Nu stiger elpriserne igen – men der er penge at spare ved at flytte dit strømforbrug

Vinteren er lang og mørk, og strømmen er dyr. Fra 1. oktober blev der igen indført såkaldte vintertariffer – men du kan gøre meget for at styre dit forbrug udenom.
i dag kl. 10.44
De lyse dage er forbi, og vintermørket er på vej tilbage. Det er koldt, når du står op – og koldt igen, når du kommer hjem. Radiatorerne tændes, gryderetterne simrer, og lyset står mere tidligt på dagen.
Men alt det koster strøm – og den bliver dyrere om vinteren.
”Når det er vinter, holder vi os mere hjemme. Vi laver mad på samme tid, varmer op, tænder lys og sætter vasken over, når vi kommer hjem fra arbejde,” siger Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark.
Fra 1. oktober til 1. april betaler du nemlig ikke kun for den strøm, du bruger, men også en højere tarif for at benytte elnettet, når det er mest belastet.
”Tariffen er et forsøg på at regulere, hvornår forbrugeren bruger mest strøm. Ved at gøre strømmen dyr på visse tidspunkter, giver man folk en grund til at flytte strømforbruget væk fra der, hvor elnettet er mest presset”, siger Kristian Rune Poulsen.
Men som forbruger er der heldigvis ting at gøre for at spare på elregningen, fortæller Kristian Rune Poulsen.
Her er hans bedste råd:
- Sæt din vaske- eller opvaskemaskine over, så den kører efter midnat. Mange af den slags maskiner har en timer, så den kan sætte sig selv i gang.
- Hvis du har en elbil, så lad den op om natten. En elbil bruger rundt regnet lige så meget strøm som et helt hus. Her kan du nemt spare 100 til 150 kroner pr. opladning.
Dyrt i ’kogespidsen’
Generelt handler det om styre sit forbrug væk fra det tidspunkt, der kaldes ’kogespidsen’. Det er den populære betegnelse for det tidsrum, hvor flest bruger strøm samtidig.
Ifølge Kristian Rune Poulsen er det imellem klokken 17 og 21, og det er også i det tidsrum, at tariffen er højest. Her skal du betale cirka én krone ekstra for en kilowatt-time.
Til den ene krone skal du også regne den rene elpris med. Den varierer afhængig af udbud og efterspørgsel på elmarkedet – og jo mere det blæser, desto lavere vil elprisen groft sagt være.
”Det er ikke unormalt, at du kan spare et par kroner, hvis du undgår det tidsrum. Der er jo ikke noget i vejen for, at du sætter en kogevask over efter aftensmaden, men det er en rigtig god idé for pengepungen at lade være,” siger Kristian Rune Poulsen.
Under alle omstændigheder skal vi dog indstille os på, at der med vinteren følger en højere elregning.
”Strømmen er for en gennemsnitlig dansker altid dyrest om vinteren. I de koldeste måneder bruger man dobbelt så meget strøm som i den varmeste måned,” siger Kristian Rune Poulsen.
”Vi vil gerne kunne se noget og holde varmen, og dertil kommer at tariffen og den rene elpris i gennemsnit er cirka 20 procent højere pr. kilowatt-time om vinteren.”