OK21-lønstigning: Se, hvad Margit, Heidi, Lene, Martin, Søren, Camilla og René får

"Jeg kan ikke sige andet, end at det lyder okay. Jeg synes dog stadig, at vi frontpersonale får for lidt i løn," siger serviceassistent Lene Kvist. Lars Just

Det kan være svært at gennemskue, hvad de nye OK-resultater konkret kommer til at betyde for lønsedlen. Se her, hvad syv FOA-medlemmer kommer til at tjene i fremtiden, når de aftalte lønstigninger er slået igennem.

18. marts 2021

Alle forhandlinger om nye overenskomster er nu afsluttede. Der er aftalt generelle lønstigninger på 5,02 procent til alle ansatte i kommuner og regioner. Derudover får nogle glæde af særlige puljer.

Men det kan være svært at vurdere, hvad resultaterne konkret betyder for dig og din lønseddel.

Derfor har vi har talt med syv medlemmer om deres løn og fået FOA Overenskomst til at beregne den stigning, som de kan se frem til, når de aftalte lønstigninger i den 3-årige overenskomstperiode er givet i oktober 2023.

Beregningerne omfatter både de generelle stigninger og dem, der gives som følge af særlige puljer.

Margit Nielsen, dagplejer i Faaborg-Midtfyn Kommune

Margit Nielsen arbejder som dagplejer 48 timer om ugen og tjener i gennemsnit 27.260 kroner om måneden før skat. I oktober 2023 vil hun komme til at tjene 29.078 kroner om måneden før skat. Derudover vil hendes pension stige fra 4.078 til 4.350 kroner om måneden.

I alt kommer Margit til at stige 1.818 kroner i løn og 272 kroner i pension om måneden.

”Det er nok mere, end hvad jeg havde regnet med, at det ville blive. For når man hører 5,02 procent, så lyder det godt nok ikke af meget. Men jeg synes faktisk, at det er uretfærdigt, at vi får vores lønforhandlinger på procenter i stedet for på kroner og øre. Jeg er på et højere løntrin end nogle af mine kollegaer. Det giver mig en højere lønstigning, når det foregår i procenter, og så vil lønforskellen mellem den højestlønnede og den lavestlønnede, blive større. Det, synes jeg, er uretfærdigt,” siger hun.

Heidi Mie Charlotte Sørensen, social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i Københavns Kommune

I dag tjener Heidi Mie Charlotte Sørensen, der arbejder 37 timer om ugen, i gennemsnit 29.414 kroner om måneden før skat. I oktober 2023 vil det tal stige til 31.163 kroner om måneden. Samtidig vil hendes pension stige fra 4.171 til 4.453 kroner om måneden.

I alt kommer Heidi til at se en stigning på 1.749 kroner i hendes løn og 282 kroner i pension på sin lønseddel.

”Det er dejligt. Jeg synes ikke, vi, som det er nu, bliver værdsat nok. Vi burde få meget mere i løn for det, vi laver. Vi er jo ikke længere ’kun’ hjemmehjælpere, vi er jo snart både socialrådgivere og blikkenslagere og alt muligt andet ved siden af. Vi ordner rigtig mange ting ud over det almindelige stykke arbejde, der ligger i at være social- og sundhedshjælper. Så jeg er tilfreds med, at lønnen stiger,” siger hun. 

Lene Kvist, serviceassistent på genoptræningscenter i Køge Kommune

Hver måned tjener Lene Kvist, der arbejder 34 timer om ugen, 24.613 kroner i løn. I oktober 2023 vil det beløb stige til 26.047 kroner om måneden før skat. Samtidig vil hendes pension stige fra 3.249 kroner til 3.490 kroner om måneden.

I alt kan Lene altså se frem til at stige med 1.433 kroner om måneden i løn og med 241 kroner i pension.

"Jeg kan ikke sige andet, end at det lyder okay. Jeg synes dog stadig, at vi som frontpersonale får for lidt i løn. Vi burde også få mere i pension, for vi bliver hurtigere nedslidt, end tanken er. Og så synes jeg, at vi havde fortjent en belønning for den indsats, vi har ydet under corona. Det har virkelig været hårdt og slidt på én både fysisk og mentalt. Og det afspejler sig ikke i denne lønstigning," siger Lene.

Martin Langemose, beredskabsassistent i TrekantBrand på station Fredericia

Martin Langemose arbejder 37 timer om ugen tjener i gennemsnit 30.709 kroner om måneden før skat. I oktober 2023 vil hans gennemsnitlige løn være steget til 32.482 kroner om måneden. Desuden vil hans pension stige fra 4.717 til 5.022 kroner månedligt.

I alt kommer han til at stige 1.773 kroner om måneden i løn og 305 kroner om måneden i pension. 

”Alle stigninger er gode – lidt er lidt godt, meget er meget godt. Generelt synes jeg ikke, at min løn er god nok, så jeg havde gerne set, at den var steget endnu mere. Det er usolidarisk, at dem, der har højere lønninger, får en større stigning, selvom vi laver det samme arbejde. Jeg havde gerne set, at de generelle lønstigninger blev gjort solidariske med stigninger i kroner og øre. Så set i det perspektiv synes jeg ikke, overenskomstforhandlingerne er gået så godt, når man ikke er kommet i mål med det."

"Men jeg havde heller ikke regnet med det. 1700 kroner er i og for sig fint, men man ved jo ikke, hvad pandemien betyder for økonomien, så det er svært at sige, hvad pengene er værd til oktober 2023. På trods af det bliver det et ja fra mig i afstemningen,” siger Martin Langemose.

Søren Koch Dalsgaard, social- og sundhedsassistent på bosted i Region Nordjylland

Hver måned tjener Søren Koch Dalsgaard 26.731 kroner i løn, og han arbejder 37 timer om ugen. I oktober 2023 vil der i gennemsnit stå 28.054 kroner på lønsedlen om måneden før skat. Samtidig vil hans pension stige fra 3.368 kroner til 3.535 kroner om måneden.

I alt kan Søren altså se frem til at stige med 1.323 kroner om måneden i løn og med 167 kroner i pension.

"Jeg tænker, at overenskomsten er så god, som vi kan få den. Men det ændrer ikke min holdning om, at vi får for lidt i løn. Man går så meget op i at takke frontpersonalet og fortælle, hvor vigtige vi er for samfundet, men man vil ikke betale for det. Det efterlader mig med en følelse af ikke at være værdsat. Samtidig havde jeg håbet, at man med denne overenskomst ville rette op på lønforskellene mellem os i regionerne og så ansatte i kommunerne. I stedet sker det modsatte, og det styrker følelsen af at være tilsidesat og glemt," siger Søren.

Camilla Boy Arlt, pædagogisk assistent i SFO i Roskilde Kommune

Hver måned tjener Camilla Boy Arlt 28.828 kroner i løn, og hun arbejder 33 timer om ugen. I oktober 2023 vil der i gennemsnit stå 30.493 kroner på lønsedlen om måneden før skat. Samtidig vil hendes pension stige fra 3.900 kroner til 4.184 kroner om måneden.

I alt kan Camilla altså se frem til at stige med 1.665 kroner om måneden i løn og med 283 kroner i pension.

”Det er ikke meget, og det er jo faktisk mindre end sidste gang (ved OK18, red.). Jeg synes ikke, at lønstigningen anerkender det stykke arbejde, vi leverer. Forhandlingerne er vigtige for mig, for det er min eneste mulighed for at stige i løn, for vi får af vide, at der er ikke midler til at forhandle lokalløn. Men samtidig er lønstigningen jo også bedre end ingenting, og det er dejligt at vide, at FOA kæmper for os, så pædagogiske assistenter ikke skal ned i løn, som der var tale om," siger Camilla.

René Møller, ejendomsservicetekniker i Herlev Kommune

René Møller arbejder 37 timer om ugen og tjener i gennemsnit 29.766 kroner før skat og 4.313 kroner i pension hver måned. I oktober 2023 vil René i gennemsnit tjene 31.487 kroner om måneden før skat og 4.594 kroner i pension.

I alt kommer han til at stige 1.720 kroner i løn og 281 kroner i pension om måneden.

”Jeg synes jo, at det er for lidt i forhold til inflationen, når man kigger på, hvad tingene koster rundt omkring. Vi lavtlønnede, vi følger jo ikke med. Jeg synes, fagbevægelsen har været svag til at forhandle de sidste par gange, og de har ikke fået nok ud af det for deres egne medlemmer. Fritvalgskontoen kunne f.eks. have været højere. Den er jo langt højere i privaten end den er i det offentlige. Den skulle måske i stedet have været medlemsbestemt,” siger René.