Ambulancepersonale nedlagde arbejde efter ”totalt svigt” fra regionen

Fra 09:30 til 10:30 onsdag nedlagde ambulancepersonale fra Hovedstadens Beredskab arbejde. Arbejdsnedlæggelsen blev beskrevet som et fagligt møde af deltagerne.  Presse-fotos.dk

Ambulancepersonale ansat af Hovedstadens Beredskab nedlagde onsdag arbejdet i en time. Det skyldes, en voldsom episode som fik ambulancepersonalet til at føle sig svigtet af deres arbejdsgivere.

12. november 2021

Omkring 40 ansatte og 7 ambulancer mødte onsdag morgen op på Rådhuspladsen i København for at vise deres utilfredshed med Region Hovedstadens Akutberedskab. 

Det kom efter en voldsom episode torsdag i sidste uge, hvor to reddere ikke fik tid til debriefing efter en situation, hvor de havde følt sig meget truet. 

"Vi har haft en fortsat dalende, og nu komplet ikkeeksisterende tillid til ledelsen i Akutberedskabet," siger Emil Staunsager, der er talsmand for de tilstedeværende reddere og ambulanceførere. 

Redder om personaleflugt: ”Ærligt talt kan jeg ikke se en løsning”


"Vi har igennem flere år forsøgt at råbe op om arbejdsforholdene, og nu er det for sent. Der er en kæmpe redder-flugt, og vi står overfor en krise".

Ambulancepersonalet vil ikke udtale sig om selve episoden i torsdags, men i korte træk handler det om, at en ambulance blev sendt ud til en psykisk syg mand, der var meget truende i sin adfærd og angiveligt var bevæbnet. 

Efter episoden var redderne meget påvirkede. Alligevel forventede Akutberedskabet, at de skulle tage en opgave umiddelbart efter. Redderne selv tog kontakt til deres arbejdsgiver, Hovedstadens Beredskab, og blev taget ud af drift for resten af aftenen. 

Arbejdspres og voldsomme oplevelser:  PTSD-alarm blandt reddere og brandfolk

Tilliden skal genopbygges 

"De pågældende reddere burde være blevet grebet af Akutberedskabet og taget ud af drift med det samme, så man kunne sikre sig, at de var okay," siger Andreas Keil, der er fællestillidsrepræsentant for ambulancepersonalet i Hovedstadens Beredskab. Hovedstadens Beredskab er underlagt kontraktlige forhold af Akutberedskabet i Region Hovedstaden. Han er desuden kandidat for Socialdemokratiet ved kommunalvalget. 

"Jeg er rasende. Det er et komplet svigt, og vi er alle meget berørte af det."

Ambulanceredderne i Hovedstadens Beredskab er rystede over episoden. 

"Jeg har ingen tillid til Akutberedskabet længere, og vi mener, at det kræver politisk indblanding. Vi vil have regionsrådet til at kigge på Akutberedskabets procedure i sådanne tilfælde," siger Andreas Keil. 

"Det tyder på, at Akutberedskabet er en umoden organisation, der ikke kan håndtere ambulancedrift. De har fokus på effektivitet frem for trivsel."

Emil Staunsager genkender følelsen. Han mener, at dele af ledelsen i Akutberedskabet skal udskiftes, før tilliden kan genopbygges. 

"Der er flere personligheder i Akutberedskabet, som vi simpelthen ikke stoler på. Ledelsen skal erstattes af folk med større kendskab til redernes arbejde," siger han. 

"Vi vil lyttes til, og vi vil indgå i en dialog, for det sker ikke nu."

At skyde kanoner mod gråspurve 

Ambulancepersonalet mener ud over den dårlige krisehåndtering, at ledelsen misbruger personalet til opgaver, der ikke er indenfor deres sundhedsfaglige rammer.  Det udtrykker sig for eksempel ved, at der bliver sendt ambulancer ud til situationer, hvor de ikke er nødvendige. 

"Vi har kørt ud til folk, der havde forstuvede fødder efter at have spillet badminton og til kærestepar, der har været oppe at skændes," siger han. 

"En ambulance er et meget dyrebart redskab, og vi er et meget specialiseret personale med en masse sundhedsfaglig viden. Når vi skal køre de her minimalt relevante ture, betyder det, at vi ikke kan være der til de reelt akutte situationer. Det er ligesom at skyde gråspurve med kanoner," siger Emil Staunsager.

 

I FOA er man opmærksom på de problemer, der i længere tid har ulmet hos beredskabet.
"Vi er i den grad inde i sagen," siger Reiner Burgwald, sektorformand for Teknik og Service i FOA. 
"Vi har hørt fra medlemmerne, hvor hårdt pressede, de er i deres job. Derfor har vi også rettet en henvendelse til Danske Regioner, og bedt om at komme i dialog med dem. Vi regner med komme med nogle mulige løsninger." 

 

Ambulancepersonalet var på Rådhuspladsen i en time. I den tid blev det akutte beredskab opretholdt. 

Artiklen er opdateret med svar fra Region Hovedstaden

Svar fra Region Hovedstaden

Fagbladet FOA har efter artiklen udkom fået svar på nedenstående spørgsmål fra Region Hovedstaden.

- De, der nedlagde arbejde, siger at de har mistet al tillid til ledelsen i akutberedskabet. Hvorfor tror I at det er?

"Vi er opmærksomme på, at ambulancepersonalet er utilfreds med arbejdsmiljøet og rammerne for deres arbejde. Fra Region Hovedstadens side vil vi gerne understøtte, at rammerne for arbejdet er gode, men det er vigtigt at holde fast i, at det naturligvis er Hovedstadens Beredskab, der har ansvaret for et godt arbejdsmiljø og lignende for deres medarbejdere. De rammer, som regionen har lagt for arbejdet, har Hovedstadens Beredskab (HBR) accepteret, da de bød på og skrev kontrakt med regionen om ambulancedrift, og de har været uændret siden kontraktstart."
- De har blandt andet oplevet, at der ikke bliver givet tid til debriefing efter en meget alvorlig episode sidste torsdag. Der var fra akutberedskabets side, en forventning om at de involverede reddere tog en ny opgave med det samme. Er det forsvarligt?

"I det konkrete tilfælde var det den pågældende ambulances første og eneste tur. Personalet blev taget ud af almindelig drift, og Hovedstadens Beredskab har oplyst til regionens Akutberedskab, at de selv har fulgt op med de pågældende medarbejdere, ligesom Akutberedskab også har tilbudt det samme. Set i bakspejlet burde Akutberedskabet selvfølgelig have informeret ambulancepersonalet mere præcist om borgerens situation, så de ikke blev utrygge ved at møde ham. Personalet er blevet tilbudt en debriefing-samtale, og Akutberedskabet har sat gang i en hændelsesanalyse med alle involverede parter."

- Hvad vil I gøre for at genopbygge den tillid, der er gået tabt?
"Regionen har taget flere initiativer, der kan forøge ambulancekapaciteten og forbedre fleksibilitet. Desuden er vi i dialog med ledelse og tillidsrepræsentanter i HBR om, hvordan vi kan samarbejde i den resterende kontraktperiode. Det er vigtigt at fastslå, at trods presset på ambulancedriften kan regionens borgere regne med, at der kommer en ambulance, når de bliver akut syge. Ambulancer til de mest akutte og livstruende syge kommer hurtigt frem i Region Hovedstaden. Men der er pres på akutområdet i hele landet, og det påvirker ventetiden på ambulancekørsler generelt, men udrykningskørsler prioriteres som altid."