Cristiana rejste fra Brasilien til Danmark: ”Der skal gøres en større indsats for at tage ordentligt imod os”

Cristiana Souza Da Silva følte sig ensom, da hun som ny elev trådte ind i sin første praktik under uddannelsen til social- og sundhedshjælper.

Hun sad meget for sig selv og blev ofte sat til at tømme opvaskemaskinen eller gå ud med skraldet.

Hun var netop rejst fra Brasilien til Danmark for at blive forenet med sin danske mand, så hun kunne ikke formulere meget mere end et par enkelte sætninger på dansk og engelsk.

Og en dag forvekslede hun ordet affald med afføring.

”Jeg sagde til min kollega, at jeg ville gå ud med afføringen i stedet for affaldet. Det grinte mine kollegaer af i flere timer, mens jeg tænkte: Vil I ikke nok lade være?” siger hun og tilføjer:

”De burde ikke have brugt deres tid på at ydmyge og tale ned til mig.”

Når indsatsen ikke går begge veje

Nu er det 15 år siden, at Cristiana kom til Danmark. Hun er 47 år gammel, og hun arbejder på et rehabiliteringscenter i Valby som social- og sundhedsassistent, som hun senere har videreuddannet sig til. 

Cristiana ønsker, at andre får en forståelse for, hvordan det kan føles at tilpasse sig i et nyt land uden at kende til hverken sproget eller kulturen.

”Der mangler forståelse for, hvor svært det er at lære et nyt sprog. Som tosproget gør man alt for, at andre kan forstå, hvad man mener. Men jeg oplevede ikke, at det var gensidigt. Flere opgav hurtigt at forstå mig,” siger hun.

En udfordrende begyndelse

Cristiana har en erhvervsuddannelse fra Brasilien og erfaring fra både butik- og restaurationsbranchen.

Men da hun i 2010 sidder hos jobcenteret med sin mand, der fungerede som tolk, får hun at vide, at hendes uddannelse ikke kan bruges i Danmark, og at hun i stedet kunne uddanne sig til social- og sundhedshjælper.

”Jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage halvandet år på sprogskole, og så var jeg klar til grundforløbet på social- og sundhedshjælperuddannelsen,” siger Cristiana.

Hun var vant til at tage sig af ældre fra sin brasilianske kultur, hvor flere generationer bor under samme tag.

Men det var først ved uddannelsens begyndelse, at hun forstod, hvad det egentlig krævede, og hvor det gik op for hende, at hendes sprogkundskaber var langt fra tilstrækkelige.

”De første måneder sad jeg i skolen uden at forstå ret meget af, hvad der blev sagt. Det tog hårdt på mit selvværd og min selvtillid,” fortæller hun.

Sproget overskyggede fagligheden  

Cristiana skriblede flittigt ned, hvad underviserne skrev på tavlen for at terpe alle sætningerne derhjemme. Hun så dansk TV, som hendes mand oversatte, og hun hørte dansk musik og radio derhjemme.

Alt sammen for at blive endnu bedre til at mestre sproget.

Men under sin uddannelse bemærkede hun dog, hvordan kollegaer, hun mødte i praktikken, hovedsageligt havde fokus på hendes sprog og ikke hendes faglighed.

”Jeg oplevede, at de glemte, hvad kerneopgaven er i faget. Der blev kun fokuseret på, hvordan mit sprog var, men de kiggede ikke på, hvordan jeg egentlig udførte mit arbejde,” siger hun og tilføjer:

”Det var som om, at de ikke var klar over, at vi havde læst de samme bøger og bestået de samme eksaminer.”

Ifølge Cristiana vendte hun sin sprogvanskeligheder til sin styrke, for det gjorde, at hun altid sikrede sig, at hun havde helt styr på, hvad der skulle gøres hos beboerne.

”Jeg er aldrig hoppet på cyklen uden at forstå den opgave, jeg har. Jeg brugte mine sprogvanskeligheder som min styrke, for jeg brugte altid ekstra tid på at forstå, hvad jeg konkret skulle,” fortæller hun.

Ville forbedre sit sprog

Efter to år som social- og sundhedshjælper besluttede Cristiana, at hun ville holde en pause fra faget og forbedre sit sprog.  

”I mit første arbejde oplevede jeg ikke, at mit sprog var et problem for hverken ledelsen eller mine kollegaer. Men det synes jeg selv, at det var,” siger hun.

Derfor begyndte hun på VUC, hvor hun både tog en niende og tiende klasse i dansk, samfundsfag og psykologi, hvor hun derefter besluttede at uddanne sig videre til social- og sundhedsassistent.

Hverdagen blev nemmere, og hendes sprogvanskeligheder begyndte at fylde mindre. Men når hun tænker tilbage på sin tid på vej på det danske arbejdsmarked, er der noget, der stadig undrer hende. 

"Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var nogen, der tog mig i hånden og sagde: ’Hvad skal der til for, at det bliver nemmere for dig?’” 

Ønsker at flere vil blive mødt med rummelighed   

I dag kender Cristiana alt til Kim Larsen og Medina.

Hun har læst alle Jussi Adler-Olsens krimibøger, hun har set Matador flere gange, og hun forstår, hvad borgeren mener, når vedkommende beder om en ’klapsammen-rugbrød’.

Hendes nuværende kollegaer møder hende med tålmodighed og en åben tilgang, hvis ikke de forstår, hvad hun mener i første omgang.

Men alligevel håber Cristiana på, at andre vil blive bedre til at huske på at møde mennesker, der har et andet modersmål og kultur mere imødekommende og åbent.

”Tænk hvis det var dem selv, der var flyttet til Japan og som skulle lære at tale japansk og tilpasse sig et andet arbejdsmarked. Det er svært. Der er for høje forventninger til, hvad tosprogede forstår og kan sige efter relativt kort tid i et helt nyt og anderledes land,” siger hun og tilføjer:

”Der kommer formentlig til at komme endnu flere tosprogede til faget, end der allerede er nu. Derfor skal der også gøres en større indsats for at hjælpe og tage ordentligt imod os.”