Nu får sosu-assistenten Maja sin første lønforhøjelse efter OK24: Så meget stiger hun

”Det er en god idé at give udvalgte grupper lidt ekstra. Blandt andet for at gøre faget attraktivt for de unge,” siger Maja Rasmussen, som ifølge eget udsagn er en ’fucking stolt’ social- og sundhedsassistent. Rasmus Hargaard Breum

”Det er den bedste aftale, siden Ruder Konge var knægt,” siger Maja Rasmussen. Hun arbejder i en kommunal hjemmepleje og har fået indfriet sine forventninger til både overenskomsten og det ekstraordinære lønløft til sosu-ansatte.

29. maj

Maja Rasmussen var ikke i tvivl, da hun midt i marts skulle tage stilling til de nye overenskomster. Hun stemte ikke bare ja. Hun stemte JA.

”Det er jo den bedste aftale, siden Ruder Konge var knægt,” siger den 47-årige social- og sundhedsassistent, der til daglig er ansat i hjemmeplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune i det distrikt, der hedder Faaborg C.

På den baggrund var hendes forventninger også større end normalt, da hun tirsdag modtog sin nye lønseddel og for første gang kunne se det kontante resultat på tryk.

Eller hovedparten af lønforhøjelsen. Af tekniske årsager må hun nemlig vente på at modtage det ekstraordinære lønløft, hun er tildelt som social- og sundhedsassistent.

Det beløb udbetales senest med junilønnen – og tilbagevirkende kraft – men den detalje ændrer ikke på, at hendes forventninger er indfriet.

Når det er på plads, vil hendes aktuelle månedslån være steget knap 1.800 kroner før tillæg – fra 29.928 kroner til 31.693 kroner – og senere følger de øvrige reguleringer, der er aftalt i resten af den toårige overenskomstperiode.

Her sikrer generelle lønstigninger og ekstraordinære lønkroner Maja Rasmussen yderligere et løft, som hun endnu ikke har beregnet.

”Lønmæssigt er det den bedste overenskomst, jeg har oplevet. Jeg er glad,” siger Maja Rasmussen.

God idé at plukke grupper ud

Hun har ikke noget imod, at sosu-ansatte sammen med tre andre udvalgte faggrupper, heriblandt pædagoger, får et ekstra lønløft, der rækker ud over de generelle lønstigninger, som stort set alle FOAs medlemmer er sikret.

”Velfærdsområdet er under pres, og jeg synes, det har været en god idé at plukke nogle af os ud. Lønnen har betydning, hvis vi vil have flere unge til at tage uddannelsen,” siger hun og pointerer, at god løn i sig selv næppe er tilstrækkelig lokkemad:

”Jeg elsker mit job, jeg er fucking stolt af at være social- og sundhedsassistent, og med mine knap 50 år ved jeg, hvad jeg kan. Men de unge er pressede, og hvis faget skal være attraktivt for dem, skal vi blive meget bedre til at fortælle dem om den store forskel, de gør i et fag som vores.”

Fuld tid og blandede vagter

Maja Rasmussen kan ikke selv forestille sig andet. Hun startede som ufaglært i 1999 og uddannede sig siden til social- og sundhedsassistent.

Efter 15 år i hjemmeplejen i Svendborg havde hun brug for luftforandring og nåede både forbi et vikarbureau og to udstationeringer i Norge, før hun for knap to år siden søgte ansættelse i Faaborg-Midtfyn.

”Min betingelse var, at jeg ville være på fuld tid – eller så tæt på fuld tid som muligt – og så ville jeg have blandede vagter. Det kunne godt lade sig gøre, og i dag har jeg en fuldstændig genial vagtplan med aftenvagter hver mandag og tirsdag og hver fjerde fredag.”

”Nogle uger er der knald på, og andre uger knap så meget, og det passer perfekt til mit temperament, at dagene ikke er ens,” siger hun.

Nu venter højere særydelser

De blandede vagter betyder også, at hun er omfattet af de forhøjede særydelser, som nogle af pengene fra lønløftet – som beskrevet her – sikrer de ansatte i blandt andet ældreplejen for at arbejde på skæve tidspunkter.

De nye særydelser indføres først med virkning fra 1. januar næste år, og først derefter begynder Maja Rasmussen at få en mere sikker fornemmelse af hendes samlede lønstigning. Det ser hun frem til.

”Det afgørende for mig har været, at der denne gang er udsigt til en lønforhøjelse, man kan forstå.”

Når Maja Rasmussen får lønforhøjelse, plejer hun at beregne effekten på sin timeløn. ”Somme tider har der været tale om to kroner i timen, før skat, og det er jo til at dø af grin over,” siger hun velvidende, at det ikke sker denne gang. Hendes timeløn er steget med 10 kroner – før tillæg – og det er hun glad for. Rasmus Hargaard Breum

FOA-afdeling drukner i henvendelser

Maja Rasmussen er medlem af FOA Sydfyn, og her har de nye overenskomster med de ekstraordinære lønstigninger også givet ekstraordinær travlhed. Det fortæller Louise Brandstrup, der er formand for Social- og Sundhedssektoren.

”Vi har modtaget rigtigt mange henvendelser og rigtigt mange spørgsmål fra medlemmer, der spørger, hvad resultatet betyder for den enkelte, og hvornår de forskellige aftaler fra både overenskomsten og treparten træder i kraft. Vi har hjulpet så godt som muligt, men det er næsten umuligt at gå ned i alle medlemmernes individuelle aftaler og vagtmønstre,” siger Louise Brandstrup.

Afdelingen har blandt andet henvist til Fagbladet FOAs beregninger, selv om heller ikke giver fuldstændige svar til hver enkelt. Her baserer tallene sig også på gennemsnitlige eksempler.

Derfor er sektorformanden også forberedt på, at der kommer mange nye henvendelser i næste uge, når medlemmerne har modtaget deres maj-løn:

”Det er sikkert nogle, der har brug for hjælp til at få oversat den nye lønberegning. Og så er der nogle, der først får deres tillæg fra trepartaftalen med juni-lønnen, fordi enkelte kommuner ikke er kommet på plads med den del. Og det kaster sikkert også spørgsmål af sig,” siger Louise Brandstrup.