Anerkendt forfatter: Respekten for omsorg ligger efterhånden på et meget lille sted

Overalt er der kvinder i forfatter Astrid Saalbachs nye roman ’Lindely’. Kvinder, der tjekker om bleen er fyldt og om panden febervarm. Kvinder, der løber på gangene, skifter kateter og sengetøj. Kvinder fra hele verden. Dårligt lønnede kvinder og ulønnede kvinder. Kvinder, der giver omsorg og svigter.

”Det er kvinder, der giver omsorg i vores samfund. Sådan er det,” siger Astrid Saalbach, hvis bog handler om en fars sidste tid og hans voksne døtres kamp for at nå det hele – både deres syge, døende far og deres eget liv med arbejde, familie og forpligtelser.

”Stort set alle, både sundhedspersonalet og de pårørende, jeg så, var kvinder.”

Kendt forfatter om klassesamfundet: ”Ikke alt kan lade sig gøre for alle”

For ’Lindely’ er baseret på Saalbachs egne oplevelser, da hendes far blev indlagt, udskrevet til forskellige plejecentre og til sidst døde.

”Her så jeg tydeligt, at respekten for omsorg efterhånden ligger på et meget lille sted. Rammerne er umulige,” siger Astrid Saalbach om den omsorg eller mangel på samme, der står så centralt i bogen. Ikke som en kritik af plejecentrene og deres ansatte. Men som en kritik af et system, understreger hun.

Vi hylder det unge og robuste

”Jeg kan ikke lade være med at tænke: Revolution!” siger Astrid Saalbach, der ikke mener, det, vi har nu, fungerer. Det skal gentænkes. Men i stedet slukker vi en brand her og filer lidt på systemet der.

”Vi har i den grad fået klemt nogle af de værdier, vi troede, vi havde. Vi behandler alle, der ikke er robuste, sunde og højtlønnede, dårligt og værdsætter ikke nogen form for skrøbelighed, selv om det i virkeligheden kendetegner os som mennesker: At vi kan passe på noget, der ikke kan klare sig selv.”

Kendt forfatter: ”Omsorg er en superkraft, ikke alle har”

Det er derfor, børn og unge har det dårligt, og derfor de gamle har det dårligt, mener hun. I virkeligheden er det en ret kort tid i ens liv, hvor man klarer sig selv, lyder hendes pointe. Men det har vi glemt. I stedet tror vi, at vi kan betale os fra alting.

Det troede den 93-årige hovedperson i bogen, Thorkil, også længe. Han var en privilegeret mand fra den øvre middelklasse, der boede i en dyr lejlighed i det velhavende Hellerup. Men i sin hjælpeløshed bliver den tidligere ingeniør, der er vant til at bestemme og er ”patriark i gammeldags forstand”, fuldstændig afhængig af kvinderne omkring ham.

Kvindemagt

Pludselig er det social- og sundhedspersonalet på plejecentrene, sygeplejerskerne på hospitalet og hans døtre, der afgør, hvor meget han skal drikke, hvilken vej hjulene på hans kørestol skal vende, og at han ikke selv må stavre ud på badeværelset.

”Han har virkelig aldrig regnet kvinder for noget særligt, men nu bliver rollerne vendt om. Nu er det dem, der har magten over ham. Piben får en anden lyd, også i forhold til hans ømmeste punkter, både fysisk og psykisk. Fallos er faldet i bogstaveligste forstand,” siger hun med reference til Thorkils smerter i penis, der er så dominerende, at alt i hans liv til sidst drejer sig om dem.

”Og kvinderne i bogen bruger magten. Kvindemagten bliver udøvet på livets alleryderste. Men de bruger dem på så små ting, for eksempel, at han ikke må bande af smerte. Hvorfor ikke bruge den på noget større?”

For eksempel at ændre systemet, foreslår Astrid Saalbach.

”Hvorfor gør vi ikke det, når vi på mange måder har fat i den lange ende?”

Danskerne bakker op om højere løn og bedre vilkår til velfærdsarbejdere

Helte eller nyttige idioter

For kvinderne, omsorgen og den nedslidte velfærdsstat hænger sammen, mener hun.

Det handler om, hvad vi som samfund synes, er noget værd. Hvad vi giver anseelse. Og at vi har besluttet, at det ingeniørarbejde, som Thorkil har udført igennem sit liv, er langt flere penge værd end den omsorg, han bliver så afhængig af.

”Hvad vil du helst have med dig, når du ligger og dør? ” spørger Astrid Saalbach og understreger, at det handler om os alle sammen. Vi skal alle dø. Høj eller lav. Her gør det ingen forskel, om du er tidligere minister – en af dem, Thorkil møder på plejecenteret.

”Hvordan kan det være, at du kan tjene formuer på at flytte rundt på nogle penge eller på at lave lobbyisme for en stærkt klimaskadelig organisation? Hvad er det, vi værdsætter i vores samfund?” spørger forfatteren og peger på, at den omsorg, som i virkeligheden er noget meget personligt både for dem, der giver og dem, der får, bliver afkrævet både pårørende og personale som om det var en vare. Døtrene i bogen har aldrig haft et nært forhold til Thorkil, men er tvunget til at få det nu, mens skiftende medarbejdere, Thorkil aldrig får en relation til, kigger ind på stuen som et fotoalbum af ukendte ansigter.

”Man siger til personalet, at de skal give omsorg, men der er jo ingen, der har tid til at sidde med nogen i hånden, sådan som tingene er nu. Der må man løbe. Jeg har aldrig set nogen løbe så meget som på nogle af de steder, min far var. Især på hospitalet. Og her tænkte jeg, at på en måde er de kvinder helte – og på en måde er er de nyttige idioter.”

Får aldrig gevinsten

Astrid Saalbach er overbevist om, at det netop er tanken om at være noget for andre, de allerfleste i velfærdssektoren er gået ind i faget med. Noget, de aldrig kommer til, for der mangler tid og ressourcer.

”Når man yder omsorg, så forestiller jeg mig, at det er ligesom, når man holder et spædbarn. Man får nogle hormoner, som får en til at få det godt. Men hvis du bliver tvunget til hele tiden at yde omsorgen, men aldrig har tid til at få gevinsten, så dræner du dig selv og bliver hård i filten. Når du hele tiden er træt og har dårlig samvittighed.”

Og den situation kommer du som personale automatisk i, fordi systemet ser ud, som det gør, mener Astrid Saalbach. De kommer til at svigte. De ved, de ikke kan være hos Thorkil om fem minutter, selv om de siger det. I stedet går der to timer, mens Thorkil skriger af smerte.

”Der var en patient på hospitalet, der var forsvundet, samtidig med, at sygeplejersken stort set var alene på afdelingen. I må ikke skælde mere ud, sagde hun til de pårørende, og hun var virkelig topprofessionel og gjorde, hvad hun kunne. Men de pårørende var i oprør.”

Der var kaos på afdelingen, og synd for sygeplejersken, mener Saalbach om den ”helt almindelige dag på hospitalet”, hvor hun lige som andre steder kunne se en sammenhæng mellem den tid, personalet havde, og den empati, de udviste.

”Man får en forbundethed og en dyb taknemmelighed, når der er noget, der bare fungerer nogenlunde eller man kan se, at de prøver. En virkelig, virkelig stor taknemmelighed. Omvendt bliver man afmægtig, når man møder en total mangel på situationsfornemmelse, fordi man er så afhængig.”

Spiller på skyldfølelse

Alligevel er det det, vi hører fra politikerne: At det handler om omsorg. Og at de pårørende skal på banen.

”Det, de i virkeligheden mener, er kvinder. At kvinderne skal på banen. Ikke noget med at have fri Store Bededag, samtidig med, at man skal passe sine eventuelle børnebørn, fordi daginstitutionerne også er udsultet. Så man er fanget,” siger Astrid Saalbach, der bliver ekstra vred, når budskabet kommer fra kvinder.

”Når det kommer fra en kvindelig statsminister og en kvindelig borgmester fra Greve, eller hvor hun kom fra. De ved det godt, men jeg tror bare ikke, de har forstået det. I stedet spiller de på den skyldfølelse, man i forvejen har til op over begge ører over sådan et forløb.”

Og det lyder så godt, når politikerne siger det. Lige som navnene på plejecentrene i bogen, Lindely, Tranehaven, Jægersborghave, der lyder så idylliske.

”Det er løgn det hele. At holde i hånd er vi langt forbi. Der er ikke nogen til at holde dig i hånden. Ikke engang døtrene har tid til det længere.”

For døtrene sniger sig fra arbejdet, så chefen ikke opdager det. Sniger sig væk for at yde det, velfærdsstaten ikke kan, for bare at sikre et minimum. For hvis døtrene ikke vaskede det tøj, der var sølet til i Thorkils afføring, får han det snavsede tøj på. Hvis ikke døtrene påpegede, at Thorkil ikke længere kan tage sine piller og drikke sit vand selv, blev personalet ved med at sætte nye vandglas på natbordet.

Diskussion om tre kroner

Hvorfor finder vi os i det, spørger Astrid Saalbach.

”Det bliver en total malkning af det kvindelige omsorgsgen, som jeg i øvrigt ikke tror findes. Men omsorg er blevet en kvindeting, og vi må have en eller anden krog, der gør, at man kan hænge det på os – at vi lader det ske,” siger Astrid Saalbach og slår en stille latter op.

For dagen før vi sidder i hendes skriveværksted i et baghus i Nansensgade, var det kvindernes sidste arbejdsdag. Altså den dag på året, hvor kvinderne i virkeligheden burde nedlægge arbejdet resten af året, hvis altså kvinder skulle have samme løn som mænd. I stedet arbejder vi gratis – som pårørende – eller for en dårlig løn – som medarbejdere.

”Og så bliver det til en diskussion om tre kroners lønstigning. Det er da klart, at sosu-assistenter skal have meget mere. Det er da klart, at omsorg burde have anseelse. Vi skal have den diskussion. En diskussion om, hvordan hele vores system er bygget op.”