Andelen af ufaglærte stiger: Sådan ser det ud i din kommune

Antallet af ufaglærte i ældreplejen stiger, og der er store forskelle fra kommune til kommune. Udviklingen kan gå ud over kvaliteten, mener FOA.
i dag kl. 07.42
Der bliver hele tiden flere ældre, der har brug for hjælp og støtte i hverdagen.
Samtidig falder antallet af faglærte medarbejdere, der skal tage sig af dem. Det viser en ny gennemgang af data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
På ti år er andelen af ufaglærte i kommunerne steget fra 12 til 22 procent. Det vil sige, at over en femtedel af de ansatte social- og sundhedsmedarbejdere ikke har en relevant faglig uddannelse.
De ufaglærte medarbejdere gør også deres bedste, men det kræver uddannelse at levere pleje og omsorg af høj faglig kvalitet
Tanja Nielsen, sektorformand i FOA
En udvikling, der vækker bekymring hos sektorformand i FOA Tanja Nielsen.
“Vi frygter, at det går ud over kvaliteten af den omsorg og hjælp, vi kan tilbyde vores ældre. De ufaglærte medarbejdere gør også deres bedste, men det kræver uddannelse at levere pleje og omsorg af høj faglig kvalitet,” siger hun.
Store forskelle mellem kommuner
Men der er stor forskel på, hvor mange ufaglærte der er ansat i landets kommuner.
Aarhus, Samsø og Lyngby-Taarbæk topper listen. Her er mere end 30 procent af social- og sundhedsmedarbejderne ufaglærte.
I den laveste andel finder vi blandt andre Brøndby, Fredericia og Stevns, hvor andelen ligger på henholdsvis 8,9, 10,9 og 11,7 procent.
Det er dog ikke kun de ældre, der risikerer at mærke det, når en kommune har et højt antal ufaglærte. Det lægger også et øget pres på de faglærte kollegaer, understreger Tanja Nielsen:
”Vi er i fuld gang med at gennemføre en historisk ældrereform, der netop sætter de ansattes faglighed i fokus. Det her trækker i den modsatte retning.”
Se kortet
Hvis udviklingen skal vendes, er det ifølge sektorformanden vigtigt blandt andet at få etableret de nødvendige praktikpladser i kommunerne og regionerne.
“Vi kunne allerede i dag optage langt flere, hvis der var pladser nok,” siger Tanja Nielsen.
“Derudover handler det om at forbedre uddannelserne, og give plads til de unge og voksne, der har evnen, viljen og lysten til at gøre en indsats på området.”
Dyk ned i, hvordan det ser ud i din kommune, i kortet herunder.