Seks gode råd:Få mest muligt ud af pengene på ferien

Colourbox

Du kan gøre meget for at skåne pengepungen, når du rejser afsted på sommerferie. Privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen kommer her med sine bedste råd.

10. juni

Det kan være dyrt at rejse på ferie. Men med lidt planlægning kan du faktisk spare en del penge, mens du nyder solen på din drømmedestination. 

“Det handler i høj grad om at få prioriteret, så man bruger pengene på det, der rent faktisk betyder mest for en,” forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom ved Danske Bank. 

Her kommer hun med sine bedste råd til, hvordan du får mest muligt ud af dine penge, når du rejser.

  1. 1

    Godt forarbejde

    Mulighederne for at spare på ferien begynder allerede, før du har lagt dig fast på destinationen. Undersøg priserne og mulighederne godt, før du booker hotel, transport eller lejebil. 

    “Der er ofte penge at spare, hvis du ringer direkte til hotellet i stedet for at booke gennem de store platforme. De betaler selv gebyrer til bookingportalerne og kan derfor ofte give dig en bedre pris direkte,” siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

    Jo tidligere, du er ude, jo bedre muligheder er der ofte for en god pris. Sommetider kan du dog også være heldig, at rabatterne sidder løst, hvis du booker lige op mod afrejsen.

  2. 2

    Styr på budgettet

    Man kan let blive revet med af stemningen, når man er ude at rejse, og alle priserne alligevel står i en anden valuta. 

    Derfor er det ifølge Louise Aggerstrøm Hansen en rigtig god idé at lægge et budget for rejsen, hvor man blandt andet noterer, hvor mange penge man kan bruge på mad, transport og store isvafler i løbet af dagene. 

    “Jo mere detaljeret, du kan lave budgettet, jo bedre. Hvis du ved, at du vil spise ude hver aften, så sæt et max-beløb per måltid. Ellers kan det hurtigt løbe op med flere hundrede kroner om dagen,” siger hun. 

    På den måde kan du holde styr på udgifterne og undgå de store økonomiske overraskelser.

  3. 3

    Gratis oplevelser

    Vil du også være kulturel på ferien? Mange byer har museer og attraktioner, hvor der er gratis adgang - eksempelvis på særlige ugedage. Undersøg hjemmefra, om det gør sig gældende på din feriedestination. 

    “Det kræver lidt research, men det er en god måde at opleve byen på uden at bruge en formue,” siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

    Ofte er der også rig mulighed for at opleve lokale parker, strande og kirker, som ikke koster noget.

  4. 4

    Billigere transport

    Overvej, om der er brug for at leje en bil, eller om du med fordel kan tage offentlig transport. 

    Hvis du alligevel befinder dig i en storby med gode muligheder for bus, metro eller tog, vil pengepungen ofte takke dig for at spare på brændstof og udgifter til lejebilen. 

    “Det kræver selvfølgelig lidt mere planlægning, men det kan spare dig for mange penge,” forklarer Louise Aggerstrøm Hansen. 

  5. 5

    Spis som de lokale - og lav det selv

    Det kan hurtigt blive dyrt, hvis du spiser alle dagens måltider på en restaurant. Derfor kan det være en stor fordel at sørge for at overnatte et sted, hvor der er et køkken. 

    På den måde får du mulighed for selv at kokkerere en del af måltiderne og sparer penge på både drikkevarer, betjening og maden i sig selv. 

    Når du spiser ude, er det også vigtigt at være opmærksom på, hvor du vælger at lægge pengene. Louise Aggerstrøm Hansen anbefaler at søge væk fra de værste turistområder og i stedet udforske den lokale madscene. 

    “Prøv at spise der, hvor de lokale gør. Det er ofte både billigere og bedre.”

  6. 6

    Pas på pengene

    Planlæg hjemmefra, hvor mange penge du cirka har brug for at hæve i kontanter. På den måde undgår du at skulle betale hævegebyr af flere omgange. 

    Der er også penge at spare, når du betaler med kort i udlandet. Her anbefaler Louise Aggerstrøm Hansen altid at betale i lokal valuta frem for i danske kroner, når kortautomaten spørger. 

    Husk også at tage et fysisk kort med på ferien. Det er nemlig ikke alle steder, der accepterer mobilbetaling.


Fagbladet anbefaler