Allerede som 5-årige får børn deres første skærm: Forsker peger på tre dilemmaer

En af de svære dilemmaer er for eksempel, når det sociale liv rykker ind i de flimrende skærme.

Her vurderer forældre til de ældste børn oftere end forældre til yngre børn, at skærmbrug kan styrke børns fællesskaber. Samtidig oplever en betydelig andel af forældre til de ni og 10-årige, at skærmen er nødvendig for barnets deltagelse i sociale fællesskaber. Paradoksalt nok vurderer flere forældre dog også, at skærmbrug kan tage tid fra fysisk samvær med venner. Skærmenes rolle i forhold til fællesskaber er altså kompleks. 

”Det kan både føles, som om det styrker fællesskabet, hvis man er med i tråden. Men det kan også være med til at få barnet til at føle sig udenfor. For eksempel hvis man ikke er på Snapchat. Det kan fylde helt indtil du møder ind i klassen dagen efter. Fordi der ofte er en hel masse referencer, som han eller hun ikke har været en del af og at man derfor ikke forstår joken.”

Så snart der dannes grupperinger, er der også risiko for, at nogen står udenfor, lyder det fra Kasper Merling Arendt. Derfor har man i mange klasser også forsøgt at lave aftaler om eksempelvis at udsætte, at barnet får en smartphone og i stedet forsyner børnene med dumbphones. Men det kræver, at forældregruppen er enig for at undgå eksklusion.

”Det er et vanvittigt svært felt, som vi bliver nødt til at forholde os til. For vi kan ikke trylle skærmene væk, de er her for at blive.”

Blandt børn mellem seks og otte år fortæller lidt over en tredjedel, at de har set eller oplevet noget på skærme, som gør dem bange eller kede af det. Problemet er, at forældrene ofte ikke ved det, siger Kasper Merling Arendt. Og det viser, at det er noget, der er vigtigt at tale om.

”Børn opfatter mange gange noget som uhyggeligt, som forældrene ikke ser som skræmmende. Hvis der blandt andet er blod, så synes børn, at det er meget skræmmende, mens spøgelser, monstre og vampyrer, kan føles fine nok, selv om forældrene tror, barnet er skræmt af det. Så der er en forskel på, hvad forældre tror er uhyggeligt for børn, og på hvad børn rent faktisk synes er uhyggeligt.”

Den kløft afspejler tallene. For mens det kun er otte procent af forældre til seksårige børn, der siger, at deres barn har haft ubehagelige oplevelser, siger 34 procent af børnene, at de har oplevet noget ubehageligt.

Derfor mener han, at de voksne skal have en langt større nysgerrighed på, hvad der sker på skærmen.

”Det er en god idé at tale mere om, hvad der kan være uhyggeligt, og hvad der måske er helt ok, for vi ser, at børn og voksne taler forbi hinanden. For vi ved, at så snart man kommer på internettet, så er vejen til noget ubehageligt meget kort. Man kan nemt komme til at blive præsenteret for noget, man ikke havde regnet med. Det sker lynhurtigt.”

Kun en meget lille del af forældrene synes, at skærmene har en positiv indvirkning på deres barns humør.

Børn i alle aldre fortæller, at det er svært at stoppe, når de er på skærm. De yngste reagerer med vrede eller de bliver kede af det, når de ikke må mere, mens de ældre har færre problemer med at aflevere mobiltelefonen.

”Alligevel er den gruppe, der synes at skærmene er uproblematiske cirka lige så stor som den, der er kritisk over for skærmene. Det har alligevel overrasket mig,” siger Kasper Merling Arendt.

Til gengæld siger forældre til yngre børn, at skærmene får barnet til at falde til ro, mens der blandt forældre til ældre børn ikke bliver peget på skærmenes beroligende effekt. Forældrenes bekymring i forhold til søvnproblemer stiger i takt med omfanget af skærmtiden.

”Der er et dilemma, når det gælder skærmbrug og trivsel, det er der ingen tvivl om. De situationer, hvor forskningen eksempelvis peger på, at skærmene kan styrke trivslen, er, når børn ser godt, alderssvarende indhold, gerne sammen med en voksen, som kan være med til at sætte det i kontekst og hjælpe barnet med at forstå det, der foregår på skærmen,” siger han.

Og så er det selvfølgelig vigtigt, at der er en balance mellem skærmbrug og alt andet, som fylder i et barns liv.

”Det er vigtigt, at skærmen ikke fylder det hele i løbet af dagen. At der er balance mellem at få bevæget sig, være kreativ og være sammen med andre børn og voksne.”