrer efter: Et ungt menneske, der brænder for et arbejdsliv i ældreplejen, og som trods svære dage og modgang insisterer på at gøre en forskel for ældre.
I flere år har frafaldet på landets sosu-uddannelser været for højt, og i sidste uge blev der afholdt et ’sosu-topmøde’ med fokus på, hvordan flere elever kan gennemføre uddannelsen.
Fenja Petersen har flere bud på, hvordan skoler og kommuner kan fastholde flere som hende.
”Det er så vigtigt, at personalet på arbejdspladserne husker, at ikke alle er ens, og at nogle elever – og også nyt personale – kan være mere tilbageholdende, indtil de har lært stedet, borgerne og kollegerne at kende. Her handler det om at sørge for at hjælpe dem lidt mere på vej, for det kan blandt andet skyldes utryghed og tidligere oplevelser. Er man utryg, er det vigtigt at blive bekræftet i, at man gør det rigtigt,” siger hun.
Nægtede selv at give op
Fenja Petersen er et eksempel på, at man trods modgang og kritik kan gennemføre og få succes. Den største modgang mødte hun allerede kort inde i uddannelsen, hvor hun efter en todages snusepraktik fik besked fra praktikstedet om, at de ikke kunne se hende arbejde inden for faget.
Hvorfor den dengang 16-årige Fenja havde fortjent så hård en besked, ved hun ikke. Måske havde praktikstedet dømt hende på hendes stille og tilbageholdende væsen, hvor hun med egne ord har brug for plads og tid, før hun åbner op. Det er selvsagt svært i løbet af en todages snusepraktik.
Men udover at arbejdspladserne skal være indstillet på, at nogle elever har brug for mere end to dage til at åbne op, så skal man som elev blive ved med at tro på sig selv:
”Man skal som elev forsøge at huske sig selv på, at man altid vil kunne møde modstand, men det handler om at blive ved med at tro på sig selv. Hvis det er det her fag, man vil, skal man ikke give op, men i stedet så vidt muligt tage initiativ og vise folk, at man faktisk vil det. Og så skal man nok opleve, at faget giver meget igen,” siger Fenja Petersen, der i dag arbejder på Guderup Plejecenter knap 20 kilometer nordøst for Sønderborg.
Fenjas fem bud
Eleverne skal føle sig trygge
Som elev er det vigtigt at lære, øve og begå fejl på skolen, så man er forberedt på at kunne udføre opgaverne, når man kommer ud i praktik. I dag kan mange være utrygge i, om de har kompetencerne til at kunne varetage arbejdet i praksis.
Sørg for god modtagelse
Første dag på et nyt sted er overvældende. Giv tid til, at vejleder kan gå fra med eleven, vise rundt, gennemgå praktisk information, men tænk også på, at ikke al information skal gives på den første dag.
God undervisning i forflytningsteknikker er et must
Vi skal undgå, at frafaldet skyldes skader på kroppen. Undervisning gives også på praktikstederne, men forkert arbejdsstilling er et problem, som jeg ser hos både elever og uddannet personale – jeg kan heller ikke selv fraskrive mig. Men det er så vigtigt, at vi tænker over arbejdsstillingerne, så vi ikke må opgive et fag, vi brænder for, fordi vi har ødelagt vores krop.
Vi skal ikke ’skræmme’ eleverne væk
Alle oplevelser – også de dårlige – skal fortælles som lærerig erfaring. Flere af mine medstuderende blev fortalt ’skrækhistorier’, og på den måde er vi selv med til at skræmme elever væk fra faget, særligt hvis de i forvejen er i tvivl om, hvorvidt de har valgt den rigtige uddannelse.
Afskaf karakterer
Giv i stedet bestået eller ikke bestået ved prøver. Ingen arbejdspladser har brug for at se et karakterblad, når de ansætter. De har derimod brug for udtalelser, der fortæller om elevens niveau og tilgang til arbejdet.
Undgå ’skræmmehistorier’
Det var også på Guderup Plejecenter, at Fenja havde sin bedste praktikperiode. For nylig var hun så selv kontaktperson for en elev.
”Som personale skal vi dele ud af både positive og negative oplevelser, da alle oplevelserne er med til at gøre én stærkere indenfor faget og give eleven det bedste grundlag til at vælge, om uddannelsen er den rette vej at gå. Men oplevelserne skal fortælles som lærerig erfaring, og ikke som ’skræmmehistorier’,” siger hun.
I løbet af årene er den unge social- og sundhedsassistent blevet mere og mere bevidst om de ’skræmmehistorier’ og fordomme, der ofte forbindes med faget. Og det er problem, for det får unge til at droppe uddannelsen, da ingen vil blive set som én, der ’bare skifter ble’, påpeger Fenja Petersen.
Derfor håber hun, at flere af de gode historier vil fylde, når snakken falder på pleje af ældre. Det kan for eksempel være historier fra det forløb med erindringsdans på Guderup Plejecenter, hvor personalet hver fredag danser med beboerne, siger Fenja, der for nylig dansede med en borger uden verbalt sprog.
”Vi holdt hinanden i hænderne og begyndte at danse, mens jeg holdt øjenkontakten. Borgeren lyste op i ét stort smil, hvilket kun sker meget sjældent på afdelingen. Det er den slags øjeblikke, som gør, at arbejdet er det hele værd.”
”Når jeg ser de ældre lyse op, giver det en følelse af at gøre det godt. Når man har de gode, små øjeblikke, hvor man ser et kæmpe smil, så lønner ens arbejde sig virkelig,” siger Fenja Petersen.
Hun lægger dog ikke skjul på, at der også er udfordringer og hårde dage:
”Nogle udfordringer gør én klogere og stærkere, andre er tungere og medbringer følelsen af opgivenhed og utilstrækkelighed. Men efter ét år, er jeg stadig ved godt mod, og har bestemt ikke fortrudt mit valg.”
