Erhvervsuddannelse for hospitalsportører på vej: "Det skal fejres bigtime"

Aktuelt på Rigshospitalet, hvor Henrik Hast arbejder, har portører været gennem patientmanager-kursus i MR-sikkerhed, så de bliver i stand til at placere en patient korrekt og sikkert i en MR-scanner, hvorefter en radiograf kan gennemføre en MR-scanning fra et andet fysisk sted. Iben Gad

Med regeringens nye finanslovsforslag bliver der afsat penge til at oprette en ny erhvervsuddannelse for hospitalsportører. Det vækker glæde både hos FOA og hos portør Henrik Hast, der har kæmpet mange år for netop det.

i dag kl. 06.29

Kampen for en erhvervsuddannelse for portører har varet mange år, men nu ser det ud til endelig at blive til virkelighed.

Regeringen har med sit nye finanslovsudspil, som blev præsenteret i fredags, afsat midler til at oprette en erhvervsuddannelse for hospitalsportører. Uddannelsen skal erstatte det gamle portøraspirantforløb, som var en sammenkobling af forskellige AMU-kurser.

Uddannelsen kommer ”for at tilpasse portørkompetencerne efter den nye sygehusstruktur og ændrede arbejdsopgaver,” lyder det i en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

”Jeg er glad. Jeg er superglad. Jeg håber bare, at man vil bruge noget af den viden, når man skal udvikle uddannelsen, som nogle af os har samlet op gennem tiden,” lyder det fra Henrik Hast, der har arbejdet som portør på Rigshospitalet i 40 år og i dag arbejder samme sted som udviklingskonsulent. 

En win-win at aflaste sygeplejersker

Henrik Hast har længe kæmpet for at få en erhvervsuddannelse til hospitalsportører. Han har set fagets udvikling gennem årene og har nogle klare ønsker til, hvad uddannelsen kan indeholde, og hvordan faget kan blive mere patientnært.

”Jeg vil gerne have, at vi får nogle kompetencer, som passer ind i driften af sygehuset. Et eksempel kan være, at når patienten skal ned til operation, så kommer der en anæstesisygeplejerske og lægger en indgang – en PVK – på patienten, og så kører portøren patienten ned til operationslejet. Der vil jeg rigtig gerne, hvis portøren kan lægge indgangen."

Det skal fejres bigtime.

Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA

"Der er en masse områder, hvor vi med fordel kunne assistere sygeplejerskerne,” siger Henrik Hast.

Han henviser blandt andet til et pilotprojekt på et hospital i Norge, hvor portørerne på infektionsmedicinsk afdeling tager blodprøver på patienterne. Det har både forbedret arbejdsmiljøet for sygeplejerskerne, øget rekrutteringen og mindsket sygefraværet.

”Det er jo en win-win-situation,” siger Henrik Hast.

FOA: "Det skal fejres bigtime"

Hos FOA har formand for social- og sundhedssektoren Tanja Nielsen svært ved at få armene ned over den nye portøruddannelse.

"Det er noget, vi i FOA har kæmpet for i så mange år. Og at det nu er lykkes os – både at komme igennem nåleøjet i forhold til uddannelsesindhold, at blive enige med parterne, og at der også er afgivet finanser til uddannelsen – det skal fejres bigtime," siger Tanja Nielsen.

Hvor og hvornår uddannelsen kommer er stadig uklart. Men Tanja Nielsen spår, at 2026 kommer til at stå i klargøringens tegn, så man i begyndelsen af 2027 har en dato for opstarten af den nye erhvervsuddannelse.

"Sådan et arbejde tager tid. Men vi har jo været med i et kæmpestort forarbejde, så vi er ret langt i processen i forhold til mange andre uddannelser, der bliver godkendt. De store rammer i indholdet er på plads," siger hun.

Sektorformanden forstår godt, at nogle portører spørger til, hvad forskellen så bliver på erhvervsuddannelsen til serviceassistent og erhvervsuddannelsen til portør.

Men hun slår fast, at der er plads til og brug for både serviceassistenter og portører i sundhedsvæsenet. 

"Portøruddannelsen kunne ikke blive godkendt, hvis indholdet var identisk," siger hun.

"Portøruddannelsen bliver mere patientorienteret og sundhedsfaglig, end serviceassistentuddannelsen er. Portørerne kommer til at arbejde meget med mobilisering og rehabilitering – altså når folk skal op og i gang igen efter en operation. Det kan være opgaver, der har ligget hos sundhedsfagligt personale eller hos fys- og ergoterapeuter før," siger Tanja Nielsen.

Det indeholder finanslovsforslaget også:

Udover midler til en erhvervsuddannelse for portører indeholder regeringens finanslovsforslag blandt andet disse punkter:

  • Midler til at ansætte 1.360 nye pædagogiske medarbejdere i landets dagtilbud.
  • En sænkelse af forældrebetalingen på dagtilbud på i gennemsnit 3.200 kroner om året per barn.
  • Elafgiften fjernes i 2026 og 2027. Det giver en gennemsnitlig årlig besparelse på 3.600 kroner for en familie. 
  • 20 millioner kroner til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.
  • Nedsat egenbetaling for madservice til ældre og personer med handicap.
  • Afskaffelse af afgiften på kaffe og chokolade- og sukkervarer. Det vil i gennemsnit spare en dansker 1.100 kroner i 2026 og 2027.
  • 500 millioner kroner til at styrke samfundssikkerheden og beredskabet.
  • Regeringen vil indføre krav om lokale politikker, der skal sikre, at smartphones kommer ud af folkeskolen og fritidstilbud. 

Fagbladet anbefaler