Tilblivelsen af bogen var ikke gnidningsfri
Storesøster Majse er som den eneste af de tre søstre ikke pårørende. Hun trækker derfor på sin viden som psykolog og har ageret diplomat, når bølgerne er gået højt imellem dem:
”Lillan var idémageren, Sussi var den detaljeorienterede og jeg var diplomaten”, fortæller Majse.
På rigtig søskende-manér har der været gnidninger og uenighed om hvordan nogle passager skulle skrives. Majse fremhæver, at det var svært at vinkle kapitlet ”Liv og levned”, da det åbner op for at tale om særlige personer eller begivenheder, som har haft en stor betydning for mennesket med demens.
”Jeg var jo lidt inde på, at man måske godt kunne tale om sygdom og død, men den var Lillan og Sussi ikke helt med på, fordi det var for mørkt og svært. Kapitlet handler om livets gang, og jeg synes, vi endte meget godt med, at det blev som det blev,” fortæller Majse, og de andre søstre nikker i enighed.
Skriveprocessen var også forbundet med sorg over at miste. Lillan blev for eksempel ofte mindet om sin mands sygdomsforløb, og understreger at han kunne huske hende lige indtil det sidste.
”Når jeg i processen er blevet mindet om, hvordan det var med min mand, har vi kunne tale om det. Det har været rart, at vi har kunne dele den her oplevelse som søstre. Jeg tror, derfor ikke nogen af os har kunne lave den her bog alene,” fortæller Lillan.
Det skal være på den dementes niveau
Ved hver tekst er der en stjerne, som indikerer sværhedsgraden af teksten. Det er for at imødekomme, at ikke alle demente kan det samme. Nogen er meget ramt på hukommelsen, mens andre måske stadig læser selv.
”I bogen forklarer vi, at man skal tage udgangspunkt i, hvad vedkommende med demens reagerer på, når der bliver læst op. Nogen kan forholde sig til en hel sides oplæsning, hvor andre måske kun kan håndtere et par linjer”, fortæller Lillan.
Når søstrene holder foredrag eller giver interviews om bogens indhold, har de opdaget, at det kan være svært at definere, hvad den indeholder. Det er nemlig ikke bare en samling af tekster. Den rummer også sektioner, hvor man selv kan indsætte billeder eller skrive tekst. Trods dette er budskabet med bogen helt tydeligt:
”Det er faktisk meget enkelt. Hvis I har nogle tekster, så kan I opnå et fantastisk samvær ved højtlæsning,” fortæller Sussi.
I forhold til søstrenes faglige samarbejde i fremtiden, vil de til en begyndelsen fokusere på, at budskabet bliver udbredt til så mange som muligt. De næste par uger holder de foredrag og workshops forskellige steder på Sjælland, og til næste år pakker de bogen med til Jylland for at udbrede budskabet der.
Om der kommer en toer er de ikke helt afvisende overfor:
”Nu når bogen er ude, kan mange forlag godt se, at der har været et behov for en bog som vores. Det kan være, at vi skriver en toer på et tidspunkt, afslutter Sussi.
