Overgangsalder, demens og forråelse: Her er fem bøger, du kan ønske dig til jul

Har du fået læst Dorthe Birkmoses 'Når gode handler ondt'? Den er udkommet i en ny udgave med løsninger på forråelse. Colourbox

Mangler du læsestof til det nye år? Her er fem bøger, Fagbladet FOA har omtalt det seneste år, du kan skrive på ønskesedlen til jul.

10. december

Fra overgangsalder og kulturchok til demens og forråelse. Omdrejningspunkterne i de bøger, Fagbladet FOA har omtalt det seneste år, har spændt bredt.

Her kan du læse lidt om bøgerne og måske blive inspireret til juleønsker til dig selv eller gaver til en, du kender.

  1. 1

    ’Mit hemmelige liv’ af Lotte Kaa Andersen

    Følelsen, forbandelsen og forandringen ved at være i overgangsalderen ramte forfatter Lotte Kaa Andersen som en mur. Hun var ikke forberedt hverken fysisk eller psykisk på de symptomer, hun skulle mærke, på den nye livsfase, hun skulle træde ind i og på det, hun skulle sige farvel til. Men heller ikke på de glæder, der er ved ikke længere at være i den føde- og blødedygtige alder.

    Derfor har Lotte Kaa Andersen i sin nye bog ’Mit hemmelige liv’ taget fat i 11 kvinder for at få erfaringer med og fakta om overgangsalderen på bordet. For at slukke for skammen ved kroppens naturlige udvikling og for at skabe et samlingspunkt om en stor epoke i livet.

    Læs Fagbladet FOAs interview med Lotte Kaa Andersen her.

  2. 2

    ’Omfavnet af et moderhjerte’ af Carolyne Kaddu Rasmussen

    Carolyne Kaddu Rasmussen, som nok er mest kendt fra TV-programmet 'Helt sort' og som Melvin Kakoozas mor, kom til Danmark fra Uganda og uddannede sig til social- og sundhedshjælper og siden sygeplejerske.

    Til at starte med blev hun ramt af et kulturchok i måden, vi plejer ældre mennesker på.

    ”Når vi plejer vores ældre i Uganda, går vi all in. Vi har ingen plejehjem, så plejen foregår i hjemmet, og vi hjælper med alt. I det samfund er det en ære at blive gammel, fordi middellevealderen ikke er særlig høj. Så når du er gammel, skal du give slip på alt, og du forventer, at dine efterkommere og naboer gør alting for dig,” fortalte hun blandt andet til Fagbladet FOA tidligere på året.

    Læs hele interviewet om de kulturchok, der mødte hende her.

  3. 3

    ’Varme hænder’ af Stine Askov

    Hvad gør vi, når de ’varme hænder’ får lyst til at ruske et barn eller råbe ad en borger? Langt fra nok, mener forfatter og tidligere pædagog Stine Askov, der selv har mødt forråelsens mørke. Hun har skrevet bogen ’Varme hænder’ for at sætte fokus på de svære følelser, der kan opstå, når man arbejder med mennesker.

    ”Det er faktisk utrolig vanskeligt at holde styr på de følelser, fordi man hver eneste dag skal lægge sine egne behov til side for at drage omsorg for andre,” sagde Stine Askov til Fagbladet FOA.

    Læs hele interviewet om bogen her.

  4. 4

    ’Når gode mennesker handler ondt’ af Dorthe Birkmose

    Forråelsesekspert og psykolog Dorthe Birkmose udgav i 2013 sin bog ’Når gode mennesker handler ondt’ om, hvordan forråelse bliver en mestringsstrategi, som medarbejdere for eksempel på social- og sundhedsområdet bruger, når afmagtsfølelser, omsorgstræthed og moralsk stress bliver ubærligt og skamfuldt.

    Ti år efter udkom så en revideret udgave af bogen, hvor psykologen også kommer med nogle bud på, hvordan man kan komme ud af forråelsens klør.

    Hør Fagbladet FOAs podcast med Dorthe Birkmose om emnet.

    Robert Attermann
  5. 5

    ’Stærkere samvær med højtlæsning’ af søstrene Lillan, Sussi og Majse Albeck

    Det var en dag som så mange andre hos Lillian Albecks mand Henning på plejehjemmet. Men for sjov fandt Lillian på at læse op for ham.

    Her oplevede hun, hvordan højtlæsningen åbnede for minder og samtaler, der hidtil havde været lukkede for dem. Derfor fandt hun på sammen med sine to søstre at skrive en bog, der kan gøre det samme for andre.

    Du kan læse interviewet med de tre søstre her.


Fagbladet anbefaler