Arne er helten på legepladsen: "Jeg brænder for de her børn"
Med et varmt hjerte vækker legepladsmedarbejder Arne Svendsen glæde hos de små børn og giver teenagerne et kærligt skub i den rigtige retning.
24. juli
Fra det øjeblik, 67-årige Arne Svendsen træder ind på den bemandede legeplads på Gunløgsgade på Islands Brygge, bliver han mødt af smil og jublende børneansigter.
Det er nemlig ham, der har nøglerne til flere timers morskab i form af cykler og sandkasseredskaber.
”Nogle af dagplejebørnene er så små, at de ikke har noget sprog, men de ved godt, hvem jeg er. I deres øjne er jeg en meget, meget vigtig person,” griner han.
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Arne Svendsen skulle blive manden med de vigtige nøgler.
Mange har problemer, og hvis jeg kan hjælpe dem, så gør jeg det
Arne Svendsen, legepladsmedarbejder
Før i tiden arbejdede han hos DSB, men efter at være blevet kørt ned og fået smadret sit knæ to gange, blev han tilkendt førtidspension.
Men hans temperament holdt ikke til at gå derhjemme. Han trænede sig op, og blev i 2003 ansat som legepladsmedarbejder.
I dag er han folkepensionist, men arbejder fortsat 25 timer om ugen.
Masser af børn
På legepladsen kommer der behandlingsskoler, dagplejere, vuggestuer, børnehaver og børn med deres forældre.
I løbet af en god dag har der været 800-1000 børn på legepladsen, som med Arnes ord er ”skidepopulær”.
Hvis jeg ikke havde haft min sport, var jeg måske endt et andet sted, med de forkerte
Arne Svendsen, legepladsmedarbejder
Det er ikke kun de lokale, der benytter pladsen. I weekenden slår turister og folk fra andre dele af landet, som er taget en tur til København, et smut forbi pladsen.
”De bliver helt overraskede over, at legepladsen er bemandet. Vores opgave er jo at gøre det trygt at være her. Hvis legepladsen ikke var bemandet, ville folk sidde her og ryge, drikke og spille høj musik, og det ville skabe en dårlig stemning,” forklarer han.
Mentorordning
Både i lille og stor skala skaber Arne tryghed på legepladsen. Han advarer forældre, når gummibelægningen bliver for varm for de små børnefødder, finder førstehjælpskassen frem, hvis nogen skal have et plaster, og han giver teenagere et kærligt skub i den rigtige retning.
”Jeg er mentor for to 13-årige børn, som kommer fra et socialt belastet område. De er ansat af kommunen i et fritidsjob, hvor de lærer at møde til tiden, og så hjælper de med at vande blomster og lave andre opgaver på legepladsen,” forklarer han.
Bruger sit netværk
Arne holder meget af samtalerne med dem, han er mentor for, og med de andre teenagere, der kommer forbi.
”Selvom Islands Brygge er blevet mere mondænt, er det ikke alle, der bor her, som er rige. Mange har problemer, og hvis jeg kan hjælpe dem, så gør jeg det,” fortæller Arne og giver et eksempel:
”På et tidspunkt sad en flok drenge hernede. Alle på nær én gik ved 16-tiden, fordi de skulle til fodbold. Jeg spurgte ham, der sad tilbage, om han ikke også gik til noget, men det havde hans mor ikke råd til. Så kontaktede jeg den lokale klub og fik arrangeret, at han kunne træne gratis.”
For Arne ”kender Gud og hver mand” på Islands Brygge, hvor han selv er født og opvokset.
Har selv været en rod
Han har også en anden force: Han kan genkende sig selv i mange af de teenagere, der kommer på pladsen.
”Jeg har også været lidt af en rod. Mange af dem, jeg kendte fra Christiania, endte i rockerrelaterede miljøer. Men jeg spillede fodbold, håndbold og endte med at spille bordtennis på et seriøst plan. Hvis jeg ikke havde haft min sport, var jeg måske endt et andet sted, med de forkerte,” forklarer han.
Derfor kan Arne hurtigt spotte, når nogen har det skidt eller har brug for en opsang.
”De unge kan mærke, at jeg selv har gjort mig mine erfaringer. Når jeg siger: ’Du ved godt, hvad der sker, hvis du går med de mennesker, så ender du som stikirenddreng,’ så lytter de mere, end hvis det kom fra én, der ikke har prøvet det selv,” siger han.
Kede sig ihjel
Men lige så meget som han holder af at snakke med de unge, lige så hårdt er det, når han føler sig magtesløs.
”Jeg kan godt gå hjem og være lidt ked af det, når jeg har talt med en ung, som har det svært, men hvor jeg ikke kan fikse det,” siger han.
Langt de fleste dage går Arne dog glad, men træt hjem fra en 9-timers vagt, som afsluttes med 45 minutters rengøring og oprydning af cykler og sandkasseredskaber.
Han kunne sagtens trække sig tilbage som folkepensionist på fuldtid, men det er ikke planen.
”Jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg bare sad derhjemme. Jeg brænder for de her børn og elsker, når de små børn løber mig jublende i møde om morgenen,” siger han.
