Kun få FOA-medlemmer tegner forsikring mod udhuling af dagpenge
Selv om FOAs medlemmer kan sikre sig en højere ydelse ved arbejdsløshed med Dagpenge+, er ekstraforsikringen ikke en sællert. Det er FOAs formand tilfreds med, for hun ser meget hellere, at dagpengeniveauet løftes.
22. januar 2020
Forholdsvis få FOA-medlemmer benytter sig af muligheden for at tegne en ekstra forsikring mod arbejdsløshed. Dermed adskiller de sig fra en klar tendens på tværs af alle A-kasser, hvor flere og flere får tillægsforsikringer, enten gruppebaserede eller individuelle.
Mange års forringelse af dagpengenes værdi er forklaringen på de mange nye tillægsforsikringer uden for FOA, mener formand Mona Striib.
”Der er tale om et skred, som er dybt ubehageligt. De tryghedselementer, vores samfund er kendt for, forsvinder til fordel for forsikringer,” siger FOAs formand Mona Striib.
Derfor er hun egentlig ganske tilfreds med, at medlemmerne i FOA og FOAs A-kasse viser forholdsvis ringe interesse for tilbuddet om Dagpenge+, som de kan tegne i PenSam.
Dagpengenes værdi er forringet
Cirka 800 personer har indtil videre en police, oplyser Birger Ringstoft, der er forretningsdirektør for forsikringsområdet i PenSam. Der kommer 5-10 procent flere til hvert år, og ”når de først har fået forsikringen, beholder de den”, siger Birger Ringstoft. Omkring 30 personer om året får udbetalinger fra forsikringen.
”Tallene fortæller mig, at FOAs medlemmer har haft stor tillid til, at a-kassesystemet kan sikre deres økonomi, hvis de bliver ledige. Men vi har i årevis peget på, at dækningsgraden er for lav, og det vil vi have politikerne til at rette op på,” siger Mona Striib.
Dagpengene er de senere år reguleret lavere end lønnen, og ændringer af skattesystemet har også udhulet deres værdi. Fra midten af 1990’erne og frem til 2018 er der sket et fald i kroner og øre på 2.500 kroner om måneden, viser en analyse fra LO (nu FH).
Højeste dagpengesats var 18.633 kroner i 2018, men den skulle altså have været over 21.000 kroner for at have samme værdi som i 1995. I dag er højeste dagpengesats 19.083 kroner om måneden.
Mange flere tillægsforsikringer
Udhulingen af dagpengenes værdi er grundlaget for en eksplosiv udvikling i antallet af tillægsforsikringer, mener Mona Striib.
”Forsikringsbranchen er kreativ, det seneste tilbud, jeg har fået var fra OK Benzin, der tilbød en lønsikring. Det popper op alle steder,” siger hun.
I 2018 havde 340.000 personer en ekstra arbejdsløshedsforsikring. Fra 2010 til 2018 steg antallet med mere end en kvart million, viser tal fra brancheorganisationen ”Forsikring & Pension”.
”Mange FOA-medlemmer har ikke råd til at købe en tillægsforsikring, men får vi igen en lavkonjunktur, vil dagpengeniveauet ramme hårdt på manges privatøkonomi. Det er derfor nu, hvor ledigheden er lav, at vi skal presse på over for Folketinget,” siger Mona Striib.
Fagforeninger og partier presser regeringen
Sammen med tre andre fagforbund 3F, HK og Metal har FOA sat en kampagne for højere dagpengesats i gang. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard står dog ikke klar med en stor pose penge.
”At ændre på kompensationsgraden er ikke noget, som regeringen på nuværende tidspunkt prioriterer,” skriver han i en mail til dagbladet Politiken.
Regeringens tre støttepartier SF, Radikale Venstre og Enhedslisten presser dog på for at få beskæftigelsesministeren til at indkalde til forhandlinger om udhulingen af dagpengene. Enhedslisten vil fremlægge forslag om det i Folketinget, og forslaget har ifølge Politiken også opbakning fra flere borgerlige partier.