Stella sparede op til sommerferien på to måneder: "Det giver mig et kick at sælge brugt"

I 2014 oprettede Stella en profil på Reshopper, og det har vist sig at være en rigtig god forretning. Privat

Social- og sundhedsassistent Stella Lassen-Hedegaard sælger brugt for flere tusinde kroner om året. Få hendes tips og tricks her.

06. marts

Vinted, Facebook Marketplace, Reshopper, Den Blå Avis, vintagebutikker og loppemarkeder. Listen over steder, hvor man kan sælge og købe genbrug, er lang.

Og danskerne er vilde med det.

I Den Blå Avis’ Genbrugsindeks fra 2024 svarede 81 procent, at de havde købt eller solgt brugte ting inden for de seneste 12 måneder, hvilket er Danmarksrekord.

Mine kollegaer siger, at hvis ikke jeg skulle være på fødegangen, så skulle jeg helt sikkert være sælger

Stella Lassen-Hedegaard , social- og sundhedsassistent og genbrugssælger

Stella Lassen-Hedegaard, der er social- og sundhedsassistent, er en af de danskere, der har gjort det til lidt af en hobby at købe og sælge brugt.

Hun er mor til tre piger og har en profil på Reshopper og Vinted, hvor man kan sælge og købe brugt tøj, legetøj og udstyr til børn.

Råd til sommerferie

Det er ikke småpenge, Stella omsætter for. I december 2024 solgte hun eksempelvis for 1.195 kroner. Penge, der bliver brugt på tøj til døtrene. 

Men der er også blevet råd til større ting. 

Sidste år planlagde familien en tur til Cypern. Alt, hvad der ikke længere blev brugt, røg i puljen – voksentøj, børnetøj, legetøj, smykker, tasker og støvler.

”Der gik vi også amok. Mine piger var gode til at hjælpe og sige: “Det her kan jeg ikke passe mere”, “det her Lego leger jeg ikke med længere”. Der er gået sport i at lave et godt salg,” fortæller hun.

På to måneder var der sparet op til turen.

Læs også: Drømmer du om varme himmelstrøg: Få tips til, hvordan du kan få råd

Pynt til ammestuen

Men det er ikke kun Stellas familie, der har glæde af hendes genbrugsiver. Det samme har fødegangen på Thisted Sygehus, hvor hun arbejder.

Da der skulle indrettes en ammestue, syntes hun, at der skulle nogle ting på væggene, fordi den ellers så for kedelig ud.

Hurtigt fandt hun vægpynt og en lille uro med filtsvaner af et dyrt mærke til næsten ingen penge.

“Mine kollegaer siger, at hvis ikke jeg skulle være på fødegangen, så skulle jeg helt sikkert være sælger,” griner hun.

Her får du Stellas råd til, hvordan du får succes med at sælge brugt: 

  1. 1

    Undgå at blive snydt

    Tjek sikkerheden på de platforme, hvor du vil sælge fra. Flere platforme har et handelssystem eller en fragttjeneste, hvor pengene bliver låst på køberens konto, indtil varen er leveret og godkendt.

  2. 2

    Opret en profil

    Det tager fem minutter at oprette en profil på en platform. Gør det overskueligt for folk at søge dine varer frem. Skriv eksempelvis størrelse på tøjet og alderstrin på det legetøj, du sælger.

  3. 3

    Brug tid på at tage billeder

    Billeder er altafgørende for, at du kan få solgt dine varer. Brug en ren baggrund, tag billederne i dagslys, og tag billeder af fejl og mangler – så er du på rette vej.

    Det kan godt tage noget tid, men den tid er givet godt ud. Når du har gjort det et par gange, er du i træning.

  4. 4

    Den rette timing

    Læg dine varer op, når du ved, at det er noget, folk begynder at søge på. Flyverdragter ryger som varmt brød, når det bliver koldt. Det samme gælder udklædningstøj, når vi nærmer os fastelavn.

    Og så gælder det om at være strategisk. Boost dine annoncer omkring lønningsdage, og når der bliver udbetalt børnepenge

  5. 5

    Svar og send hurtigt afsted

    Svar hurtigt på beskeder, og skal varen sendes, så få den hurtigt afsted. På den måde viser du, at du giver folk en god service og giver dem lyst til at vende tilbage igen en anden gang.


Fagbladet anbefaler