150 patienter på én dag: Portørerne klar til historisk hospitalsflytning
Når Aalborgs supersygehus åbner dørene for de første patienter, har portørerne Lotte Dalsgaard og Steffen Kusk Jensen længe været i gang med oplæring af kollegerne til den store opgave.
i dag kl. 10.23
Mens store dele af befolkningen kan nyde vinterferien i februar, vil en af de største patientforflytninger herhjemme begynde.
Hver tredje minut skal en patient flyttes fra et af Aalborgs gamle hospitaler til det nye supersygehus. Alene den første dag skal mellem 150 og 180 patienter flyttes. Det svarer til omkring 20 i timen.
”Vi var på det første besøg i den nye hospitalsby for flere år siden og er kommet der hyppigt det seneste år for at tilrettelægge oplæringen af vores kolleger,” fortæller Lotte Dalsgaard.
Hun er uddannelsesvejleder i patientlogistik og har samarbejdet om projektet med kollegaerne Steffen Kusk Jensen, Morten Neiman og Mette Blaaberg.
Der er stor forskel på, hvor hurtigt man lærer. Nogen har behov for at gå de samme gange igen og igen, før ruterne sætter sig fast.
Lotte Dalsgaard, portør
Oplæringen af kollegerne består blandt andet i matrikelkendskab, så de henved 150 portører kan finde rundt i det nye supersygehus.
”Vores gamle sygehuse, som vi kalder ’sygehus syd’ og ’sygehus nord’, er blevet udbygget gennem årene ved knopskydning. Der er man nødt til at lære at finde rundt på den hårde måde, learning by doing.”
”Det nye hospital har en klar struktur, hvor alle huse og sengetårne har et bogstav. A står for eksempel for Akuthuset. Efter bogstavet følger et tal, som angiver etagen, derefter kommer et tal for gangen, og til sidst et tal for rummet. Så hvis jeg får en besked om at hente en patient på J5.202, så skal jeg til sengetårn J, 5. sal, gang 200, rum 2,” forklarer Steffen Kusk Jensen.
Systemet skal gøre det nemmere at finde rundt, men man skal lige lære det at kende først, understreger de to uddannelsesvejledere.
Saml puslespillet
En projektleder har stået for den overordnede planlægning, hvor portørerne kommer på oplæring fem hele dage fordelt på et halvt år. Her lærer de blandt andet, hvor indgangene og elevatorerne er placeret.
”Nogen har brug for at se tingene fra oven, så vi har for eksempel tegnet et kort over forhallen og klippet modeller af de forskellige bygninger ud, og så skal kollegerne samle puslespillet, så husene ligger rigtigt i forhold til forhallen,” fortæller Lotte Dalsgaard.
Andre orienterer sig efter farver eller ved at se ud ad vinduerne, men det kan man jo ikke i de lange kældergange.
”Vi har en stor aldersspredning fra 19 til 70-års alderen, og der er stor forskel på, hvor hurtigt man lærer. Nogen har behov for at gå de samme gange igen og igen, for ruterne sætter sig fast".
I det nye supersygehus vil portørerne primært få vagter i en enkelt bygning, så de vil hurtigt lære deres nye område at kende. Men de skal også kunne indgå i vagtteam, der arbejder i andre enheder, fortæller Lotte Dalsgaard.
”Derfor er vi nødt til hele tiden at bygge ovenpå i oplæringen, så alle føler sig trygge, når udflytningen går i gang.”
Nye robotkolleger
Det nye supersygehus er langt mere digitalt end de gamle. Alt kommer til at køre over smartphones, fortæller Steffen Kusk Jensen.
”I mange år har vi brugt en gammeldags bipper ved hjertestop, men de bliver udfaset. I stedet skal vi lære at bruge forskellige apps ved forskellige typer af opgaver.”
I den nye hospitalsby får portørerne også nye kolleger i form af robotter, som skal transportere blandt andet linned, medicin og tomme senge.
”Vi skal lære at arbejde sammen med robotterne og i den forbindelse arbejde i forskellige IT-systemer blandt andet ved bestilling af senge og diverse udstyr. Alle ting som for eksempel kørestole og apparatur er tagget med GPS, så man ved, hvor man kan finde det. Alt dette skal portørerne også lære at betjene”, siger Steffen Kusk Jensen.
Nogle af kollegerne synes, det er en kæmpe omvæltning efter et langt arbejdsliv på et af de gamle sygehuse. Men stemningen er god, understreger de to portører.
”Vi er en meget dedikeret gruppe medarbejdere, som er glade for arbejdet, åbne og nysgerrige i forhold til det nye, der i øvrigt byder på gode fysiske rammer. Der er højt til loftet, lys, luft og bedre plads til at arbejde på,” siger Lotte Dalsgaard.
Vi er specialister i forflytning, så den er mest mulig skånsom for patienten og ergonomisk korrekt for medarbejderne.
Steffen Kusk Jensen, portør
Hele året har sygehusene i Aalborg ansat ekstra portører for at være klar til den store udflytning.
”Vi har fået omkring 55 nye kolleger i 2025. Det er en kæmpe oplæringsopgave, som vi ikke er færdig med endnu, men det bliver vi, så bemandingen er på plads til februar,” siger hun.
Flyttetest fik fint
I efteråret var Steffen Kusk Jensen og Lotte Dalsgaard med til en test af selve udflytningen.
”Alle patienter får et nummer, og så er det portørernes opgave at hente patienterne på afdelingerne og køre dem ned i forhallen i en specifik rækkefølge. Her bliver de placeret på en omladestation, hvor to portører og to ambulancepersonaler står klar til at flytte patienten over på en ambulancebåre,” fortæller Steffen Kusk Jensen.
”Vi er specialister i forflytning, så den er mest mulig skånsom for patienten og ergonomisk korrekt for medarbejderne,” tilføjer han.
Derefter kører ambulancen de henved 11 kilometer til det nye supersygehus, hvor to andre portører og ambulancepersonale står klar til at modtage patienten.
”I ambulancen er også en sundhedsfaglig person af hensyn til patientsikkerheden. Nogle af patienterne vil jo eksempelvis være kritisk syge og skal derfor følges tæt under hele overflytningen,” siger Steffen Kusk Jensen.
Et canadisk flyttefirma står for den overordnede organisering af flytningen. Firmaet Health Care Relocation laver ikke andet end at hjælpe med patientflytninger i stor skala i hele verden.
Sygeplejefaglig direktør Lisbeth Kjær Lagoni spillede patient på testkørslen, hvor alt gik som smurt. Det gør det også, når den egentlige flytning går i gang, forventer de to erfarne portører.
De glæder sig til at rykke ind i nye rammer efter 12 års byggeri, der blev forsinket af bl.a. vandskader og skimmelsvamp, men nu står parat til at modtage de første patienter.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk