Ekspertens råd til andre voksne:”Leg er for mennesker, ikke kun børn”

Frank Ytting Lambert er en mand med en mission. En mission, der skal få os til at lege mere og bedre, hvad enten vi er børn eller voksne.

”Leg er for mennesker, ikke kun børn, plejer vi at sige på Center for leg,” siger han.

I fem år har han været projektleder på ’Levende Legekultur’, der har som formål at klæde lærere, pædagoger, større skoleelever og lokale ildsjæle på, når det gælder kunsten at lege.

”Det er vigtigt at sætte lege i gang, at være med på legen og have en legende tilgang, når man er sammen med børn. Det er det, børn gør – de leger sig igennem dagen,” siger Frank Ytting Lambert og tilføjer:

”Og når voksne husker at lege, bliver de samtidig bedre kolleger og gladere mennesker.”

Fagbladet FOA har spurgt ham om det forhold, han har til leg, både personligt og fagligt.

- Hvad var din egen yndlingsleg som barn?

”Da jeg var barn i 70’erne og 80’erne, spillede jeg håndbold og fodbold. Så når jeg kedede mig, tog jeg altid fat i en bold. Da jeg lærte at cykle, gik det op for mig, hvilken frihed det var, at man altid kunne cykle. Og så begyndte jeg at cykle rundt med en bold på bagagebæreren og lede efter legekammerater.

Når jeg er ude og lege på skoler, er der ofte nogle af de der bolddrenge, som er enormt konkurrencemindede og går op i, hvem der vinder. Det kan være en udfordring, men jeg kender det fuldstændig selv.”

- Hvordan har dit syn på legens betydning ændret sig over tid?

”Jeg er blevet bevidst om at give mig hen til legen. Det er en god tilstand at være i, når man leger – en stjernestund. Man kan sænke skuldrene og grine. Hvis man er inde i en leg, kan man ikke tænke på andet. Man tænker ikke på, hvad man skal have købt ind, og man tænker ikke på de opdateringer, der er kommet på ens telefon.

Hvis man først får et ydre blik, er man ikke i legen længere. Putter man også et læringsmål ind i en leg, kan man diskutere, om det overhovedet er en leg. Det går i hvert fald imod den rene definition af, hvad leg er. Det syn har jeg ikke på samme måde haft tidligere.”

- Hvad har fået dig til at tænke over det?

”I skoleverdenen møder man ofte det fokus, at man skal have en legende tilgang til læring, og det er ikke forkert. Men det er stadig læring, og der er stadig nogle ting, man vil opnå.

Hvis man skal hinke tretabellen, så er det tretabellen, der er fokus på, og det er også derfor, det kan være svært at motivere børn, for så sjovt er det heller ikke. Det er et andet formål end at give sig hen i legen.

I skolen ser vi, at der bliver leget mindre og mindre, jo ældre børnene bliver. Men der er nogle steder, hvor voksne godt kan finde ud af at sætte lege i gang med 8.- og 9.-klasserne. Jeg tror, det er givet godt ud, at man laver nogle legende aktiviteter, hvor fokus bare er på at grine sammen. Når man leger meget sammen, lærer man også at være en god kammerat og afkode hinanden.”

- Du fokuserer meget på, at man som voksen skal have mod til at lege. Har du nogle gode råd i den forbindelse?

”Hvis børnene ikke gider dig, er det ret følsomt. En helt traditionel voksenfejl er at snakke og forklare og præsentere alle mulige regler, inden legen går i gang. Men det handler om at begynde så simpelt som muligt og komme hurtigt i gang med det, der er sjovt.

Jeg plejer at sætte mig på knæ midt i en ny børnegruppe og kigge dem i øjnene. De ved ikke, hvad jeg hedder, eller hvem jeg er. Så prøver jeg at have sådan et lidt drillende blik, og lige pludselig løber jeg bare af sted. Jeg sætter en voksen krop i spil, og mere skal der ikke til.

Når jeg kigger tilbage, løber de efter mig. Det gentager jeg to-tre gange fra den ene ende til den anden. Så siger jeg pludselig, at jeg er et kildemonster, og lidt senere siger jeg, at man har helle ved at stille sig sammen to og to. Legen er spændende og kan holdes i gang meget længere, fordi jeg ikke begynder med at forklare en masse ting, men bygger på undervejs.”

- Det er sommer, og mange skal holde ferie med deres egne børn eller børnebørn. Har du en yndlingsleg, du vil anbefale at prøve i år?

”Jeg leger rigtig meget ’Sten, saks, papir’ med kroppen. Man hopper og lander enten med samlede ben – sten – med spredte ben – papir – eller gangstående ben – saks. Det der med at skulle omsætte det til en kropslig figur er virkelig god hjernegymnastik – en sjov og enkel leg.

Men ellers har vi på Center for leg bestemt os for, at ’årets leg’ er skjul – eller gemmeleg – og dem er der rigtig mange forskellige udgaver af.

For eksempel har vi en variant, der hedder ’Jeg tæller ned’. Den, der skal finde de andre, råber: Jeg tæller ned! Så lukker han eller hun øjnene og tæller ned fra 10. Imens skal de andre nå hen og klappe tælleren på skulderen og derefter finde et gemmested.

Når finderen når ned til 0 og åbner øjnene, må han eller hun tage tre skridt. Og alle, der bliver set eller fundet, er ude af legen til næste runde.

Så skal finderen igen råbe: Jeg tæller ned! Men denne gang fra 9 med lukkede øjne. Dem, der er tilbage, skal så nå hen og klappe finderens skulder og derefter gemme sig igen.

Sådan fortsætter det, til alle er fundet, eller ingen kan nå at gemme sig, fordi nedtællingen hele tiden bliver kortere. Det er en rigtig sjov gemmeleg.

Når jeg har leget på ferier, slutter jeg tit med, at vi lægger os ned på ryggen med lukkede øjne. Så lytter og lugter vi til sommeren i et minuts tid. Så bliver man bevidst om, at steder er forskellige, fordi der er andre lyde og lugte end der, hvor vi selv bor.”