Børneforsker om bekymrende skolefravær: "Mange børn kæmper for at være en del af fællesskabet"

Der er mange ting, børn skal leve op til, når de går i skole.
De skal skabe venskaber, træde i karakter blandt de andre børn, leve op til de faglige krav og gøre, som læreren siger.

Det er en hverdag præget af skiftende voksne og overgange mellem undervisning og frikvarter, skole og fritidsinstitution.

For mange børn er det rammer, de ikke trives i. Nogle kalder det, vi står i, for en trivselskrise, mens andre skruer ned for kriseretorikken og kalder det en trivselsudfordring.

En nyere undersøgelse gennemført i september og oktober viser, at knap to ud af tre lærere i 6. klasser har elever med bekymrende fravær, som skyldes sociale eller psykiske udfordringer og/eller begyndende skolevægring i klassen.

Fem procent af eleverne har haft fravær på grund af psykiske eller sociale udfordringer siden skoleårets start, og én procent af eleverne har slet ikke været i skole siden sommerferien.

Fællesskabet som vej til trivsel

En vej til at bryde med de unges mistrivsel og ufrivillige fravær er at styrke fællesskabet, mener børneforsker og ekstern lektor på Aarhus Universitet Christina Holm Poulsen.
Hun henviser til analysen ”Trygge fællesskaber i skolen – Det gode skoleliv ifølge børn i 4. og 7. klasse” fra september 2024.

Analysen bygger blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse besvaret af Børns Vilkårs Børnepanel, bestående af 2.250 børn i 4. og 7. klasse.

I spørgeskemaundersøgelsen svarer lidt over tre fjerdedele af de børn, der altid, for det meste eller nogle gange har lyst til at gå i skole, at det er, fordi de er glade for deres venner i skolen.

Det samme viser forskningen:

”Kigger man på forskningen på området, er det afgørende for børns læring, trivsel og udvikling, at de oplever at være en del af et fællesskab,” fortæller Christina Holm Poulsen.

Det er betydningsfuldt at være en del af fællesskabet

De børn, som har haft begyndende mistrivsel og fravær, og som Christina Holm Poulsen har fulgt i sin forskning, har alle haft udfordringer i forhold til at være en del af et fællesskab.

Hun har observeret børn, som prøvede at hægte sig på og blev afvist, børn som vandrede alene rundt på legepladsen og ledte efter nogen at lege med, og børn som var grove i munden af ren afmagt over, at de ikke kunne være en del af fællesskabet.

”At arbejde med fællesskabet er ikke en garanti for, at børnene får venner, men ved at skabe velfungerende fællesskaber danner man grobunden for, at venskaber kan spire op,” understreger hun.

"Derfor skal det pædagogiske personale og lærerne arbejde med, hvordan børnene kan bidrage til og blive inddraget i fællesskabet – både i skolen, i frikvarteret og i fritidsinstitutionerne."

Mere end bare rammer

Ifølge forskeren er der en tendens til at tro, at det at være en del af et fællesskab handler om blot at befinde sig inden for fællesskabets rammer.

At man eksempelvis automatisk føler sig som en del af et fællesskab, når man går i en fodboldklub eller en fritidsinstitution. Men at arbejde fællesskabende er meget mere end det.

”Vil man arbejde fællesskabende, handler det om at tænke i, hvordan vi kan samle børnene om fælles aktiviteter, hvor der er forskellige måder at tage del på, og hvor alle kan bidrage med noget,” forklarer Christina Holm Poulsen.

Et eksempel på det har hun set i en af sine observationer:

En pædagog satte et spil i gang. Til at starte med var der ti børn med, og der kom hele tiden flere til. Nogle kiggede bare, andre spurgte, om de måtte være med.

Pædagogen hoppede ind som spiller på det ene hold, ud igen og observerede, og derefter ind på det andet hold. Han holdt hele tiden øje med, om nogle børn havde brug for hjælp til at blive inddraget.

Det endte med, at over 30 børn var med. Pædagogen forlod først spillet, da han kunne se, at spillet kunne bære, selvom han ikke længere var med.

”Det handler nemlig om at finde den rette balance, hvor man ikke bare tænker, at et fællesskab dannes ved at sætte børn sammen i en gruppe – men det skal heller ikke være sådan, at den voksne involverer sig så meget, at det hele bryder sammen, når vedkommende trækker sig,” siger Christina Holm Poulsen.

Udover at de fællesskabende aktiviteter skal være dynamiske, fleksible og inddragende, skal de også tjene et ekstra formål:

”Vi skal lave aktiviteter, hvor børnene kan få øje på hinanden på en ny måde – så de kan lære nye sider af hinanden at kende og ændre syn på et barn, de er gået skævt af,” fortæller hun.

Få nyt syn på hinanden

Især børn i udsatte positioner har brug for, at man tænker i, hvordan de kan blive inddraget i fællesskabet, påpeger Christina Holm Poulsen.

”Vi har til tider en tendens til skærmningspædagogik i forhold til de børn, som mistrives, hvor én voksen sidder og laver noget med ét barn. Men man skal have blik for, hvordan man kan forbinde barnet med et andet barn gennem en fælles aktivitet,” forklarer hun.

At børn, som er i udsatte positioner, kæmper for at være en del af fællesskabet, har Christina Holm Poulsen også set i sine observationer af elever, der var tilknyttet inklusionsinitiativet mellemformer – en kombination af almen- og specialundervisning.

”Jeg så nogle drenge, som var meget optaget af, hvad de andre havde lavet, mens de havde været væk fra klassen, og det fyldte meget hos dem, hvem de skulle være sammen med i frikvarteret,” forklarer hun.

”For dem var det en stor opgave at blive koblet tilbage på fællesskabet i klassen. Det kommer til udtryk på en uheldig måde, og de forstyrrer undervisningen.”

At knap to ud af tre adspurgte lærere i 6. klasser har elever med bekymrende fravær, overrasker ikke Christina Holm Poulsen, for det samme billede gør sig gældende, når hun laver observationer.

”Men det er jo alt for mange børn,” understreger hun.