Virkelighedens stemmer før OK25: Det vil vi kæmpe for

Tillidsrepræsentanter for både social- og sundhedsansatte og handicaphjælpere får en vigtig rolle i overenskomstforhandlingerne for privatansatte. ”De bringer hverdagen ind til forhandlingsbordet,” siger FOAs næstformand Thomas Enghausen.
10. februar
De er spændte. De er nysgerrige. Og de er velforberedte.
Med andre ord: Ann Larsen, Klaus Routh Wiberg og Michelle Schibler er klædt på til den helt særlige opgave, der venter dem i den kommende tid.
Her skal de tre sidde med ved bordet, når der forhandles nye overenskomster på det private plejeområde.
Den opgave er landet hos dem, fordi de alle tre – ud over at være social- og sundhedsuddannede og privatansatte – også er tillidsrepræsentanter.
Og de kommer til at spille en vigtig rolle, forsikrede FOAs næstformand Thomas Enghausen, da han – sammen med resten af forhandlingsudvalget – forleden mødtes med arbejdsgiverne for at udveksle krav.
”Ann, Klaus og Michelle bringer virkeligheden og hverdagen ind til forhandlingsbordet.” siger Thomas Enghausen.
Har toppet som 31-årig
Alle tre stiller med to særlige ønsker til det endelige resultat. For det første skal arbejdsgivernes pensionsbidrag øges. Og dernæst skal anciennitet honoreres bedre og følge personen og ikke – som i dag – følge ansættelsen i det enkelte firma. Det er vigtigt i forhold til at fastholde medarbejdere.
”Hos os stopper ancienniteten efter seks år. Jeg har været der i syv år, men får ikke længere automatiske lønforhøjelser. Så jeg har allerede toppet, selv om jeg kun er 31,” siger Michelle Schibler, der er social- og sundhedsassistent i Forenede Care og tillidsrepræsentant for knap 100 kolleger på et plejehjem i Aarhus.
Tilsvarende stiller Klaus Routh Wiberg også med et ganske konkret forslag, når det handler om pensionsspørgsmålet:
”På vores overenskomst bidrager vi i dag med 2,1 procent og arbejdsgiveren med 10,2. Jeg synes, arbejdsgiveren skal betale hele det beløb. Eller også skal deres bidrag øges. De skal i hvert fald betale mere,” siger Klaus Routh Wiberg, der social- og sundhedshjælper i det midt- og vestjyske firma Kær Pleje.
Lønløft er den store knast
Den store knast i forhandlingerne handler om det ekstraordinære lønløft, som de kommunalt ansatte social- og sundhedsmedarbejdere fik ved trepartsforhandlingerne i 2023.
Ann Larsen, der er social- og sundhedshjælper i DFS Plus, mener, at det lønløft nu skal smitte af på de privatansatte kolleger. Også selv om det kan blive svært.
”Hvis det ikke lykkes, kan det kan betyde, at nogle vil overveje at søge job i det offentlige. Det må arbejdsgiverne gerne vide,” siger Ann Larsen og tilføjer, at hun måske selv vil overveje den mulighed.
”Jeg er jo ikke privatansat for princippets skyld. Jeg vil bare gerne have et godt arbejde. Men lad os nu først se, hvordan det ender.”
Her er FOAs krav til OK25:
Højere løn
Her vil FOA blandt andet fokusere på generelle lønstigninger, balance i forhold til eventuelt ekstraordinære lønstigninger på det offentlige område samt kvalifikations- og erfarings- og funktionstillæg.
Bedre mulighed for efteruddannelse
Her vil FOA blandt andet fokusere på ret til faglært uddannelse efter for eksempel to års ansættelse, fuld løn og pension til elever og mulighed for selv, og virksomhedens forpligtelse til at aftale uddannelsesplaner.
Bedre pension og seniortilværelse
Her står der blandt andet arbejdsgiverbetalte seniordage eller mulighed for kortere daglig arbejdstid uden lønnedgang på FOAs liste.
Godt arbejdsmiljø
FOA ønsker blandt andet, at medarbejderne sikres mest mulig indflydelse på eget arbejde, at de får bedre mulighed for afspadsering og bedre beskyttelse mod opsigelse.
Bedre balance mellem arbejde og privatliv
Her ønsker FOA blandt andet, at retten til barns første sygedag sikres, at der kommer flere ’betalte børns sygedage’, ekstraordinær forhøjelse af tillæg for at arbejde nat, weekend og aften, kortere normer for opgørelse af overarbejde og en 6. ferieuge for alle.
Bedre vilkår for TR og AMR
Her ønsker FOA blandt andet, at forpligtelsen til at indgå løn- og arbejdstidsaftaler for TR og AMR sikres på en måde som sikrer den fornødne tid til arbejdet. FOA ønsker også, at TR og AMR sikres adgang til lønoplysninger om virksomhedens ansatte, ret til en årlig lønforhandling for de ansatte samt krav om om, at TR repræsenterer alle medarbejdere på virksomheden og deltager før ansættelse af nye medarbejdere.
Den danske model og social dumping
FOA ønsker blandt andet, dr indføres en fondsbetaling pr. præsteret arbejdstime, som FOA kan anvende eksklusivt til fordel for medlemmerne af forbundet, på overenskomstens område. FOA ønsker også, at der indføres kædeansvar for virksomhedernes benyttelse af underleverandører, vikarbureauer, outsourcing med mere.
Tre grønne debutanter
Ud over at alle tre er debutanter i rollen som forhandlere, er de også ganske grønne i hvervet som tillidsrepræsentant.
Således har Ann Larsen mindre end to års ballast på posten, og hun forventer, at de kommende ugers intense møder gør hende klogere.
"Og så bliver jeg også en bedre tillidsrepræsentant for de hundrede kolleger, jeg repræsenterer," siger hun.
Læs her: FOAs privatansatte medlemmer er vigtige
Det er også mindre end to år siden, Klaus Routh Wiberg blev valgt. Til daglig repræsenterer han cirka 30 kolleger i Kær Plejes Skive-afdeling, og dem vil han have i baghovedet i de kommende uger.
”Jeg tror, jeg kan fornemme, hvordan de vil reagere på en aftale,” siger han og tilføjer:
”Og så er jeg i øvrigt typen, der beder om en forklaring, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Hvis det er tilfældet, kan jeg jo ikke forklare det derhjemme.”
Michelle Schibler har en smule mere erfaring end de to andre. Hun overtog nemlig posten som tillidsrepræsentant i efteråret 2022. Kort efter landede resultatet af OK23.
”Dér blev jeg virkelig kastet ud i det faglige arbejde. Kollegerne udfrittede mig med alle mulige spørgsmål. Det var ret vildt," mindes hun.

Nattevagt savnede sundhedstjek
Stemmen fra virkeligheden er også repræsenteret i FOAs forhandlingsudvalg, når man i næste uge går i gang med at forhandle nye aftaler for BPA-handicaphjælpere (Borgerstyret Personlig Assistance, red.) Handicaphjælpere minus BPA.
Her deltager Max Minor, der er respiratorisk medarbejder og fast nattevagt i firmaet DUOS.
”Jeg er typen, der siger, hvad jeg tænker. Det kom jeg så til at gøre, da jeg opdagede, at firmaet ikke tilbød nattevagterne det obligatoriske sundhedstjek,” forklarer Max Minor om baggrunden for, at han i juni sidste år blev valgt som tillidsrepræsentant.
Læs her: Handicaphjælperens hjertesuk
Ved OK25 står seks ugers ferie til alle handicaphjælpere højt på hans ønskeseddel. Og så har den 58-årige handicaphjælper – og bedstefar – også et skarpt øje på småbørnsfamiliernes vilkår.
”Hvis du er ansat på overenskomsten Handicaphjælper minus BPA har du hverken barnets første eller anden sygedag. Det skal der rettes op på,” siger Max Minor.
Første forlig er på plads
Søndag blev parterne på industriens enige om det første store forlig på det private område. Det kan du læse om her.
Om kort tid forventes det næste gennembrud på transportområdet. Og herefter følger de aftaler, FOA er involveret i og forhandler med blandt andre Dansk Industri og Dansk Erhverv, afhængigt af hvor de private firmaer er organiseret.
Når aftalerne om nye overenskomster er på plads, sendes de til urafstemning blandt medlemmerne. Det endelige resultat foreligger med stor sandsynlighed sidst i marts eller i løbet af april.
De nye overenskomster har virkning fra 1. marts 2025.