Efter 35 år i faget spørger Dorte: Hvorfor bliver min faglighed ikke brugt bedre?
i dag kl. 14.25
Dette er et debatindlæg
Indlægget giver udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har netop sagt min stilling op som social- og sundhedsassistent i psykiatrien. Ikke på grund af opgaverne, borgerne eller kollegaerne – men på grund af rammerne. Jeg er ikke færdig med mit fag.
I over 35 år har jeg arbejdet med udsatte borgere, psykiatri, medicinhåndtering, og med mennesker som kræver både høj faglighed og relationel ro. Jeg har haft roen og overblikket, når det virkelig brændte på, og håndteret akutte situationer, hvor erfaring og dømmekraft var altafgørende.
Jeg har gennemført relevante medicinkurser, jeg kender min anatomi og fysiologi – og vigtigst af alt: Jeg har erfaring.
Alligevel oplevede jeg, at jeg – som autoriseret sundhedsperson – ikke måtte give akut beroligende medicin eller være ansvarshavende. Det på trods af, at jeg har mange års praksiserfaring. Det føltes med andre ord som om, at lederskab er noget, der kun følger med titler - og ikke med erfaring i faget.
Debat på Fagbladet FOA
På Fagbladet FOA vil vi gerne sikre os, at den gode debat får lov til at fylde.
Vi bringer indlæg, som redaktionen udvælger – og som vi mener passer ind i debatten og vores rammer for god debat.
Vi bringer ikke politiske indlæg.
Det her handler ikke om at se ned på eller negligere faggrupper. Tværtimod. Jeg har stor respekt for både social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker. Jeg har bare erfaret, at der er kæmpe forskel på, om du arbejder i en region eller i en kommune.
Min faglighed skal ikke tales ned. Den skal bruges til det, den kan, og den skal anerkendes for det, den reelt er: specialiseret, praksisnær og livsnødvendig.
Det handler også om, at erfaring, efteruddannelse og praksisnær viden også tæller.
Kommunerne bruger os aktivt. De lader os tage ansvar og er gode til at anerkende vores faglighed. I regionen bliver vi fastholdt i et gammeldags hierarki, hvor vi bliver målt på uddannelsesniveau og ikke på reelle kompetencer.
Jeg oplevede, at social- og sundhedsassistenter blev reduceret til en slags “ekstra hænder” i regionen. Det, selvom vi er autoriserede fagpersoner, der håndterer komplekse opgaver, relationelle udfordringer og medicinansvar i praksis.
Jeg sagde ikke op, fordi jeg er færdig. Jeg sagde op, fordi jeg ikke vil have min faglighed ignoreret.
Det er med andre ord ikke kun en retfærdighedskamp - det er en kamp for plads til alle fagligheder.
Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk
