Nu kan du ændre i din forskudsopgørelse for 2026 - Det skal du være opmærksom på

Den nye skattelovgivning gør, at alle får lidt flere penge mellem hænderne. Iben Gad

Regeringens nye skattelovgivning kan give dig lidt ekstra på lønsedlen i 2026. Fagbladet FOA guider i samarbejde med PenSam til, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Alexander Pilgaard Kjær

i dag kl. 15.05

Din forskudsopgørelse for 2026 ligger nu klar. Og du kan allerede fra i dag gå ind at ændre den, så du ikke risikerer at ende med et skattesmæk.

Regeringen har indført en ny skattelovgivning, der får betydning for stort set alle – nogle dog mere end andre. Særligt seniorer får en gulerod for at blive på arbejdsmarkedet i stedet for at trække sig tidligt tilbage.

Men hvad skal du være opmærksom på? Og hvad skal du ændre i din forskudsopgørelse? Det hjælper Hanne Gauger, der er rådgivningscenterchef i PenSam, med at svare på.

Er der sket store ændringer?

Det er vigtigt at sige, at forskudsopgørelsen for 2026 tager udgangspunkt i 2024. Det gør den, fordi 2024 er det senest afsluttet skatteår og dermed det år, som giver det mest korrekte billede af dine skatteforhold.

”Det, du skal være opmærksom på, er, hvis der siden 2024 er sket store ændringer i din privatøkonomi, til du nu sidder og kigger på forskudsopgørelsen for 2026. Hvis der ikke er sket nogle ændringer, behøver du ikke gøre noget - for så kommer ændringerne af sig selv,” siger Hanne Gauger.

Store ændringer kan være, at du har skiftet arbejde og fået mere i løn, mistet arbejde og dermed fået mindre i løn eller gået fra at være arbejdsløs til at få et arbejde. Det kan også være, hvis du har købt en bolig, eller hvis du er blevet skilt eller blevet gift.

”Alle disse ændringer skal du være opmærksom på. Og hvis du siden 2024 har oplevet nogle af de ting, skal du ind at ændre forskudsopgørelsen for ikke at risikere at stå med en restskat for 2026,” siger Hanne Gauger.

Det kan også være befordringsfradraget, du skal ændre på. Altså kørselsfradraget, som træder i kraft, hvis du har mere end 12 kilometer på arbejde.

”Hvis du har fået et nyt job, der enten er længere væk eller tættere på, skal det selvfølgelig også ændres. Og det skal man selv gå ind at ændre aktivt.”

Hanne Gauger understreger desuden, at du altid kan gå ind at ændre din forskudsopgørelse.

Seniorer er de store vindere

I disse tider fokuseres der meget på at beholde seniorer på arbejdsmarkedet. I 2026 gør den nye skattelovgivning det mere attraktivt for personer med under fem år til pensionsalderen at forblive i arbejde. Det gør de ved at give et højere beskæftigelsesfradrag.

”Tidligere var det kun til personer med under to år til folkepensionsalderen. Nu er det rykket til at gælde personer med under fem år. Desuden er procentsatsen steget til i 2026 at være på 8,5 procent stigende til 10 procent i 2030,” siger Hanne Gauger.

PenSam har regnet på, hvad det betyder i udbetalte kroner for et fuldtidsmedlem, der har under fem år til pensionsalderen:

”Med det forhøjede fradrag kommer effekten til at være 36.000 kroner i skatteregnestykket. Det vil sige, at du får 1300 kroner ekstra udbetalt hver måned, hvis du arbejder fuldtid og har under fem år til pensionsalderen, og 1150 kroner, hvis du arbejder deltid.”

Hanne Gauger understreger, at de her udregninger er i runde tal for et typisk medlem. Det afhænger dog også af, i hvilken kommune der bor i, da kommuneskatterne varierer.

Skattelettelser til de rigeste

Regeringens nye skattelovgivning gavner godt nok alle – men i særdeleshed dem, der i dag betaler topskat, da bundgrænsen for topskatten rykkes højere op. PenSam har lavet regnestykker med udgangspunkt i et typisk medlem, der betaler bundskat.

”Og for dem betyder den nye skattelovgivning ikke særligt meget. De fortsætter med at betale bundskat og får alene glæde af de forhøjede fradrag – altså beskæftigelses, - job – og personfradraget,” siger Hanne Gauger.

Og i modsætning til befordringsfradraget sker det helt automatisk. Så hvis du ikke har oplevet nogle af de store ændringer, som er nævnt ovenover, behøver du ikke foretage dig noget som helst aktivt.

Men hvad får jeg så ud af de forhøjede fradrag, tænker du nok.

”Effekten for et medlem, der arbejder fuldtid, og som har mere end fem år til pensionsalderen, er rundt regnet 200 kroner ekstra udbetalt om måneden. Og rundt regnet 150 kroner, hvis du arbejder deltid,” siger Hanne Gauger.

Igen varierer det fra kommune til kommune.

Lille gevinst til pensionister

Hvis du er gået på pension siden 2024, hører det ind under ’store ændringer i din privatøkonomi’. Og i så fald skal du huske at ændre forskudsopgørelsen.

Hvis du derimod var gået på pension i 2024, skal du ikke foretage dig noget. Du vil dog stadig opleve en lille stigning i dine udbetalinger.

”Folkepensionen og tillæggene stiger. Vores beregninger viser, at hvis du er enlig folkepensionist, får du 475 kroner ekstra udbetalt om måneden. Hvis du er gift eller har en samlever, får du 375 kroner ekstra udbetalt om måneden,” siger Hanne Gauger.


Fagbladet anbefaler