Færre vikarer, flere kollegaer: Nyt tiltag skal hjælpe med rekrutteringen på specialområdet
12 pædagoger uden erfaring fra socialområdet skal i det næste halve år arbejde på forskellige botilbud. Håbet er at rekruttere dem til området.
i dag kl. 16.45
Manglen på uddannet personale på det socialpædagogiske område er massiv, og det ser kun ud til at gå én vej.
I 2024 endte 31 procent af de pædagogstillinger som Socialforvaltningen i Københavns Kommune havde opslået uden en ansættelse.
For at besætte nogle af alle de tomme stillinger, har Socialforvaltningen nu valgt at tage helt nye metoder i brug.
Det her er en unik mulighed for at få lov til at prøve forskellige områder af
Katrine Pedersen, pædagog
12 nyuddannede pædagoger og pædagoger uden erfaring fra socialområdet er blevet ansat i et karriereprogram, hvor de over seks måneder skal prøve kræfter med en række forskellige målgrupper og botilbud.
”De er ude i vakante stillinger og skal indgå som en del af normeringen. Kommer de ud på et botilbud, hvor der er et gensidigt match, så vil vi hellere end gerne, at de stopper i forløbet, fordi de har fundet et job,” fortæller projektleder Josefine Welcher-Ulholm.
Jagten på den rette hylde
Inden de 12 pædagoger bliver kastet ud i virkeligheden, skal de igennem en uges introforløb, hvor de blandt andet skal lære om medicinhåndtering, magtanvendelse og borgernes ret til selvbestemmelse.
Karriereprogrammet
Karriereprogrammet
De 12 pædagoger er pr. 1. december 2025 fastansat i Socialforvaltningens Center for HR og Organisation.
Karriereprogrammet løber over seks måneder med op til fire forløb på forskellige botilbud. Hvert forløb varer cirka seks uger.
Undervejs vil der være temadage og opfølgning, hvor alle 12 mødes, laver øvelser og taler om deres udvikling og oplevelser. Når det halve år er gået, er håbet, at alle 12 er afklaret med, hvilken målgruppe på socialområdet der er det helt rigtige match for dem.
En af de 12 på holdet er 31-årige Katrine Pedersen, der blev færdiguddannet pædagog i januar og efterfølgende har arbejdet i en vuggestue.
Allerede under uddannelsen blev hendes interesse for det specialpædagogiske område vakt.
”Jeg har også søgt job som socialpædagog, men har ikke fået det, fordi jeg mangler erfaringen. Så det her er en unik mulighed for at få lov til at prøve forskellige områder af,” fortæller hun.
Det første sted, Katrine Pedersen skal hen efter introforløbet, er et psykiatrisk bosted i Valby, og selvom det viser sig at være det perfekte match, vil hun ikke takke ja til en stilling med det samme.
”Jeg vil gerne igennem alle stederne for at lære mest muligt og finde den helt rette hylde. Hvis jeg er glad for det første sted, håber jeg, at der også er et ledigt job der, når projektet slutter,” siger hun.
Klar til at slå til
Også 61-årige Henrik Rytter Hansen, som er uddannet idrætspædagog og har 20 års erfaring, glæder sig til at prøve kræfter med nye sider af faget.
”I mit seneste job var jeg på en skole, hvor der var mange inklusionsbørn, som krævede meget opmærksomhed. Der var blandt andet et barn, jeg blev nødt til at skærme for, at han kunne trives, og det var en svær opgave at løfte,” fortæller han.
”Jeg skulle på én og samme tid være specialpædagog og almenpædagog, og det blev for meget. Det stressede mig, og jeg endte med at sige op, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne være i det.”
Egentlig havde Henrik Rytter Hansen overvejet at kaste sig ud i noget helt andet, som ikke havde med pædagogik at gøre, men så hørte han om Socialforvaltningens projekt.
”Det lokkede mig, at der var et læringsforløb, hvor der bliver taget hånd om en. Det er en ret unik måde at blive ansat på. Det er ikke sikkert, at jeg var hoppet ud i det, hvis det ikke var designet på den her måde,” forklarer han.
Efter at have arbejdet med børn i mange år vil Henrik Rytter Hansen gerne prøve kræfter med at arbejde med en voksenmålgruppe. Det første sted, han skal ud, er §108-bostedet Granvej i Gladsaxe.
Vi ved, at det går ud over det eksisterende personale, når man hele tiden skal dække ind eller tage imod en ny vikar
Josefine Welcher-Ulholm, projektleder i Socialforvaltningen i Københavns Kommune
Og han er klar til at slå til.
”Med min erfaring i bagagen er jeg god til at fornemme, hvad der er en god arbejdsplads. Det er ikke kun kerneopgaven, der fylder. Det er også vigtigt, at beliggenheden er god, at der er en god leder og gode kollegaer,” siger han.
”Jeg er ikke nysgerrig efter at prøve det hele. Hvis det hele spiller det første sted, så siger jeg ja tak – selvom græsset måske kunne være grønnere et andet sted. Jeg skal også tænke på min dåbsattest.”
I kamp med hinanden
Josefine Welcher-Ulholm håber, at projektet bliver en bragende succes, og at man i fremtiden kan lave det i større skala.
”Vi ved, at det går ud over det eksisterende personale, når man hele tiden skal dække ind eller tage imod en ny vikar. Så vi håber, at botilbuddene ser det som en kilde til at rekruttere nye medarbejdere,” forklarer hun.
Københavns Kommunes egne prognoser viser, at kommunen kommer til at mangle 1000 pædagoger og socialpædagoger i 2035.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Karriererprogrammet løser langt fra alle problemer i forhold til manglen på socialpædagoger, og i Socialforvaltningen er man også opmærksom på, at man faktisk bejler til nogen, som der i forvejen er stor efterspørgsel på.
”Man kan godt sige, at vi løser problemet ved at ’stjæle’ pædagoger fra dagtilbudsområdet, men det går også den anden vej. Vi er i kamp med hinanden,” erkender Josefine Welcher-Ulholm.
”I det lange løb handler det om, at der skal uddannes langt flere pædagoger og socialpædagoger, hvis man skal komme rekrutteringsproblemet til livs.”
I FOA peger man på, at en del af løsningen på rekrutteringsproblemet er at se på den anden uddannede medarbejdergruppe, de erhvervsuddannede pædagogiske assistenter.
”Generelt mener vi, at der er brug for mere rekruttering og uddannelse af pædagogisk personale herunder både pædagogiske assistenter og pædagoger til specialområdet,” siger sektorformand for den pædagogiske sektor, Kim Henriksen.