Charlotte skærer igennem:”Det er uacceptabelt, hvis du kun går på arbejde af pligt”

Vi skal være bevidste om det ansvar, der følger med en sundhedsuddannelse. For det handler om altid at yde vores ypperste, så den omsorg og pleje, vi giver, gør livet værd at leve for dem, der har brug for os.

Når man ligger ned – som patient, ældre eller pårørende – bliver verden mindre. Man registrerer alt: blikket, stemmen, nærværet. Det øjeblik, hvor øjnene mødes, kan være afgørende for, om man føler sig tryg og værdifuld.

Derfor er det uacceptabelt, hvis nogen i sundheds- og omsorgssektoren kun går på arbejde af pligt, fordi andre muligheder er lukkede, eller fordi lønnen tikker ind. Den, der ligger ned, mærker det straks – og mærker, at omsorgen mangler.

For at kunne give det bedste af os selv, har vi brug for at finde ro og fokus. For mig sker det i Hvide Sande. Når jeg står i det kolde vand og mærker kulden slå mod kroppen, slipper jeg angsten for ikke at slå til.

Jeg glemmer bekymringerne over det, jeg ikke nåede, og de mange afbrydelser i en travl arbejdsdag. Det eneste, jeg kan koncentrere mig om, er min vejrtrækning.

Når jeg går op af vandet, tørrer mig og laver mine øvelser fra fysioterapeuten, er alt i mig roligt og klart. De bekymringer, jeg bar på, efterlod jeg i fjorden. Derfor kan jeg møde dem, jeg tager mig af, med fuld opmærksomhed og ægte omsorg.

Hvis vi vil have de bedste medarbejdere i sundhed og omsorg, må vi også stå ved, at arbejdet kræver noget særligt af os. Det kræver professionalisme, men også et kald – et menneskeligt engagement, der gør, at omsorgen kommer fra hjertet.

For når man ligger ned og ser ind i øjnene på den, der hjælper, skal man kunne finde ro, tryghed og nærvær. Det er sådan, vi sammen kan skabe et liv, der er værd at leve – også når man er sårbar.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk