"En kæmpe gave":Her har dagplejen fået et nyt medlem – Kristin er den første af sin slags

Siden januar har Helle Aastrup haft Kristin Gudmundsdottir, som læser til pædagogisk assistent, i oplæring.
Siden januar har Helle Aastrup haft Kristin Gudmundsdottir, som læser til pædagogisk assistent, i oplæring. Maren Urban Swart

I Hvidovre Kommune har dagplejen for første gang en pædagogisk assistentelev i oplæring. Og det er på mange måder en succeshistorie.

i dag kl. 09.21

I januar dukkede et nyt ansigt op hos 60-årige Helle Aastrup, som har været kommunal dagplejer i 27 år.

Men det var ikke et barn, hun skulle give omsorg, lege og udforske verden med. Det var 17-årige Kristin Gudmundsdottir, som er pædagogisk assistentelev.

Det er altid en kæmpe gave, når der kommer nogen, der er nysgerrige på vores praksis.

Rikke Rasmussen , dagplejeleder i Hvidovre Kommune

I 10 måneder skal hun være i oplæring hos Helle.

”Det har virkelig været inspirerende at få Kristin i oplæring. Hun er superlærenem, suger alt til sig og er meget nysgerrig på faget,” siger Helle Aastrup.

Små positive forstyrrelser

I Hvidovre Kommune er dagplejeleder Rikke Rasmussen også begejstret over, at dagplejen for første gang har fået en pædagogisk assistentelev i oplæring.

”Det er altid en kæmpe gave, når der kommer nogen, der er nysgerrige på vores praksis. Det skaber små forstyrrelser, som får os til at tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør,” siger hun.

”Og så er det med til at gøre vores studerende opmærksomme på, at der findes noget, der hedder dagpleje, og at man ikke ’bare passer børn’, men at der ligger rigtig meget pædagogik og fagligt arbejde bag.”

De forskellige nuancer

Fra Kristins skole har Helle Aastrup fået en plan over de temaer, de skal igennem under oplæringen.

Undervejs får Kristin Gudmundsdottir løbende sparring og har lært de forskellige nuancer af livet som dagplejer at kende.

”En af hendes observationsopgaver har været at se, hvordan det er at være dagplejer med hjemmeboende børn, som skal sendes ud af døren om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Derfor har hun i en periode været lånt ud til min kollega, der har skolebørn,” fortæller Helle.

Variation i oplæringen 

Det er dog ikke kun Helles dagplejekollega, der har haft glæde af Kristin. Det har kommunens gæstehus også, hvor Kristin to dage om ugen følger den pædagog, der er tilknyttet stedet.

Et afbræk, som Helle har oplevet som en fordel.

”Jeg har ikke prøvet at have en i oplæring før, og i starten var det lidt overvældende, for jeg plejer jo bare at være mig og er ikke vant til at være ’på’ på den måde. Så det, at Kristin både er hos mig og i gæstehuset, har givet variation i hendes oplæring, og givet mig lidt luft til at trække vejret,” griner Helle.

Helle og Kristin er ofte på tur med børnene eller leger ude i Helles have, men da Fagbladet FOA kom på besøg, bød den danske sommer på regn, og kassen med Duplo blev fundet frem.

Har ændret sine fremtidsplaner

Men hun er ikke i tvivl om, at hun gerne vil gøre det igen.

”Jeg har lært så meget af Kristin og fået genopfrisket en masse ting. Og så er hun også kommet med en masse udfordrende spørgsmål og inspirerende betragtninger,” siger Helle.

Tiden hos Helle har ikke kun givet Kristin Gudmundsdottir et indblik i, hvordan det er at være dagplejer. Tidligere havde hun nemlig planer om at arbejde i en daginstitution, men nu har hendes drømme ændret sig.

”Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor fantastisk det er at være dagplejer. Så min plan er, at jeg vil læse videre til pædagog, når jeg er færdig med uddannelsen som pædagogisk assistent. Og når jeg flytter hjemmefra, vil jeg finde en bolig, hvor jeg kan være dagplejer,” fortæller hun.


Fagbladet anbefaler