Dytte har levet et liv med fest: ”Det betyder meget, når vi har arrangementer som det her”

0:53

Forårsfesten fandt sted den 27. marts 2025. Amalie Windahl

For nylig inviterede Plejecenter Sølund for første gang fremmede indenfor til fejringen af den årlige forårsfest.

01. april

Det var lysten til fællessang, der lokkede venindegruppen til forårsfesten på Sølund.

Allerede inden Jette, Anja, Lisbeth, Hanne og Marzi kom, var der lagt sangtekster til blandt andet Kim Larsens ”Det er i dag et vejr” og Benny Andersens ”Svantes lykkelige dag” på alle bordene.

”Vi elsker alt, der har med musik at gøre. Det var det, som fik os til at købe en billet,” fortæller Jette.  

Veninderne deltager i forårsfesten som en del af madfestivalen ’Spis med i vores køkkener’ som repræsenterer de omkring 1000 offentlige køkkener i Københavns Kommune.

I perioden den 24. marts til den 11. april 2025 bliver dørene åbnet på udvalgte skoler, plejehjem og sociale tilbud, så mennesker udefra kan spise med.

Dejligt at åbne for nærområdet

Anne Lise - eller Dytte, som hun bliver kaldt - er beboer på Plejecenter Sølund og sidder til bords med andre fra sin afdeling. Selvom hun ikke sidder ved siden af de omkring 50 gæster udefra, glæder hun sig over, at de her:

”Jeg synes, det er alletiders idé, så de kan se, hvor godt vi har det.” fortæller hun.

”Det er så fedt, når vi kan bringe festen til beboerne, nu når mange har svært ved at tage ud selv."

Anne Marie Engrob, Social- og sundhedshjælper

Social- og sundhedshjælper, Anne Marie Engrob, har travlt til årets fest. Før gæsterne og beboerne kom ind i salen, hjalp hun med at gøre bordene klar med servietter, duge og blomster. Under middagen går hun rundt blandt bordene og fylder vin på glassene.

”Det er så fedt, når vi kan bringe festen til beboerne, nu når mange har svært ved at tage ud selv,” fortæller hun.

Senere går et Beatles coverband på scenen og åbner for dansegulvet. Selvom Dyttes hofter ikke helt kan holde til en svingom længere, ser hun frem til, at festen for alvor går i gang.

”Jeg har levet et liv med fest. Det betyder meget for mig, når vi har arrangementer som det her”.

Bæredygtighed på menuen

På Sølund Plejecenter er de bestemt ikke bange for bælgfrugter i deres mad. Som en del af kommunes måltidsstrategi har de nemlig reduceret klimaaftrykket med 25 procent ved blandt andet at udskifte nogle ingredienser ud med bæredygtige alternativer.

Aftenens menu består derfor af vandbakkelser lavet på linsemel med laksemousse og hvide bønner til forret, forårsgryde med kylling og grøntsager til hovedret samt brownie med sorte bønner til dessert.

"Vi har valgt at tilføje proteiner fra planteriget til de traditionelle retter i stedet for at gøre det hele vegetarisk. Det er nemlig vigtigt for os, at beboerne stadig kan føle at de får noget mad, de kender,” fortæller køkkenchef Trine Mossman under præsentationen af aftenens menu.

For venindegruppen der kom her for fællessang, er der ikke en finger at sætte på maden:

”Jeg synes det hele smagte godt. Det var meget lækkert”, afslutter Jette.

Spis med i vores køkkener

Den årlige madfestival bliver afholdt for fjerde gange i træk, som en del af kommunes mad-og måltidsstrategi fra 2019. Dengang blev der sat en fælles retning for arbejdet med mad og måltider under fem temaer:

Sundhed og ernæring, kvalitet og madglæde, bæredygtighed og klimaansvar, styrkelse af sociale fællesskaber og madkultur, og København som en sund, grøn og vital madby.

Kilde: Københavns Kommune


Fagbladet anbefaler