Connie er Sjællands første trilledagpleje: "Man er aldrig for gammel til at prøve noget nyt"

Connies dagplejebørn får cykelhjelm på og bliver spændt fast, når hun henter dem, og til de helt små børn er der en særlig indsats i cykelvognen.
Connies dagplejebørn får cykelhjelm på og bliver spændt fast, når hun henter dem, og til de helt små børn er der en særlig indsats i cykelvognen. Maren Urban Swart

Livet som trilledagpleje har skabt mere frihed og forudsigelighed for Connie Mehl Refstrup. De svære afleveringer i dagplejen er erstattet med stolthed og glæde hos børnene, når de bliver hentet på ladcyklen.

08. august

Connie Mehl Refstrup har været dagplejer i 29 år, og i marts i år fik hun tilføjet et ekstra ord i sin titel: trille.

Dermed er hun den første trilledagplejer i Hovedstaden og på Sjælland.

"Jeg er 61 år og ikke for gammel til at prøve noget nyt," siger Connie Mehl Refstrup, der er tillidsrepræsentant for dagplejerne i Ballerup Kommune og medlem af bestyrelsen i LFS – Landsforeningen for Socialpædagoger.

Og det var netop til et aftenmøde i LFS, at inspirationen til at blive trilledagpleje opstod. Her delte dagplejeledere fra Odense nemlig ud af deres erfaringer med trilledagpleje og den frihed, det skaber.

"Fem minutter inde i oplægget kiggede Conni og jeg på hinanden, og vi vidste med det samme, hvad den anden tænkte," fortæller Henriette Sonja Funch, leder af den kommunale dagpleje i Ballerup Kommune.

Kort efter fik de kontakt til en erfaren trilledagplejer i Odense, Ballerup Kommune og forældrene i dagplejen var med på ideen, og bare 11 dage efter mødet trillede Connie Mehl Refstrup ud på sin første runde som trilledagplejer.

Kram og gensynsglæde på cykel

Tidligere blev det første barn afleveret lidt over klokken 7, det næste klokken 7.45 og det sidste klokken 9.15. Nu henter Connie børnene på sin ladcykel.

"Når jeg kommer kørende og ringer med klokken, står børnene klar. Forældrene løfter dem op i vognen, spænder dem fast og giver dem cykelhjelm på. Så sender jeg en sms til de næste forældre om, at jeg er på vej," forklarer hun.

Når det sidste barn er hentet, har Connie tilbagelagt 3,7 kilometer, og så går turen enten hjem til hende eller ud på opdagelse i området.

”Jeg har været med ude en morgen, og det er virkelig magisk at se den gensynsglæde børnene har, når de ser hinanden, og hvordan de krammer hinanden, når de kommer ud af cyklen," siger Henriette Sonja Funch.

Succes med mange gevinster

I begyndelsen kunne det måske være lidt stressende for forældrene, at børnene skulle stå klar, når Connie kom og hentede dem, men det skaber også mere luft i familiernes morgenrutiner.

”De skal ikke bruge tid på at køre barnet hen til mig, og hvis der er søskende, har de ro til også at få dem godt afsted,” fortæller Connie Mehl Refstrup.

Hvornår børnene bliver hentet aftales fra dag til dag.

”Hvis et barn skal hentes tidligere end de andre, tager vi ud og køber ind til vores frokost, inden de andre bliver hentet. Vi skal jo klare alle vores opgaver i arbejdstiden, så på den måde bruger vi tiden optimalt,” siger den trillende dagplejer.

Farvel til kaotiske afleveringer

På mange måder har springet til at blive trillende dagplejer ført en masse positive ting med sig, forklarer Connie Mehl Refstrup.

Der er ingen lange og svære afleveringer, hvor forældrene har svært ved at forlade dagplejen, nu vinker børnene stolt, når de kører væk på cyklen.

"Jeg har kun ét råd til andre kommuner, der overvejer trilledagpleje: Gør det!"

Henriette Sonja Funch, leder af den kommunale dagpleje i Ballerup Kommune

Alle kommer hjem til Connie på samme tid, så ingen bliver kede af, at yndlingslegetøjet allerede er i hænderne på et andet barn.

Og Connie ved nu præcist, hvornår hendes arbejdsdag begynder.

”Tidligere kunne jeg siddet med havregrød klar klokken 7, og så kommer det første barn først lidt i otte. Den uforudsigelighed er væk,” siger hun.

Gør det

Efter en tre måneders forsøgsperiode er alle enige om, at det har været en succes, som er kommet for at blive. Og snart skal Connie Mehl Refstrup ud og fortælle Rødovre Kommune om hendes erfaringer.

"Det er vigtigt, at vi dagplejere inspirerer hinanden til at prøve nyt, både for at tiltrække forældre og motivere nye dagplejere. For mig har Odense været en kæmpe inspiration," siger Connie.

Leder af den kommunale dagpleje i Ballerup Kommune. Henriette Sonja Funch, stemmer i:

"Jeg har kun ét råd til andre kommuner, der overvejer trilledagpleje: Gør det!"


Fagbladet anbefaler