Alarmerende tal bekræfter udfordringer i børnehaverne: ”Kæmper for at få enderne til at hænge sammen”

Resultaterne af kvalitetsundersøgelsen for børnehaver peger på flere udfordringer. Men der er også mange steder, man kan sætte ind med løsninger, påpeger både FOA og en ekspert.
i dag kl. 07.05
Kun 9 procent af stuerne i de danske børnehaver har kvaliteten ‘God’, når det gælder det pædagogiske læringsmiljø.
Og i den anden ende af skalaen har 28 procent af daginstitutionerne en 'Utilstrækkelig' kvalitet på samme område.
”På nogle punkter bliver man trist, overrasket og får ondt i maven,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
"Omvendt bekræfter det også det, vi hører fra vores medlemmer om den daglige kamp, de kæmper for at få enderne til at hænge sammen.”
Ordene falder som reaktion på undersøgelsen 'Kvalitet i dagtilbud’ - for 3-5-årige børn i kommunale daginstitutioner.
Undersøgelsen, der præsenteres i dag, er foretaget af VIVE og EVA for Børne- og Undervisningsministeriet.
På 63 procent af stuerne i daginstitutionerne vurderes det pædagogiske læringsmiljø til at have 'Tilstrækkelig' kvalitet. Det er dog ikke nok til at gøre en positiv forskel for børn i udsatte positioner (se flere tal i faktaboks).
Mange steder at tage fat
Ifølge Thomas Enghausen er der flere områder, hvor der findes løsninger som kan vende de udfordringer, som daginstitutionerne står med – der skal mere pædagogisk personale, der skal være faglig, nærværende tilgængelig ledelse, de ufaglærte skal tilbydes et målrettet introforløb, og der skal være bedre normering og fysiske rammer.
”Vi bruger vores indflydelse og er i dialog med politikerne om, at der skal flere penge til institutionsområdet,” siger han.
Men det hele handler ikke kun om økonomi.
”Vi kan godt råbe ’send flere penge’ til politikerne, men som fagforening er også vigtigt, at vi diskuterer, hvad det gode børneliv er. Hvordan skal det se ud i 2026 og 2030? Hvad skal vi satse på, hvad halter og er der nogen blinde pletter?” siger næstformanden.
Øvrige resultater:
- I 27 procent af daginstitutionerne vurderes to stuer med pædagogiske læringsmiljøer i forskellige kvalitetskategorier.
- På 45 procent af stuerne bliver børnene ’jævnligt’ eller hyppigere mødt med irettesættelser.
- På 65 procent af stuerne er personalet ’sjældent’ eller ’af og til’ opmærksomme på børnenes fællesskaber.
- Personalet er på 76 procent af stuerne ’sjældent’ eller ’af og til’ aktive i forhold til at udfordre legen.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Børne- og Undervisningsministeriet.
Ikke den enkeltes skyld
Det er på den baggrund, at den pædagogiske sektor i FOA i foråret 2025 tog initiativ til rundbordssamtaler med væsentlige aktører på institutionsområdet – borgmestre, praktikere, undervisere, forskere m.m.
”Formålet er at få en samtale om, hvad vi vil med vores daginstitutioner, hvordan får man skabt et godt børneliv, og hvordan løfter vi kvaliteten. Vi tror på, at det er i de samtaler nogle af løsningerne kan ligge,” siger han.
Thomas Enghausen kan godt forstå, hvis man som medarbejder på institutionsområdet oplever rapporten som en stor hammer, der rammer en i hovedet.
”Man skal huske på, at det, rapporten viser, ikke er møntet på den enkelte medarbejder. Men når vi arbejder med mennesker, skal vi kunne rumme, at der er ting, vi kan gøre bedre, så vi tør stille hinanden spørgsmålet – hvorfor er det, man kommer til at råbe højt, eller overser de stille børn. Og så skal man huske, at der også er steder, hvor det går godt.”
Mangler arme og ben
Børnepsykolog Grethe Kragh-Müller ved DPU har sammen med psykolog Charlotte Ringsmose ved Aalborg Universitet udviklet evalueringsredskabet KIDS, der er blevet anvendt i ’Kvalitet i dagtilbud’-undersøgelsen.
Hun siger, at resultaterne harmonerer godt med det indtryk, hun får, når hun færdes ude i daginstitutioner – og det indtryk er, at der på en del områder er plads til forbedring.
”Min første tanke var, at nu har vi givet en masse penge til psykiatri og fængsler. Så hvad med at finde lidt flere penge til at give børnene gode betingelser for trivsel og udvikling? Så kunne vi sikkert ende med at spare en masse penge på psykiatri og fængsler,” siger hun.
Grethe Kragh-Müller peger på, at der er mange ting omkring de fysiske rammer i daginstitutionerne, der relativt let kan optimeres.
Baggrund om undersøgelsen:
"Den nationale undersøgelse af kvalitet i daginstitutioner for 3-5-årige børn bygger på data fra en repræsentativ stikprøve på 100 daginstitutioner.
Datagrundlaget består af data fra observationer, data fra kommuner og daginstitutioner, registerdata samt interviews med personale i 10 af de deltagende daginstitutioner.”
Kvaliteten i de pædagogiske læringsmiljøer er undersøgt med observationsredskabet KIDS 3.0 National.
Observationer med KIDS-redskabet er gennemført af eksterne certificerede observatører med pædagogisk uddannelse over en dag fra kl. 8.30 til 15.30. Der er observeret på to stuer i daginstitutionerne.
Redskabet undersøger via 57 spørgsmål det pædagogiske læringsmiljø på tværs af tre områder: ’relationer’, ’leg og aktivitet’ samt ’fysiske omgivelser indendørs og udendørs’.
Forskning viser, at de tre områder er vigtige kontekster for børns trivsel og udvikling."
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Børne- og Undervisningsministeriet.
”Især indendørs kunne man på mange områder godt udvikle kvaliteten. Det nytter jo for eksempel ikke noget, at dukkerne mangler arme og ben,” siger hun.
”Med mere omsorg i indretningen kan man komme langt. Hvis man gør sig lidt umage med at stille legematerialerne frem, så de ser indbydende ud, leger børnene faktisk bedre i længere tid.”
Hæv det faglige niveau
Børnepsykologen mener også, man skal kigge på grupperummene, som de typisk ser ud i en børnehave. De er ofte for små, mener hun, og understøtter ikke i tilstrækkelig grad et spændende og udviklende læremiljø.
Og så mener Grethe Kragh-Müller ligesom FOA, at der skal fokuseres på at hæve det faglige niveau for hele det pædagogiske personale – fra kurser til pædagogmedhjælpere til videreuddannelse af personalet til pædagogiske assistenter og pædagoger.
Hvis man gør sig lidt umage med at stille legematerialerne frem, så de ser indbydende ud, leger børnene faktisk bedre i længere tid.
Grethe Kragh-Müller, børnepsykolog
”Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem uddannelse og kvalitet. Hvis man har viden om små børns udvikling, kan man meget nemmere tilrettelægge sit arbejde, og hvis man har en ordentlig vidensbank at trække på og viden om værdierne i det pædagogiske arbejde, bliver det lettere,” siger hun.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger, at resultatet skal være "markant bedre", næste gang kvaliteten i børnehaver undersøges.
"Jeg er glad for, at vi for første gang har fået lavet denne undersøgelse af børnehaverne. Men den understreger også, at vi er kommet for sent i gang med investeringer i børnehaven. Der er nu blevet ansat flere, lønningerne er hævet markant, og vi får en ny pædagoguddannelse," siger han i en pressemeddelelse.
"Det er alt sammen meget godt. Men det burde vi have prioriteret for mange år siden. Jeg kommer til at følge kvaliteten tæt den kommende tid."
Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der - udover et lønløft og en ny pædagoguddannelse - fortsat skal prioriteres penge i opkvalificeringspuljen til pædagogisk personale i dagtilbud.
Regeringen har også trepartsforhandlinger på vej omkring et kvalitetsløft af den pædagogiske assistentuddannelse, og kommunerne får desuden 1,8 milliarder kroner årligt til at leve op til lovkravet om minimumsnormeringer.
Seks indsatsområder
Selve undersøgelsen peger på seks hovedområder, hvor der kan sættes ind med forbedringer:
Samspil med børnene – der er behov for at styrke sensitive samspil og relationer mellem personale og børn og for at mindske irettesættelse.
Børnefællesskaber – der er behov for at støtte børnenes indbyrdes samspil, relationer og fællesskaber.
Leg – der er behov for at fremme børns leg og støtte deltagelsesmuligheder i leg.
Aktiviteter – der er behov for at styrke børns perspektiver og engagement i pædagogiske aktiviteter.
Børn i udsatte positioner – der er behov for at styrke støtten til og deltagelsesmuligheder for børn i udsatte positioner.
Fysiske rammer indenfor – der er behov for at udvikle de fysiske omgivelser indenfor, så de fremmer leg, fordybelse og mulighed for ro.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for Børne- og Undervisningsministeriet.