Joan stod i gæld til halsen, da hendes medlemsfordele i FOA reddede hende
En ekstremt presset økonomi fik Joan Søby Kolding til at melde sig ud af FOA for at spare pengene på kontingentet. Dog meldte hun sig hurtigt ind igen og har derfor i dag kunnet få et langt billigere lån end tidligere samt billigere forsikringer.
25. maj 2023
Der var sjældent mange penge tilbage på kontoen sidst på måneden hos social- og sundhedshjælper Joan Søby Kolding. Som alenemor til to med en grundløn på omkring 29.000 før skat og en dyr restgæld på et forbrugslån fra tab ved et hussalg, overlevede hun på de ekstravagter, hun kunne tage på sit arbejde på Lungemedicinsk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus.
Hun tog kontakt til flere forskellige banker for at få omlagt sit lån og få luft i økonomien igen. Men én efter én gav de hende afslag, fordi hendes rådighedsbeløb var for lille til at låne penge ifølge bankernes retningslinjer.
”Jeg var faktisk ved at kaste håndklædet i ringen og stoppe med at afdrage på lånet. Det var hårdt, fordi min egen bank ikke kunne hjælpe mig, når jeg ikke havde flere penge at gøre godt med,” husker 44-årige Joan Søby Kolding.
Meldte sig ud af FOA
Det blev trættende at tage ekstravagter og samtidig skulle vende hver en krone for at have penge til mad sidst på måneden. Derfor meldte hun sig også ud af sin fagforening, FOA.
”Det var simpelthen for at spare penge. Jeg var så bekymret for min økonomi og for at få det hele til at hænge sammen, at jeg måtte spare, hvor jeg kunne,” siger hun.
Da hendes veninde foreslog, at hun tog kontakt til PenSam Bank tænkte hun først, at de nok ville sige nej til at hjælpe hende med lånet ligesom de andre banker, hun havde talt med, men hun gav det alligevel en chance.
”Jeg talte med en rådgiver, der var rigtig venlig og som havde forståelse for min situation. Men i første omgang måtte de også sige nej til at hjælpe mig, fordi mit rådighedsbeløb som alenemor med to børn ikke var højt nok til at de ville overtage mine lån,” siger hun.
Rådgiveren rådede hende dog til at kigge sine forsikringer igennem og se, om der kunne være nogle penge at spare ved at skifte til PenSam.
”Jeg kunne spare 700 kroner om måneden på mine forsikringer, og det hjalp på rådighedsbeløbet,” fortæller Joan Søby Kolding.
Sagde alligevel ja
Det førte til, at PenSam Bank alligevel kunne tilbyde hende at omlægge lånet til en bedre rente og derved give Joan en mindre presset økonomi. Og renten blev endnu lavere, da hun igen meldte sig ind i FOA, fordi medlemmer af FOA får en lavere rente i PenSam Bank.
”Da jeg både havde min pensionsopsparing i PenSam og var medlem af FOA, kunne jeg få en lavere rente, hvilket gør en stor forskel for min økonomi,” fortæller hun.
Før var renten 12 procent, i dag er den på 7 procent, og lånet er kun forlænget med knap to år, forklarer Joan. Det har betydet, at hun har langt flere penge at gøre godt med.
”Mit rådighedsbeløb før omlægningen var på 3.500 kroner om måneden. I dag er det på 10.000 kroner,” siger hun.
Hun fortæller, at rådighedsbeløbet kunne stige så meget, fordi hun både sparede penge på forsikringer, renten på lånet, og fordi hun kan afdrage over længere tid.
Kan give børnene mere
Det gør en stor forskel for den 44-årige social- og sundhedshjælper.
”Udover at det har lettet mine bekymringer i hverdagen, kan jeg nu begynde at lave en opsparing og give mine børn lidt mere, end jeg kunne før. Mine børn har haft stor forståelse for, at pengene var små, men som mor kan følelsen af utilstrækkelighed godt fylde, når man ved, at børnenes venner får meget mere,” siger hun.
Selvom økonomien var hendes primære grund til at melde sig ind i FOA igen, er hun også glad for at kunne bidrage til fællesskabet.
”Jeg har forståelse for, hvis jeg har kolleger, der ikke vil være medlem af FOA på grund af det økonomiske. For jeg har jo prøvet det selv. Men jeg synes, det er godt, hvis man kan og vil være med i den fagforening, der forhandler ens løn og arbejdsvilkår, så man kan have indflydelse på overenskomsterne for eksempel. Så står man lidt stærkere,” siger hun.
Der kan være penge at spare
PenSam Bank er ejet af PenSam Pension, som er ejet af FOA. Det er altså en bank for FOA-medlemmer og deres familier. Ifølge forretningsdirektør i PenSam Bank, Michael Christensen, gør det, at de kan give bedre betingelser.
”Vi er sat i verden for FOAs medlemmer, og vi skal ikke udbetale store beløb til aktionærer. I stedet bruger vi pengene på at give gode vilkår og afkast på medlemmernes pensionsordning i PenSam,” forklarer han.
Han understreger dog, at de er underlagt de samme regler for, hvor højt kundens rådighedsbeløb skal være, for at banken må låne vedkommende penge.
”Fordi vi også har forsikringsselskabet, kan vi gå ind og se på, om der er penge at spare i det hele taget og derved hjælpe kunden til at få et større rådighedsbeløb. Vi har heller ikke gebyrer for at have kort og konto, når man flytter sine konti til os. I Joans tilfælde gjorde alle de besparelser, at hendes rådighedsbeløb blev stort nok til, at vi kunne samle hendes lån hos os,” fortæller Michael Christensen.
Han vil råde andre FOA-medlemmer til at tage kontakt til PenSam Bank, hvis de er i tvivl om, der kunne være penge at spare.
”Nogle gange er det mange penge, nogle gange færre. Men det er uforpligtende at tage en snak med os, så det vil jeg klart opfordre til, at man gør,” siger han.